Hvalernes død

Der har i nogle år været megen diskussion om, hvorvidt aktiviteterne i forbindelse med forberedelse og opstilling af havvindmøller ved USA’s atlanterhavskyst har haft en negativ effekt på dyrelivet eller ej. Man har konstateret et større antal strandede hvaler siden 2016, men hænger det sammen med vindmølleaktiviteterne? NOAA, den amerikanske hav- og atmosfære-styrelse, siger kategorisk nej. Det vides imidlertid, at NOAA har en levende interesse for klimaet og gerne agiterer for nødvendigheden af en hurtig grøn omstilling. Og til den skal vi bruge masser af havvindmøller.

Nu har en amerikansk statistiker, Apostolos Gerasoulis, forsøgt at få mere pålidelige data for sammenhængen mellem aktiviteterne og de døde hvaler. Her fokuserede han på pukkelhvaler. Han har analyseret i område for område, om der er nogen sammenhæng mellem undersøgelsesaktiviteterne og antallet af hvaler, der er drevet døde i land. Aktiviteterne er udtrykt ved skibenes sejlmønstre og det totale antal km – eller miles – som de har tilbagelagt i de udvalgte perioder. Aktiviteterne startede for alvor i 2016 og fig. 1 viser for tre regioner antallet af døde hvaler i perioderne 2006-2015 og 2016-2023 sammenholdt med undersøgelsesskibenes sejlads i 2016-2023, udtrykt i miles/år.

Man ser, hvordan der i den nordlige region ikke har været nogen undersøgelser af betydning og her er der heller ikke nogen stigning i antallet af dødsfald mellem de to tidsperioder. I den sydlige region har der været en betydelig sejlads med undersøgelsesskibene siden 2016 og det har givet sig udtryk i en mærkbar stigning i antallet af strandede hvaler. Helt galt er det gået i den centrale region, her har der været intense undersøgelser og en kraftig stigning i antallet af døde hvaler, faktisk en femdobling. 

Gerasoulis har samlet data måned for måned og giver et eksempel for området ud for New York og New Jerseys kyster. I januar-februar 2022 var der meget lidt undersøgelsesaktivitet her, og der var kun en enkelt pukkelhval, der drev i land.

Året efter, januar-februar 2023 var der intens aktivitet, som vist på fig. 2. 13 skibe tilbagelagde i alt knap 20.000 km, og i den periode døde ikke færre end syv pukkelhvaler.

Der er megen uvilje mod at kæde hvalernes dødsfald sammen med undersøgelserne i forbindelse med vindmølleparker. En alternativ forklaring, der har floreret i medierne, er ændringer i trafikken med containerskibe.

Gerasoulis har undersøgt sagen, og takket være coronatiden har vi gode data. Containertrafikken steg i årene 2020-2021 med 18%, men antallet af døde hvaler faldt med 92%. Til gengæld faldt containertrafikken med 18% i 2022-23, mens dødsfaldene steg med 162%. Der er således ikke nogen god sammenhæng mellem skibstrafikken og antallet af strandede hvaler, og vi er tilbage til vindmølle-undersøgelserne som den mest sandsynlige årsag.

Men hvad sker der? Før man kan finde ud af, hvor man kan opstille møllerne, og hvordan deres fundamenter skal se ud, er man nødt til at kortlægge havbunden i detaljer. Det gøres ved hjælp af sonar, hvor skibene udsender meget kraftige lydbølger og derefter måler ekkoet, dvs. de tilbagesendte bølger. Det er akkurat samme teknik, man i krigstid bruger til at lede efter fjendtlige ubåde med. Der er tale om virkelig kraftig lyd. Hvor smertegrænsen for mennesker ligger omkring 120 decibel (dB) udsender skibene signaler med en styrke på 224 dB. Ca. en kilometer væk er lydstyrken stadigvæk omkring 150 dB.

Det lyder måske ikke af så meget, men decibelskalaen er logaritmisk, så 10 dB mere svarer til en fordobling af lydstyrken.

Hvaler orienterer sig ved hjælp af deres hørelse, og de kan kommunikere med hinanden over lange afstande med lyde. Det menes, at ved en lydpåvirkning på lidt over 150 dB bliver de midlertidigt døve, og ved 173 dB er tabet af hørelsen permanent. Døvheden kan let blive katastrofal, hvalerne mister orienteringen og det betyder, at de f.eks. forvilder sig ind i sejlruterne, som de ellers er bevidste om at holde sig fra. En del af de døde hvaler har tydeligvis været i kollision med skibe.

Nu har NOAA m.fl. forsøgt at frikende undersøgelserne med sonar, da de jo ikke direkte slår hvalerne ihjel. I den forbindelse er David Wojick fra CFACT fremkommet med en fin analogi:

Hvis en idiotisk person kaster et kanonslag efter en hund, og hunden bliver så forskrækket, at den løber ud på vejen og bliver kørt ned af en bil, så kan man jo sige, at det var bilen, der forårsagede hundens død. Men i en retfærdig verden ville man nok snarere pege på personen, der kastede kanonslaget.

Næste skridt i processen i Atlanterhavet bliver alle fundamentspælene, der skal bankes dybt ned i havbunden. Det er igen en ekstremt støjende aktivitet, der givetvis vil give hvalerne nye problemer.

Til forsvar for vindmøllerne, peger man på undersøgelser, der viser, at når de først er i drift, har de tilsyneladende ikke den store indflydelse på livet i havet. Det går så ud over fuglene i stedet. Men til den tid er skaderne på hvalerne allerede indtruffet.

NOAA m.fl. har spillet en meget trist rolle i hele sagen her. Hvornår indser man, at vi ikke kan ”redde” klimaet ved en udsigtsløs ”grøn omstilling” – og hellere skulle fokusere på at redde hvalerne?