Linnea Lueken fra Climate Realism har skrevet en artikel om en meningsmåling i Europa, der blev refereret i The Guardian, en avis der ellers helt og fuldt går ind for klimakrisen og nødvendigheden af en hurtig grøn omstilling.
Men konklusionen på meningsmålingen var ikke helt som The Guardian kunne ønske sig den, da flertallet af de adspurgte ikke var specielt begejstrede for at bringe store personlige ofre som et led i klimakampen. Det er det samme resultat, man har fået ved tilsvarende målinger i USA.
Meningsmålingen i Europa blev udført af YouGov, der spurgte mellem 1000 og 2000 mennesker i Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige og England. Et flertal af folkene i hvert land var ”meget” eller ”en del” bekymrede over klimaforandringerne, og mente, at de skyldes menneskelige aktiviteter. De fleste europæere ville gerne støtte aktiviteter, der ikke berørte levestandarden, f.eks. plantning af træer – eller små ofre som f.eks. at undgå brugen af éngangsplastik. Men interessen faldt, når YouGov spurgte, om folk ville ændre på deres egen levevis for at bekæmpe klimaforandringerne. Jo større ændringer, desto mindre støtte fra folk.
The Guardian påstod, at der var betydelig opbakning til at indskrænke brugen af kød eller mejeriprodukter til 2 eller 3 måltider om ugen, men i virkeligheden var der flertal i alle landene imod den slags ændringer.
Meningsmålingen viste, at der var stor opbakning til statsstøtte i forbindelse med energieffektiviseringer, men hvis folk selv skulle betale, faldt opbakningen til fra 19% i Tyskland til 40% i Spanien.
Meget få mennesker gik ind for at afskaffe kød, eller begrænse antallet af børn, tallene lå under 20 % i hvert tilfælde.
Hele vejen rundt var situationen den, at forslag, der lå langt fra folks hverdag, blev accepteret, mens ting, der ramte menneskene direkte, f.eks. afgifter på brændstof eller forbud mod benzin- og dieselbiler, fik meget lidt støtte fra europæerne.
Tilsvarende meningsmålinger i USA har givet lignende resultater. En rundspørge havde således som resultat, at langt under halvdelen af amerikanerne var villige til at betale en månedlig CO2-skat for at begrænse klimaforandringerne. Faktisk var det kun 38%, der var villige til at betale én dollar pr. måned til dette formål. Med større beløb blev opbakningen tilsvarende endnu mindre.
Det var også kun 12% af amerikanerne, der kørte i en el- eller hybridbil og 11% havde solceller, og kun 25% fik deres strøm fra elselskaber, der producerer ved hjælp af vedvarende energi.
Meningsmålingen i USA viste også, at selvom medierne har bombarderet os med sammenhængen mellem ethvert tilfælde af ekstremvejr eller naturkatastrofe og så klimaforandringerne, er troen blandt amerikanerne på at klimaforandringerne primært skyldes menneskelige aktiviteter faldende over hele det politiske felt i løbet af de seneste få år. Nu er det under halvdelen af amerikanerne, der tror, at klimaforandringerne primært kan tilskrives menneskelige aktiviteter.
Folk udtrykker gerne deres bekymringer i forbindelse med klimaet, når de bliver spurgt hertil uden sammenhæng med andre ting. Men når man beder om en rangordning af Verdens problemer, som f.eks. kriminalitet, økonomien, forurening og sundhed, så ender klimaforandringerne stort set altid på sidstepladsen, som det mindst betydningsfulde.
Gabet mellem klima-alarmisternes prioriteringer og befolkningens bekymringer bliver til stadighed større og større, og det giver en stadigt faldende opbakning til klimakampen, især når folk oplever, at det begynder at ramme dem direkte på pengepungen.
Den danske regering har store planer og kaster enorme milliardbeløb ud på klimatiltag (her i blandt den totalt nyttesløse CO2-opsamling og deponering), og hvis folk for alvor opdager, at det har konsekvenser for den borgernære velfærd, så kan opbakningen til politikerne hurtigt forsvinde, og landet kan blive kastet ud i en alvorlig krise. Tyskland er i høj grad i samme situation, hvor regeringens totalt hovedløse tiltag truer med at bringe nationen ud i kaos.
Danish
Lars Aagaard blev 2007 ansat som vicedirektør i lobbyvirksomheden Dansk Energi, 2009 blev han direktør, 2022 udnævnte regeringen ham til klima- og energiminister.
Jeg forventer objektivitet af min tjener (latinsk: Minister). At jeg ikke får det, det ved jeg. Og det er det skræmmende.
Nu vi er ved meningsmålinger vs Folketingets “grønne” planer, har Megafon (hvis man stoler på dem) her i foråret afsløret en stor disharmoni mellem, hvad folket og Folketinget har af “grønne” planer.
Og sammenholder man den seneste meningsmåling med tidligere, har der på det seneste været en trend hvor færre og færre er imod kernekraft, og hvor det især er de yngre generationer der er for kernekraft.
Samtidig med at folket ifølge Megafon ønsker kernekraft, afviser regeringen det blankt. Ja man ønsker ikke engang sagen udersøgt nærmere, før man afviser kernekraft i Danmark, hvor man ellers ikke står tilbage for at undersøge alle mulige andre ligegyldige ting.
Men lige præcis mht. kernekraft afviser regeringen blot med ordene “regeringen ikke støtter op om en kommission, da den vurderes at være for tung, dyr og unødvendig.”, og så er den ikke længere, Lars har talt.
