For nogle dage siden afholdt Energinet sammen med noget, der hedder North Sea Wind Power Hub Programme, (NSWPHP) som er en sammenslutning af flere energiselskaber, et webinar om alle de store planer mht. energiøer i Nordsøen.
Der er jo udtrykt ønsker fra politikerne om en samlet havvind-kapacitet i Nordsøen på ikke mindre end 240 gigawatt (GW). I dag er der kun ca. 13 GW, så det er noget at et spring, og det hele skal være klar inden 2050. NSWPHP har fået støtte af EU til at gennemføre forundersøgelser (på computeren) og planlægningen af den infrastruktur, der skal opbygges for at få systemet til at fungere med alle de møller. Det er jo altid godt ikke at bruge egne penge på den slags.
For at få de mange møller til at fungere ”optimalt” skal der efter planen bygges 4 øer i EU’s del af Nordsøen og de skal forbindes med et netværk af kabler og brintrør, se fig. 1.
Faktisk skal både Norge og Storbritannien helst også med, og så ender man med en endnu mere avanceret model, som vist på fig. 2.
Seriøst har man tænkt sig at producere brint ude på øerne, derved kan man spare på de dyre kabler til ilandføring af strømmen. Man regner således med, at 44% af strømmen fra Nordsøen vil blive omdannet til brint, mens resten føres i land som elektricitet. Det betyder, at man skal have kemiske fabrikker, med alt hvad det medfører (f.eks. produktion af rent ferskvand), ude på øerne.
Der var tre oplægsholdere til webinaret, Hanne, Martin og Anders, og de var ikke det mindste bekymrede med hensyn til de tekniske detaljer i projektet. Allerede i 2030 ville således hele den danske elforsyning komme fra sol og vind + evt. en lille sjat biomasse.
Der blev nævnt lidt om vindens omskiftelighed, men heldigvis er det sådan, blev det sagt, at når det ikke blæser på vores side af Nordsøen, blæser det ovre hos briterne og så kan de forsyne os gennem de øst-vest-gående kabler. Svingningerne i forsyningen fra vindmøllerne skal til en vis grad opfanges ved fleksibelt forbrug (varmepumper og elbiler), men primært fra brintelektrolysen. Her skal der installeres 38 GW ude på øerne, og yderligere 70 GW i ”landingsområderne”, hvor strømmen kommer ind til kysten. Inde i landet skal der være endnu mere elektrolysekapacitet.
Ellers var det meget småt med tekniske detaljer, men tilhørerne til webinaret havde mulighed for at formulere skriftlige spørgsmål, og det sidste kvarter af den timelange seance blev så brugt på at besvare et udvalg af disse.
Der blev spurgt til kernekraft, og først fik vi at vide, at deres model ikke kunne regne på den kilde til energi, men senere blev det også nævnt, at kernekraft jo er alt for dyr, tager for lang tid at bygge, og at de små modulære reaktorer ikke virker.
Der blev spurgt om anvendelsen af de uhyrlige mængder brint, der vil blive produceret, og svaret var, at den primært skulle bruges til fremstilling af power to X-brændstoffer, f.eks. til fly eller tung transport. Den skulle også bruges som varmekilde i de industrier, der ikke kan elektrificeres. Ingen sagde noget om prisen på brinten. Men det blev nævnt, at Power to X-fabrikkerne skulle ligge tæt på ilandføringsstederne, da det er meget dyrere at transportere brint end f.eks. flyvebenzin.
Der blev også spurgt om de senere tiders kraftige prisstigninger på det nødvendige udstyr, ikke mindst kobber til kabler m.v. Her var svaret, at der p.t. er en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, sidstnævnte er for stor og driver priserne i vejret. Men vi vil snart nå en situation, hvor der igen er balance, og så er det problem ude af verden. Ikke et ord om behovet for nye miner, smelteværker osv.
Deres Ærbødigste havde også formuleret et par spørgsmål, der begge blev besvaret. Det ene drejede sig om, hvorvidt der overhovedet findes elektrolyseteknologi, der kan køre på en variabel strømforsyning, som bliver tilfældet her. Svaret var, at elektrolysen er meget fleksibel.
Mit andet spørgsmål var angående en længerevarende periode med vindstille i hele Nordsøen. Her blev det nævnt, at da man har installeret et kæmpe overskud af møller, den såkaldte ”overplanting”, så vil der som regel være i hvert fald noget produktion af strøm. Men der kan forekomme den såkaldte Dunkelflaute, og det vil ramme i måske 150-200 timer om året. Her må vi få strøm fra biomasse eller evt. fra noget af al vores brint.
