Klimarådet, status 2023

Klimarådet har netop udgivet sin årlige rapport om, hvordan det går med Danmarks opfyldelse af klimamålene. Der er jo flere mål at vælge imellem, men fokus er på 70% reduktionsmålet (i forhold til 1990) for 2030. Undervejs er der et delmål for 2025, der siger 50-54 % reduktion. Det begynder at komme ubehageligt tæt på, da udledningerne for 2025 skal beregnes som gennemsnittet for 2024-2025-2026. Hertil kommer alle EU’s direktiver, der sprøjtes ud på samlebånd. Hvor Danmarks mål har været mindre specifikke mht. hvordan de skulle opnås, er EU meget konkrete, de foreskriver nøjagtigt, hvad der skal gøres ved hvert område. Det betyder så også, at Danmark godt kan nå sit 2030 mål på 70% men samtidigt ikke opfylde EU’s mål på 55% i 2030 – ene og alene, hvis vi vælger nogle andre virkemidler.

Klimarådets nye rapport er lang, over 200 sider, og pga. den specielle opdeling af emnerne ender den med at gentage sig selv i en uendelighed. Det er jo den samme svaghed som IPCC’s mammut-vurderingsrapporter lider under. Men det er åbenbart noget, der karakteriserer klimabranchen.

Det er ingen hemmelighed, at Klimarådet er ved at være voldsomt nervøst ved udsigterne for Danmarks klimamål. Rådet skriver i indledningen:

Klimarådet anbefaler i denne statusrapport, at regeringen gør en indsats for at få implementeret de mange aftaler, der allerede er vedtaget. Derudover giver rådet anbefalinger til ny politik på en række områder. Det drejer sig om 2025-målet, regulering af landbrugets udledninger, udfasning af gasfyr og reduktion af klimaaftrykket fra danskernes forbrug. Endelig gør rådet opmærksom på en række områder, som også bør have politisk fokus: tilstrækkelig med grøn strøm, prioritering af kulstoffri power-to-X og reduktion af Danmarks biomasseforbrug til et bæredygtigt niveau.

Målopfyldelse

Om udsigterne for målene skriver Klimarådet bl.a.:

På flere områder er der i dag tydelige implementeringsudfordringer. Det gælder fx:

• Udtagning og vådlægning af lavbundsjorder støder på praktiske barrierer, selv om der er afsat midler til udtagningen.
• Udbygning med sol- og vindenergi forsinkes og udskydes på grund af administrative forhindringer og lokal modstand, selv om en række økonomiske rammer er på plads.
• Etablering af CCS-anlæg til fangst og lagring af CO₂ kræver stor statslig involvering og koordination og ikke kun vedtagelse af tilskudspuljer.

2025-målet skal opfyldes om ganske få år, men der er for nuværende stadig et udestående reduktionsbehov selv for at nå målintervallets nedre grænse på 50 procents reduktion. Folketinget bør snarest muligt vedtage virkemidler, der kan opfylde behovet, og samtidig have øje for argumenterne for at stile efter at komme længere ind i målintervallet fra 50 til 54 pct. end blot de 50. Klimarådet fremhæver en række virkemidler, der kan tages i brug, fx højere afgift på diesel, annoncering af en afgift i landbruget og fremrykning eller forhøjelse af den allerede vedtagne afgift i industrien.

For Energisektoren og industrien er der skrappe mål, der allerede skal nås i 2030, dvs. om 7 år. Fig. 1 viser regeringens planer for området. Målene forventes at blive opnået ved en høj og ensartet CO₂-afgift. Herom skriver Klimarådet:

Effekterne af CO₂-afgiften i industri mv. er i aftalen delt op i to typer af effekter:

• Teknisk reduktionseffekt. Afgiften tilskynder ejere af industrianlæg til at bruge ny teknologi, og derved sænker de deres CO₂-udledning, men beholder samme produktionsniveau. Det kan eksempelvis være en omlægning fra olie eller gas til eldrevne varmepumper eller energieffektivisering.
• Strukturel reduktionseffekt. Virksomheder skruer ned eller lukker for produktionen, hvilket mindsker CO₂-udledningerne i Danmark og tæller med i klimalovens mål. Hvis produktionen rykker til udlandet, opstår der CO₂-lækage. Lækagen tæller ikke med i klimalovens mål.

Klimarådet kommer også ind på regeringens nye tanker om en 110% reduktion i 2050. Hvis Danmark når så langt, vil vi kunne betegnes som et

… klimapositivt samfund, hvilket vil sige, at der optages flere drivhusgasser, end der udledes.

Det er jo altid positivt at blive kaldt for ”positiv”, men målet er måske ikke så let at nå:

Det nye 110-procentsmål vil stille store krav til omstillingen af hele samfundet og til ny teknologi. Det er svært at se så langt ud i fremtiden, men forskellige scenarier indikerer, at vejen mod målet kan kollidere med behovet for at nedbringe biomasseforbruget. Målet er en stor udfordring, især hvis Danmark skal opfylde det på en måde, så vi samtidig kan være et foregangsland for andre lande.

Generelt har Klimarådet et godt øje til Danmarks enorme forbrug af biomasse, og påpeger flere gange, at det nok skal nedbringes i fremtiden, hvis Danmark skal være ”bæredygtigt”, og at hvis vi skal ”vise vejen”, skal det være med metoder, andre også kan kopiere.

