Den rette udlægning af klimamål

Man kunne for nyligt læse, at afrapporteringen om Danmarks opfyldelse af klimamålene skal flyttes fra Energistyrelsen til Klima- Energi- og Forsyningsministeriet. Energistyrelsen har netop udsendt sin 2023-status, men herefter skal det være slut. Det har fået debattører til at lufte mistanke om, at der ligger politiske overvejelser bag. Det er ikke sikkert, at Energistyrelsen kan få sig selv til at påstå, at vi når at opfylde klimamålene for 2025 og 2030, hvis tallene viser noget andet. Her er der et behov for at se på tallene mere ”korrekt”, så der ikke bliver politisk tvivl om hele klimaprojektet.

Kigger man i Energistyrelsens 2023-rapport, må man konstatere, at den nok ikke lige er det, regeringen og politikerne havde drømt om. Ifølge klimaloven skal vores CO₂-reduktion i 2025 være på 50-54 % i forhold til 1990 og i 2030 skal vi ned med de berømte 70%. Her konkluderer Energistyrelsen, at vi ved udgangen af 2021 havde reduceret med 41% og forventningerne til 2025 og 2030 siger hhv. 49,8% og 63,1%. Energistyrelsen regner kun med de politiske initiativer, der allerede er vedtaget, det samme gælder projekter for opbygning af den ”vedvarende energi”. Så ingen fugle på taget her.

Det er jo ikke så godt, at Energistyrelsens tal ligger under målene, når man nu med lidt ekstra drømmeri kunne nå der op. Det ser dog efterhånden svært ud med 2025, specielt set i lyset af hvor langt vi var fra målet i 2021 – 4 år før 2025 – og i en periode, hvor Covid-nedlukningerne stadigvæk havde en vis effekt.

Der vil ikke her blive gjort noget forsøg på en detaljeret gennemgang af Energistyrelsens statusrapport, den ligner meget den fra 2022, som vi anmeldte grundigt sidste år. Men et par nedslag er der vel altid plads til.

Undertegnede har en stærk interesse i, hvordan en elforsyning, der næsten udelukkende skal baseres på solceller og vindmøller, kan komme til at fungere i praksis. Energistyrelsen regner med, at alle kulfyrede kraftværker er lukket inden 2025 og at den resterende fossile naturgas er erstattet af biogas, der skal ekspanderes kraftigt, se fig. 1. (Rapporten nævner ikke noget om vores betænkeligt store forbrug af biomasse.) Man erkender, at sol og vind er stærkt variable, men så svinges tryllestaven, og der tales om et fleksibelt forbrug:

I en fremtid, hvor fluktuerende energikilder forventes at spille en stadigt større rolle i elforsyningen, vil det ikke alene være en udfordring at sikre, at et stigende elforbrug ledsages af en fortsat VE-udbygning. Der vil også være en udfordring med, at produktionen på alle tidspunkter matcher forbruget, hvilket fx øget fleksibilitet på forbrugssiden og et samspil mellem sektorer kan bidrage til at løse.

Her henvises så til et sektornotat ”8b”, der desværre i skrivende stund ikke er udkommet. Men det fremgår, at man opdeler forbruget i det ”klassiske” elforbrug, der ikke rigtigt kan justeres på, og så alle de nye anvendelser: Opladning af elbiler, varmepumper til opvarmning (både privat og som fjernvarme), Power to X og datacentre. Nu kan man sige, at en enkelt nat gik det nok ikke at lade bil op, og man kan vel også undvære lidt varme. Men hvis der bliver tale om flere dage eller uger, duer løsningen med det ”fleksible forbrug” naturligvis ikke. Datacentre skal om nogen henregnes til det ”klassiske forbrug”, de skal have stabil elforsyning døgnet rundt, året rundt. Hvor fleksibelt Power to X i praksis vil vise sig at være, er endnu uvist.

Her er der ikke umiddelbart noget i rapporten, der kan genere politikerne, men i andre sektorer er der større problemer. Som vi har set tidligere, kan der hurtigt på papiret skaffes store reduktioner i drivhusgasudledningerne ved drastisk at indskrænke landbruget og her især kvægdriften. Men Energistyrelsen tror ikke rigtigt på sådan en massakre på et helt erhverv, og er forholdsvis pessimistisk f.eks. mht. til at nedbringe antallet af kvæg, se tabel 1.

Tilsvarende tror Energistyrelsen heller ikke på, at vi kan gennemføre drastiske nedskæringer i brugen af kvælstofgødning til planteavl, og dermed halvere landbruget, som f.eks. Klimarådet drømmer om, se tabel 2:

Selv i 2035 forventes der ikke de store nedskæringer, og der skulle vi ellers kun være 10 år fra ”netto-nul”-drømmen.

Ligeledes kniber det med Energistyrelsens optimisme mht. overgangen til el-biler på vejene. Helt frem til 2034 vil der stadigvæk blive solgt mange benzin- og dieseldrevne biler, det vil så stoppe brat i 2035 med EU’s nye forordning, der dog i mellemtiden er noget i havsnød, se fig. 2. Energistyrelsen kommenterer også selv på det bratte stop, og mellem linjerne aner man en vis skepsis:

Med disse forudsætninger vil fordelingen af nye personbiler på teknologier i perioden 2019-2035 se ud som i figur [2]. Det bemærkes, at der i fremskrivningen sker en brat stigning i salgsandelen for nye elbiler fra 2034 til 2035 (og en tilsvarende brat udfasning af de øvrige teknologier). Det er dog usikkert, om udviklingen i perioden til og med 2034 vil gå langsommere end antaget, og stigningen i salgsandelen derfor vil være højere i 2035…

Udledningerne fra trafikken vil heller ikke falde så meget, som nogen kunne drømme om, se fig. 3. Den figur en endda noget optimistisk, f.eks. med hensyn til om alle busruter kan elektrificeres. Men et alternativ er, at de kører på biogas.

Man forstår regeringens og ministeriets frustrationer over den slags fremskrivninger. Om end Energistyrelsens visioner for den fremtidige elforsyning ikke på nogen måde er realistiske eller kan gennemføres, må man erkende, at det ikke er her, politikernes anke ligger. Den ligger alene i, at nogen drister sig til at antyde, at vi ikke når klimamålene, og det må der sættes en stopper for.

Det bliver interessant at se, hvad man vil gøre, når vi når 2025, og enhver ædruelig analyse vil vise, at vi ikke nåede de 50-54% nedskæring i udledningerne. Man kan godt frygte, at de ansvarlige vælger ikke at indrømme dette, men i stedet tyer til ”ændrede regnskabsprincipper”, eller hvad man ellers kan finde på af fikumdik med tallene.

Heldigvis sker der ikke noget med klimaet – uanset hvad.