Det Internationale Energiagentur, IEA, har for nyligt udsendt en rapport om mulighederne for at redde Paris-aftalens mål om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader. Rapporten er en opfølgning på IEA’s første rapport om emnet, fra 2021.
IEA er selvfølgeligt helt med på, at vi har en klimakrise:
Motivationen til at omlægge det globale energisystem i overensstemmelse med 1,5-graders målet har aldrig været stærkere. August 2023 var den varmeste målte med en stor margin og den varmeste måned nogensinde efter juli 2023. Følgerne af klimaforandringerne bliver hyppigere og mere alvorlige og videnskabelige advarsler om farerne ved den nuværende udvikling er blevet stærkere og stærkere. …
Alvorlige naturbrande, tørker, oversvømmelser og storme understregede yderligere at klimakrisen er over os og omkostningerne er stigende.
Målet kan stadigvæk nås, ifølge IEA, men det vil indebære en drastisk reduktion i Verdens udledninger af drivhusgasser, startende allerede om et år eller to. Vi skal nå ”netto-nul” globalt i 2050. De industrialiserede lande i Vesten skal gå foran og nå ”netto-nul” allerede i 2045. Kina skal ramme målet i 2050 og de øvrige udviklingslande lidt senere. Deres udledninger skal så modsvares af tilsvarende opsamling og deponering af CO2.
Fig. 1 viser planen for de fremtidige udledninger, for hhv. de udviklede lande og udviklingslandene. Førstnævnte skal halvere deres udslip allerede i 2030, mens de andre følger efter lidt senere.
Rapporten lægger meget vægt på, at de primære metoder til nedbringelse af udledningerne er en massiv udbygning med solceller og overgang til elbiler. I alt forventes op til 2 millioner kvadratkilometer af landjorden at skulle bruges til solcellerne. Der skal også bygges flere vindmøller, men de er tiltænkt en mindre rolle i forhold til solcellerne, jfr. fig. 2. Forbruget af biomasse skal skrues op på det maksimale, der anses for bæredygtigt (men som pr. person er langt mindre end det danske p.t.). Biomassen skal bl.a. bruges til at fremstille flydende brændstoffer til anvendelser, hvor man ikke kan elektrificere eller klare sig uden af andre årsager (flybrændstof).
Udbygningen vil medføre hurtige fald i forbruget af kul, olie og gas, se fig. 3, de skulle sikre, at det ikke vil være nødvendigt at investere i nye felter eller miner, men der skal naturligvis fortsat investeres i den løbende udvikling af eksisterende felter.
Rapportens ”netto-nul”-scenarie skulle netop kunne holde den globale temperaturstigning under de famøse 1,5 grader, men undertegnede var ikke i stand til at finde, hvilket tal for den totale udledning af CO2 frem til 2050 man har brugt. Det må vel stamme fra IPCC’s budgetter over den resterende tilladte mængde, vi globalt kan lukke ud.
Grundlæggende er rapportens fremgangsmåde at fremlægge nogle tal for den ønskede kapacitet af solceller, vindmøller og bioenergi, og den hermed producerede energi kan derefter fratrækkes behovet for de fossile brændstoffer. Det medfører igen en reduktion i CO2-udledningerne og ved at justere i udbygningen af de ”vedvarende” energikilder, kan man komme på plads med udledningerne. Det virker meget teoretisk og undertegnede er selvfølgeligt som altid nysgerrig efter at se, hvordan problemet med sol og vinds ustabilitet skal håndteres.
Der er dog ikke meget konkret at finde. Igen og igen understreges det, at elsystemerne skal være ”fleksible”, men præcist hvordan svæver i det uvisse. Men der er selvfølgeligt de sædvanlige besværgelser om lagring af strøm, ved batterier eller brint, geografisk samarbejde og fleksibelt forbrug. På kort sigt, dvs, frem til 2030 vil man bruge de resterende fossile kraftværker til backup, og hertil kommer snak om en kraftig udbygning af vandkraft-kapaciteten – hvor i Verden det så skulle kunne lade sig gøre. Det er uklart, om IEA faktisk har gennemregnet eksempler på de nye scenarier, f.eks. ved brug af computermodeller, som man ofte benytter i forskningen i grøn omstilling.
Til gengæld påpeger rapporten, at der allerede findes lande med en stor procentdel af elforsyningen baseret på sol og vind:
Nogle lande, heriblandt Danmark, Irland og Spanien producerer allerede en tredjedel eller mere af deres elektricitet fra vedvarende energikilder og har kunnet håndtere udfordringerne med integration [i energisystemet]; andre lande kan måske trække på de erfaringer, som her er gjort.
Afsnittet er illustreret med fig. 4, hvor man ser, hvordan Danmark er topscorer med over 60% af elektriciteten fra sol og vind. Der nævnes selvfølgeligt ikke noget om, at vi primært klarer den ved massiv støtte fra norsk vandkraft og svensk atomkraft, der hjælper os, hver gang solen er gået ned og vinden svigter. Også vores alt for store forbrug af biomasse til kraft-varmeproduktion bliver ikke omtalt.
