Lazard har udsendt deres årlige rapport om omkostningerne ved forskellige energiteknologier i forbindelse med produktion af elektricitet. Der kigges på selve produktionen, fra fossil eller kernekraft, samt fra sol og vind. Dertil kommer afsnit om hhv. lagring af energi og brint. For alle områder gælder det de såkaldte LCOE-beregninger: Levelized Cost of Energy – ”Udjævnede omkostninger til energi”. Her tager man alle omkostninger i hele installationens levetid, fra den indledende opbygning til og med nedrivning + alle driftsudgifter undervejs – og dividerer med antallet af MWh, der er produceret i alt. LCOE er således et pengebeløb pr. MWh. Lazards rapporter har i mange år tjent som bibelen for tilhængere af ”vedvarende energi”, fordi de altid viser sig at være billigst, og derfor vil den grønne omstilling gå helt af sig selv – af økonomiske årsager.
Lazard opererer med en minimums- og en maksimums-omkostning og dertil en middelværdi. For årets rapport skriver de, at minimumspriserne for sol og vind er højere end i tidligere år, det skyldes bl.a. den højere rente. Til gengæld er maksimumspriser heldigvis faldet, så middelværdien er uforandret. Lazard er godt klar over, at sol og vind ikke kan fungere på egen hånd; de nævner, at der bliver et stigende behov for stabil elforsyning, ikke mindst fra Kunstig Intelligens og de mange datacentre. Så man kan ikke nøjes med solceller og vindmøller:
Efterhånden som der bliver produceret mere strøm fra svingende vedvarende energi, bliver ubalancen mellem spidslast-krav fra kunderne og produktionen fra vedvarende energi større og større.
Det problem skal løses enten ved lagring af strømmen eller fortsat brug af fossilt fyrede kraftværker, der kan reguleres i takt med behovet:
Denne observation bliver underbygget af resultaterne af dette års analyser af de marginale omkostninger, som viser, at eksisterende gasfyrede kraftværker bliver mere og mere konkurrencedygtige med nybygget vedvarende energi-teknologi. … LCOE er således kun et udgangspunkt i planlægningen af forsyningen og har altid underbygget behovet for en flerstrenget forsyning, inkl. men ikke begrænset til vedvarende energi.
Her er der jo lidt af en erkendelse, men den står også med meget små bogstaver i rapporten, og det understreges, at pga. de lavere priser vil udviklingen stadigvæk gå i retning af mere og mere vedvarende energi.
Fig. 1 viser resultaterne, hvor man ser, hvordan gaskraften har sneget sig ned på niveau med både sol og vind. De gule firkanter ved fossile og kernekraftværker viser omkostningerne ved at køre videre med eksisterende, fuldt afskrevne værker. En grøn firkant viser en meget høj pris for gaskraft, interessant nok er det en løsning hvor man blander 20% ”grøn” brint i gassen.
Sol og vind er også oplyst inkl. ”lagring” (storage). Til 100 MW kapacitet på solceller eller vindmøller regner man med et lager med kapacitet på 50 MW og 4 timers energi, svarende til 200 MWh. Det fordyrer energikilderne meget, men er naturligvis helt utilstrækkeligt til at dække perioder uden sol eller vind.
Mht. priserne på brint i Lazards rapport vender vi tilbage i en følgende artikel.
Energipriserne bliver taget under behandling af The Energy Bad Boys på Substack. TEBB påpeger, at Lazards omkostninger for sol og vind generelt er alt for lave, og især er deres minimumspriser – som bruges meget af fortalerne for grøn omstilling – helt urealistiske. For landvinds vedkommende er situationen som vist på fig. 2. En reel middelpris ligger ganske tæt på Lazards maksimum.
Lazard indrømmer selv, at de ikke har alle omkostningerne med, f.eks. til backup, udbygning af elnettet osv., men det problem er der jo ingen af deres læsere, der tager hensyn til.
TEBB gør opmærksom på, at Lazard som middeltal bare tager gennemsnittet af deres min.- og maks.- omkostninger. Det betyder, at et kunstigt lavt minimumstal vil trække det hele ned.
Tallene for vindmøller er vist i tabel 1. Her er Lazards bud på de forskellige faktorer, hvor man bl.a. ser, at investeringspriserne er lave, meget lavere, end TEBB kan finde fra det amerikanske energi-informations-kontor, EIA. Hertil kommer, at Lazard i bedste tilfælde regner med en kapacitetsudnyttelse på vindmøllerne på 55%, hvor gennemsnittet i USA ligger på 42,58%. Det viser sig, at kun 0,3% af USA’s vindmøller kommer helt op på 55%, det er de bedst beliggende møller på diverse bjergtoppe. Resten ligger langt under, og derfor er Lazards bedste tilfælde ikke realistisk, og kan ikke bruges til at udregne et pålideligt middeltal.
Lazard regner også med en levetid på møllerne på 30 år og en uændret produktion hen gennem dette tidsrum. Det er ikke i overensstemmelse med praktiske erfaringer, levetiden er kortere og produktionen falder med årene. Sjovt nok skriver Lazard, at et nybygget gaskraftværk kun vil have en levetid på 20 år – det hjælper på regnskabet, men har ikke meget med virkeligheden at gøre.
Så konklusionen er, at ikke nok med at Lazard ”glemmer” en masse følgeomkostninger, de vrider også tallene rundt, for yderligere at pynte på resultatet. Det kan ikke bruges til noget, hvis man seriøst ønsker at vurdere og sammenligne omkostningerne ved de forskellige teknologier.