Sorgløsheden var i højsædet hele vejen igennem. Computermodellen havde talt, og det hele var klar til at blive bygget. Hvis politikerne mener det alvorligt med ”netto nul” i 2050, så er det bare med at komme i gang. Fnadder med vindstille eller manglende elektrolyse-teknologi skal ikke stoppe noget. Ej heller problemerne med at etablere kemisk industri på ganske lave stormomsuste øer med salt i luften. Computeren siger, at det er billigst at bygge elektrolyse der ude, og så er det det, vi gør.
Hvad det kommer til at koste, melder historien ikke noget om, men der er ingen tvivl om, at med planerne her bliver vores energi i fremtiden dyr – hvis den overhovedet er der.
Jeg synes det er lidt underligt, at der ingen betænkeligheder er mht. brintfremstilling. Det tyske forsøgsanlæg Westküste 100 i Heide blev lukket i november 2023 angiveligt pga. dårlig økonomi eller noget andet, der ikke informeres om. Projektet led en stille død, men mon dette projekt har givet en indsigt i brintproduktion, som berettiger til den store optimisme, der gang på gang fremføres af projektmagere og entusiaster. Jeg tvivler, for så ville man helt sikkert sige det meget højt.
Djævelen gemmer sig gerne i detaljen, og jeg synes der er mange detaljer, som kunne give voldsomme problemer.
Er der virkelig risikovillig kapital til at begynde konstruktionen af de beskrevne øer uden først at dokumentere processen på et forsøgsanlæg?
Udover selve fremstillingsprocessen kan der også stilles mange spørgsmål til infrastrukturens realiserbarhed.
Det lader dog til at vores energiminister er lidt forsigtig mht. til brintrøret til Tyskland. Forhåbentlig bliver han ved med det.
Det undrer mig meget.
Så vidt jeg er informeret, døde Heide-projektet af økonomiske årsager. Brinten ville blive alt for dyr. Men det har ikke fået de øvrige aktører til at ryste på hånden!
“Men det har ikke fået de øvrige aktører til at ryste på hånden!”
– og det må de jo også selv om, vel at mærke så længe det er deres EGNE midler, de ‘investerer’.
Såfremt det er ANDRES (fx. pensionsopspareres) midler, er det jo en helt anden sag: I USA oplever vi p.t., at der er voksende fokus på rette forvaltning af betroede (‘fiduciary’) midler!:
https://businesslawreview.uchicago.edu/online-archive/trouble-tibble-environmental-social-and-governance-esg-and-fiduciary-duty
Som sædvanlig, en stor gang fantasteri fra den computerfixerede børnehave.
Er der da ikke en voksen til stede?
Sagde de virkelig “flybenzin”? Ja, små stempelmotorfly flyver på (sig det ikke til nogen) blyholdig benzin. Men jets flyver på Jet A1 der er baseret på petroleum.
At prisen igen ikke er kendt, får mig til at tænke på det efterhånden gamle udtryk “tulliarder” efter en vis politiker…
Ha ha
Eller Joakim von Ands fantasilliarder.
Jeg kan komme i tanke om et spørgsmål mere.
Vedrørende den betydelige mængde brint der produceres er tanken, at den primært skal bruges til fremstilling af power to X-brændstoffer, f.eks. til fly eller tung transport og til varmekilde i de industrier, der ikke kan elektrificeres.
Når nu vi en gang i fremtiden holder helt op med at brænde fossile brændstoffer af, og der kun sporadisk skal brændes lidt biomasse af i ny og næ – hvor kommer så den CO2 fra, som skal anvendes til PtX ?
Der kommer selvfølgelig nok lidt CO2 fra affaldsforbrænding og biogas, men det kan næppe dække behovet.
Man kan selvfølgelig dyrke energiafgrøder, hvor planterne indfanger CO2 fra atmosfæren og der via bioforgasning kan produceres methan og CO2, hvorfra råvaren til PtX kan fremskaffes. Men er det sådan man tænker – eller er der andre ideer til CO2 fremskaffelsen.
Man kan jo altid trække CO₂ direkte ud af luften, den såkaldte DAC – Direct Air Capture. Det er dyrt, men så må der bare større statstilskud på bordet….
Ja OK
Jeg udelod dette, da det vist er en lige lovlig teoretisk ide.
Webseminaret har heller ikke forholdt sig til det PtX, som militæret har brug for. F35 og leopardkampvogne kommer næppe til at blive batteridrevne. Behovet for sådanne enheder ser pt. ud til at være for opadgående.