At ulandene også skal udbygge primært med solenergi og derved får et stort behov for backup – som de ikke har adgang til i dag, da deres fossile kraftværker er helt utilstrækkelige i kapacitet, forbigås ligeledes i tavshed. Solen går ned over hele Afrika i løbet af få timer, og hvordan kontinentet skaffer strøm hver nat, melder historien ikke noget om.
Interessant nok bryder rapporten tabuet om kernekraft og forudsætter her en meget kraftig udbygning af kapaciteten – tæt på en fordobling inden 2050. Ved siden af er der en del nybygninger, der skal afløse nuværende udtjente værker.
Da der stadigvæk vil være områder, hvor kun fossile brændstoffer kan anvendes, regner rapporten også med et massiv satsning på opsamling og deponi af CO2 for at kunne opveje udledningerne herfra. P.t. går det meget trægt, lige nu er den samlede mængde, der opsamles, ca. 45 mio. tons/år. Det tal skal stige til en milliard tons/år inden 2030, jfr. fig. 5. Rapporten nævner de vanskeligheder, der har været med teknologien i praksis, det gør, at trods de mange projekter på tegnebrættet har den faktiske opsamling været uforandret i adskillige år.
Rapporten kommer også ind på behovet for metaller og andre materialer til de mange solceller, vindmøller, batterier og elbiler. Her er der øjensynligt et alvorligt problem, da den nuværende kapacitet i minerne m.v. ligger langt under behovet i de nærmeste år, jfr. fig. 6. Her er den nuværende produktionskapacitet betydeligt lavere, end hvad ”netto-nul”-planerne indebærer. Rapporten udtrykker bekymring over dette faktum, men samtidigt også optimisme, det skal nok lykkes at få åbnet nye miner i løbet af de næste 5-6 år.
Så generelt advarer rapporten på den ene side om, at det snart er for sent at nå Paris-målet på de 1,5 graders opvarmning, men på den anden side, hvis vi bare får opstillet tilstrækkeligt med solpaneler, så skal det nok gå. Skulle vi alligevel ryge over temperaturmålet, er der ikke andet at gøre end at skrue kraftigt op for indsamlingen og deponi af CO2-en. Men så taler vi ikke længere om én milliard tons om året, men snarere om 5.
Til husopvarmning anbefaler rapporten konverting til varmepumper hurtigst muligt. Varnepumperne er dog ikke nok, det bliver ligeledes nødvendigt at kigge på ændringer i folks adfærd:
Således er ændringer i adfærd – tiltag som forbrugerne kan gribe til for at reducere energiforbruget – nødvendige for hurtigt nok at forbedre energiintensiteten. I bygningerne inkluderer de justeringer af temperaturerne for rumopvarmning og -nedkøling. I transportsektoren indebærer det mere offentlig transport og nedsat brug af biler i byerne, energibesparende kørsel på motorvejene, skift fra flyvning til kørsel med tog eller videokonferencer. Hertil skal bruges økonomiske incitamenter som f.eks. afgifter på trængsel i byer og opkrævninger fra folk, der rejser meget med fly.
Nylige erfaringer viser, at sådanne ændringer i adfærd er mulige: I Tyskland nedskar husholdningerne og de små forretninger forbruget af naturgas med op til 42% i 2022 i forlængelse af energikrisen og regeringens opfordringer til at spare på energien.
Ikke et ord om, at tyskerne blev tvunget til det pga. skyhøje gaspriser, der gav de mindrebemidlede valget mellem enten at få noget at spise eller at varme deres huse op.
Sammenfattende må det fastslås, at rapporten ikke anviser nogen farbar vej til den grønne omstilling. Den påpeger mange af de praktiske vanskeligheder, men de bliver alle affejet med beskeden om, at det nok skal gå alt sammen. Som eksempel kan nævnes, at nye miner normalt tager 10 år eller mere at få sat i drift, fra den geologiske udforskning, planlægning, opnåelse af myndighedstilladelser (hvilket normalt er en meget tung proces) og selve investeringen i udstyr og forberedelse og opstart af minedriften. Det faktum alene ville undergrave hele rapportens storstilede plan, men svaret er blot en henvisning til en enkelt mine i Australien, hvor hele processen tog kortere tid.
Man må også stille sig stærkt tvivlende overfor den massive satsning på solceller som primær energikilde. De kræver backup hver nat og deres produktion er svær at omdanne til en stabil strømforsyning. Og dog regner rapporten netop med, at der skal produceres en masse brint på basis af solcellerne, hvilket vil give en meget vanskelig drift af produktionen, der skal justeres uafladeligt i takt med solens position på himlen.
IEA har skrevet et smukt forsvarsskrift for den grønne omstilling, men på ingen måde dokumenteret, at den reelt kan lade sig gøre.
Danish
Tankevækkende som storindustri, minedrift og tilsvarende afhængighed af arbejdskraft i den fysisk krævende ende af slagsen går hånd i hånd med 1. world syndromet grøn omstilling.
Er det storkapitalens lobbyister, der har outsmartet den ellers sædvanlige emsige v3nstrefløj?
IEA har i mange år haft status som “orakel”, en absolut troværdig tænketank. Men IEA er regeringernes organ og kan derfor ikke sige noget, som flertallet af regeringer er uenig i. Så ryger tilskuddet!