Ikke mere energi

Store dele af den klima-relaterede forskning bevæger sig efterhånden rundt i en boble, der ikke har så meget med virkeligheden at gøre. Man kan således basere sit videnskabelige arbejde på den righoldige litteratur, der allerede findes, og hvis man ikke stiller spørgsmål til den, kan man frit og ubekymret brodere videre på klima-fortællingen.

Et strålende eksempel er en artikel, der blev offentliggjort i tidsskriftet Science. Den handler om det fremtidige behov for investeringer i udvindingen af olie og gas – og i fremstilling af elektricitet fra kul og gas. Artiklen er bag betalingsmur, men der er en åben omtale af den, også i Science og hertil de sædvanlige forskræp i andre medier:

Det er den første fagfællebedømte artikel, der påviser, at der ikke er plads til nye fossile brændstof-projekter ved en global grænse på 1,5 graders opvarmning.

Forskerne analyserede det forventede fremtidige behov for olie- og gasudvinding og for kul- og gasfyret elproduktion i en række af model-scenarier, der begrænser opvarmningen til 1,5 grader over førindustrielt niveau. Resultatet viser, at den eksisterende kapacitet for fossile brændstoffer er tilstrækkelig til at dække energibehovet i disse scenarier, mens planeten omstiller sig til ren og vedvarende energi – og at nye projekter vedr. fossil energi ikke er nødvendige.

Forfatterne har brugt scenarier fra IPCC’s Sjette Vurderingsrapport (AR6) og udvalgt nogle, hvor der var mindst muligt behov for CO₂-opsamling og deponi. Fig. 1 og 2 er illustrationer fra artiklen, de viser gabet mellem planlagt udvinding og brug af de fossile brændstoffer og så kurven for 1,5 graders-målet. 

Hovedbudskabet i artiklen er herefter, at hvis vi skal overholde Paris-målet på maks. 1,5 graders temperaturstigning, er der ikke behov for ret mange fossile brændstoffer, og forfatterne har omhyggeligt gennemregnet forsyningssituationen i hver verdensdel. Herved når de frem til, at allerede etablerede olie- og gasfelter, samt de eksisterende kulminer, rummer rigeligt med brændsel til turen mod ”netto nul” i 2050. Derfor bør man omgående standse enhver nyudvikling af forekomster, og man skal heller ikke bygge flere fossilt fyrede kraftværker overhovedet. Hvis man fortsætter de aktiviteter, bliver resultatet bare, at man vil være tvunget til at lukke dem ned igen, længe før udløbet af deres normale levetid.

Forfatterne argumenterer for, at begrebet ”netto nul” er svært at håndtere rent intuitivt, hvorimod et simpelt budskab (eller norm) om ”Ikke mere fossilt” er meget nemmere at få til at slå an i den brede offentlighed:

Artiklen argumenterer for denne nye norm i tre trin. Først viser den, at der ikke er brug for flere projekter vedr. fossile brændstoffer i en 1,5 graders Verden. … For det andet forklarer artiklen, hvorfor en forhindring af nye projekter generelt er lettere at gennemføre økonomisk, politisk og juridisk, fremfor at lukke eksisterende aktiviteter. De første to punkter fører naturligt til det tredje: En norm, der siger, at man ikke bør tillade nye projekter vedr. fossile brændstoffer. Og her er vi så fremme ved, at en sådan ny norm kan vise sig at være et vigtigt skridt hen imod opfyldelsen af Paris-målene.

I omtalen i Science kan man læse mere om de eventuelle problemer, visse regioner i Verden vil kunne forvente:

De eneste undtagelser til den generelle konklusion om intet behov for nye projekter, er i Indien og Afrika syd for Sahara, hvor der ser ud til at mangle noget naturgas. Men allerede nu har prisudviklingen for vedvarende energi udkonkurreret gassen i Indien, og samtidigt har afrikanske ledere en kraftig motivation til ikke at ende med at have en masse strandede fossile installationer. Under alle omstændigheder kan man ikke retfærdiggøre nye gasfyrede elværker inden for 1,5-graders grænsen, med mindre der kommer meget mere gang i CO₂-opsamlingen. 

Her har vi tyrkertroen på den åh-så billige sol og vind, der kan udkonkurrere alt andet. Ikke et ord om problemerne med disse kilders ustabilitet.

Omtalen kommer også ind på nogle bemærkelsesværdige betragtninger vedrørende den nye norm:

En social og moralsk norm er en standard for passende adfærd, som forventes af en person med en vis identitet. Historiske eksempler på ændringer i de sociale normer – om end ikke perfekte fortilfælde – kan tjene til belysning af klima-handling for at begrænse brugen af fossile brændstoffer, fordi de viser, hvordan aktiviteter, der en gang var indbringende for magtfulde selskaber, eller strategisk værdifulde for stærke stater – som f.eks. slavehandel eller test af kernevåben – kan udvikle sig til et tabu. Ihærdige grupper af folk, ofte organiseret i foreninger, skabte disse ændringer ved at kaste lys på de skader, som aktiviteterne medførte, og fik mobiliseret støtte fra eliten og masserne til at presse regeringerne til at indføre forbud. Til sidst blev disse nye normer til faste elementer i internationale aftaler og lokal lovgivning.

Tak for kaffe! Hvis vi vil fortsætte med at bruge kul, olie og gas, er vi lige så slemme som slaveejere eller fanatiske kernevåbenfolk som Dr. Strangelove.

I starten nævnte vi den ubekymrethed, der karakteriserer store dele af klimaforskningen. Artiklen her er et godt eksempel. Der er ikke den mindste tvivl om nødvendigheden af at nå 1,5 graders-målet og heller ikke om, hvorvidt det overhovedet er muligt med de kraftige reduktioner i vores forbrug af fossile brændstoffer. Sol og vind er ellers slet ikke klar til at overtage energiforsyningen og bliver det heller aldrig. Vi kan jo ligeledes ikke undvære olien som råvare til en lang række uomgængelige produkter for samfundet og dagligdagen. Kina og andre lande bygger stadigvæk nye kulkraftværker på samlebånd, så de er næppe alverdens motiverede til at annamme den nye ”norm”.

Andre har for længst kigget på mulighederne for at nedskære brugen af kul, olie og gas lynhurtigt, og konklusionen – i hvert fald mellem linjerne er, at det ikke kan lade sig gøre. 1,5-graders-toget er kørt – dvs. vi kan ikke overholde modellernes tilhørende ”kulstof-budget”. Hvad temperaturen ender med, ved jo ingen.

Så nu har vi igen en artikel med nogle teoretiske beregninger over et ikke-realiserbart scenarie, og hvem var det lige, der blev klogere af det?