Så at der er disharmoni mellem hvad store grupper af folket ønsker i den grønne omstilling, og hvad den danske regering ønsker, er der ikke noget nyt i.
VE vs Kernekraft-debatten har i årtier været polariseret, hvor man så blot må konstatere, at selv om vi nu har både nye tider, ny teknologi og nye meningsmålinger, så tordner regeringen med forøget styrke mod VE-afgrunden, mens folket i henhold til Megafon siger, klap nu lige VE-hesten.
At regeringen ikke stikker en finger i jorden, men direkte modarbejder at Folketingets iøvrigt skrantende vidensgrundlag mht. kernekraft skal forbedres, inden man kaster sig ud i gigant-investeringer til pionerprojekter som hovedløse energiøer, kommer som Søren så rigtigt påpeger, med en risiko for at gabet mellem hvad befolkningen og regeringen ønsker, blot øges, og med en tilhørende risiko for at opbakningen til både regeringen (der jo heller ikke ligger for godt i meningsmålingerne) og regeringens “grønne” projekt smuldrer.
Lad os håbe at kæden meget snart knækker, så vi kan få stoppet den hovedløse og uansvarlige “grønne” politik, der helt bogstaveligt er alt andet end grøn, og hvor jeg personligt, uden at have spurgt folket, er overbevist om, at et flertal af danskere har en grænse for hvor høje energipriser og hvor lav en levestandard de ønsker, mens det lader til, at regeringens grænser og risikovillighed ligger et andet sted.
Hvis der er noget regeringen mangler, så er det ansvarlighed, eftertænksomhed og klimarealisme, når de i fuld galop tordner ud ad VE-blindgyden, hvor hele landet skamferes af gigantisk VE-industri, og hvor man kaster danskernes surt tjente penge efter det ene højrisiko-projekt efter det andet, hvor Danmarks fremtidige energiforsyning kommer til at hænge i tynde HVDC kabler forbundet til bla. tåbelige energiøer og i høj grad ikke bliver kontrolleret af danskerne, men af vejrguderne.
I sidste ende er det dog ikke meningsmålingerne, men hvor danskerne sætter deres kryds, der kommer til at afgøre Danmarks fremtid. Så på en måde, hvis regeringen med deres voldsomme VE-planer kan lykkes med at få spændt buen for hårdt, så den knækker (hvilket meningsmålinger kan give et hint om), gør de måske i sidste ende os alle en stor tjeneste.
https://24tech.dk/nyheder/klima-og-groent/et-flertal-af-danskerne-oensker-nu-atomkraft-i-danmark/
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=593879426095010&set=a.471563494993271&type=3&theater
https://www.ft.dk/samling/20222/beslutningsforslag/b91/spm/1/svar/1963733/2719355.pdf
Her gik jeg og troede at vi var realister! Men at bringe resultater af en undersøgelse, hvor man spørger mellem 1000 og 2000 personer ud af en befolkning på 329 mio. Tjah svarene giver ikke nogen mening. Hvis det skal forstås sådan, at det f.eks. er 1000 personer i Danmark og 2000 i Tyskland (84 mio), Frankrig (65 mio) og Italien (60 mio), så giver det stadig ingen mening. I meningsmålinger i Danmark spørger man normalt ca. 1000 personer, men det viser sig ofte, at usikkerheden er ret stor. Usikkerheden i de store lande må blive endog meget større med de relativt få personer man spørger.
Så resultatet af denne undersøgelse kan ikke bruges, som argumenter i debatten om grøn omstilling. Vi risikerer at blive til grin.
“…Så resultatet af denne undersøgelse kan ikke bruges, som argumenter i debatten om grøn omstilling. Vi risikerer at blive til grin”
– det forstår jeg ikke (helt): Det må vel antages, at YouGov har udført denne undersøgelse med nogenlunde samme antal respondenter, som sædvanemæssigt indgår i målinger af denne art(?); hvis dette ikke var tilfældet, ville det jo være YouGov, der ‘blev til grin’ og dermed underminerede sit eksistens- og forretningsgrundlag?
Det er jo godt nyt, så mangler vi blot, at befolkningen også forstår sammenhængen mellem at stemme på onkel Dan og co., og vores EU-rekord i VE-nettariffer, EL-priser, roadpricing, energiafgifter, fremtidige brown/black-outs, visuel vind- og sol-forurening osv. osv. osv.
Alt det et bredt flertal i befolkningen ikke ønsker sig, er jo præcis det, de lige nu får. Danskerne må se at vågne op, ellers kommer de meget snart til at vågne op til en gevaldig dummebøde for at have sovet i timen.
Billig energi i overflod (ikke målt direkte fra mølletårn, men målt i stikkontakten og brændstoftanken) og en pålidelig stabil forsyning er fundamentet, hvorpå man bygger et samfund med velstand, hvor onkel Dan og co. lige nu, i forceret tempo, leder os ned ad den VE-blindgyde, der går i den modsatte retning.
VE-religionen er nok vor tids største problem her i landet, hvor regeringen i forceret tempo er ved at ødelægge fundamentet for fremtidens velstand, i en proces hvor vort yndige land som en sidegevinst samtidig skamferes af gigantiske VE-industri-installationer.
Al dette selvpineri til ingen verdens nytte … vi må have vækket hr. og fru. Danmark før de vågner op til et ægte “grønt” mareridt.