Her er en længere artikel vedrørende hvordan vi mest effektivt reducerer vores CO2-udledninger, hvis vi vel at mærke ikke ønsker at snyde på vægten. Der er nogle gode illustrationer til artiklen, som er værd at bringe her, de kan være nyttige i mange sammenhænge.
Lande som England og Danmark har satset meget på biomasse som en måde at reducere CO2-udledningerne på. Fig. 1 viser, hvorfor det ikke umiddelbart er nogen god idé. Afbrænding af træ giver anledning til langt det største CO2-udslip, sammenlignet med både naturgas og kul.
Derfor vælter drivhusgasserne op fra vores ”klimavenlige” kraftvarmeværker. Det går kun godt, rent klimaregnskabsteknisk, fordi biomassen betragtes som CO2-neutral, da de fældede og brændte træer i princippet vil blive erstattet af nye ad åre. I praksis har det så vist sig, at denne erstatning går langsomt og i mange tilfælde helt udebliver, det blev en større skandale omkring det engelske biomassefyrede monsteranlæg Drax.
Fig. 2 viser hvordan det er gået forskellige lande med at reducere deres CO2-udledninger. Den suveræne topscorer er USA, med den massive overgang fra kul til skifergas i kraftværkerne. Uden nogen nedgang i økonomien eller energiforbruget er udledningerne reduceret med omkring 30%. England har opnået lidt det samme, også ved overgang til gas (+ biomasse), men her er den primært importeret, da England ikke tillader udvinding af skifergas.
Tyskland viser også en nedgang, den skyldes en kombination af installationen af alle vindmøllerne og solcellerne og så en generel nedgang i energiforbruget pga. udflytning af energitung industri. Den udvikling vil fortsætte her efter energikrisen i 2022.
Europa som et hele er i samme situation som Tyskland.
I den anden ende af spektret ser vi lande som Indien og Kina, her er udledningerne stigende i takt med den økonomiske fremgang, og her får klimahensyn ikke lov til at stå i vejen på nogen måde.
Fig. 3 viser fordelingen af udledninger for de forskellige dele af Verden. Man ser, hvordan Europa og USA tilsammen kun tegner sig for 25% af udslippene, så selv en kraftig reduktion vil kun have en meget begrænset indflydelse på den globale temperatur. Vores enegang tjener intet andet formål end at forarme vores samfund, og netop det vil gøre os til alt andet end ”forbilleder” for resten af Verden.
Fig. 4 illustrerer forholdene ved de forskellige kilder til elektricitet i England. Her er kapaciteten sammenlignet med den faktiske produktion, alt i procent af totalen. Man ser hvorledes kapaciteten af sol og vind udgør 55% af kapaciteten, men kun står for godt 20% af elektriciteten. Kernekraften udgør 12 % af kapaciteten, men leverer over 21% af strømmen. Figuren viser også de CO2-udslip, som kilderne giver anledning til. Biomassen, der står for en lille del af elektriciteten, bidrager kraftigt til CO2-udledningen, men den skal jo heldigvis ikke tælles med.
Endeligt viser fig. 5 det tilsvarende billede for Tyskland. Sol og vind udgør 65% af den installerede kapacitet, men leverer kun omkring 30% af strømmen. Tyskland er stadigvæk storforbruger af kul, der tegner sig for et væsentligt element i CO2-udslippet (over 60%), og det selvom den kulfyrede kraftværkskapacitet kun udgør 12 % af totalen. Afstanden mellem drømme og realiteter i det tyske el-system fremgår ganske åbenbart af denne figur.
Grøn omstilling baseret på biomasse er ikke en holdbar vej at gå. Hvis USA ønskede at dække hele sin elforsyning ved afbrænding af træ, så ville alle landets skove skulle fældes i løbet af et år.
Hvis man er bange for CO2 (hvad man ikke behøver at være), så er den hurtigste og sikreste løsning at bruge mest mulig naturgas i sit miks af energikilder og så på længere sigt lade kernekraften overtage.
Danish
Lige præcis rigtigt.