Kulstofopsamling

Kulstofopsamling og deponering spiller efterhånden en stor rolle i planerne. Det er nødvendigt for at kompensere for det fortsatte brug af fossile brændstoffer, der også vil være nødvendige på den anden side af 2050. Disse kunne i teorien også dækkes af Power to X, men Klimarådet er af flere grunde betænkelig ved Power to X-brændstoffer med kulstof i, dels fordi det er svært at skaffe store mængder CO₂, og dels fordi den jo bliver lukket ud igen, når man bruger brændstofferne. Derfor mener Klimarådet, at der bør satses på kulstoffrie brændstoffer, og så har vi reelt kun brint eller ammoniak tilbage – og de er jo begge mildt sagt noget problematiske. Men om CO₂-fangst og lagring har Klimarådet mange ord:

CO₂-fangst og -lagring (CCS) skal ifølge regeringen levere en stor del af de nødvendige reduktioner for at nå 70-procentsmålet i 2030. Der er i alt vedtaget virkemidler med forventede reduktionseffekter på 3,2 mio. ton CO₂ i 2030.

CCS er endnu uprøvet i stor skala i Danmark. Danske aktører er dog i gang med forskning og udvikling af CCS. CO₂-fangst bliver testet som pilotprojekter i Danmark, men endnu ikke i fuld skala. Derudover har CO₂-lagringsprojektet Greensand fået tilladelse til at lagre 15.000 ton CO₂ i det gamle oliefelt Nini i Nordsøen. Udviklingen er godt i gang, men den er stadig på demonstrationsstadiet og dermed et stykke vej fra CCS i fuld skala, der kan lagre flere millioner ton CO₂ om året. Der er derfor stadig risiko for uforudsete tekniske udfordringer.

Der er også usikkerhed om de reelle omkostninger til CCS…. Det er hertil vigtigt at være opmærksom på, at det i alt er hele 3,2 mio. ton CO₂, der skal reduceres med CCS-teknologi, og at det dermed udgør en væsentlig del af forventningen til målopfyldelsen i 2030.

Der er grundlæggende to veje at gå, hvis man vil opsamle CO₂. Den ene, som er billigst og nemmest, er opsamling fra biomassefyrede kraftværker, den såkaldte BECCS. Men i de skalaer, som vi taler om her, vil den kræve import af biomasse, som er en knap ressource.

Den anden metode er opsamling af CO₂ direkte fra luften, den såkaldte DACCS. Klimarådet:

To store usikkerheder er omkostningerne og energiforbruget. DACCS er vurderet i Klimaprogram 2022 til at koste 2.600-4.400 kr. pr. ton CO₂, og IEA har vurderet energiforbruget til 6-10 GJ pr. ton CO₂. Fangst af 5 mio. ton CO₂ via DAC … vil kræve en energimængde på cirka 30-50 PJ. Hvis man antager, at det kan forsynes med elektricitet fra havvind, svarer det cirka til 2-3 GW eller hele den kommende Energiø Bornholm.

Og så er der 110-procentsmålet, hvor vi jo kun har én måde at gøre det på: Massiv opsamling af CO₂:

Lagring af yderligere 8 mio. ton CO₂ for at nå 110-procentsmålet kan blive vanskeligt. Hvis den ekstra lagring skal ske ved hjælp af BECCS eller pyrolyse, kræves et ekstra biomasseforbrug på mindst 70 PJ. Det er mere end den danske produktion af halm og træ til energiformål i dag. Hvis der bruges træ, svarer det til en træmængde på op mod det dobbelte af den nuværende årlige hugst til tømmer og energi fra de danske skove.

Så der er næppe nogen anden vej end opsamling fra luften, selvom denne er meget energikrævende. Man skal til stadighed erindre, at CCS ikke genererer nogen økonomiske indtægter overhovedet for samfundet, og hele udgiften ender uværgerligt med at skulle betales af skatteyderne.

Elforsyningen

Klimarådet skriver også lidt om den fremtidige elforsyning, der naturligvis skal baseres på en voldsom udbygning af sol og vind. Man læner sig her op ad bl.a. Energistyrelsen, der jo har udsendt flere rapporter om emnet, og som er bemærkelsesværdige ved deres manglende sammenhæng med realiteterne. Klimarådet gengiver diagrammet i fig. 2 som illustration af den nødvendige udbygning og skriver bl.a.:

Den grønne omstilling indebærer en kraftigt stigende efterspørgsel efter strøm. Samtidig skal elforsyningen i fremtiden være baseret på vedvarende energi. Det kræver en omfattende udbygning af vind- og solenergi, som også afhænger af, hvor meget grøn strøm og brint Danmark vil eksportere.

Et fremtidigt elsystem baseret på sol- og vindenergi medfører potentielt nogle udfordringer. Det skyldes, at sol og vind ikke er regulérbare energikilder på samme måde som biomasse, olie, kul og gas. I forbindelse med omstillingen til sol- og vindenergi er det derfor vigtigt at have fokus på at sikre elforsyningssikkerheden, så der også er strøm i kontakten, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. I 2023 vil Klimarådet udgive en analyse om Danmarks fremtidige elforsyningssikkerhed. Analysen vil undersøge, i hvilket omfang vi får udfordringer med elforsyningssikkerhed i fremtidens elsystem, og hvilke løsninger der er. Blandt andet ser Klimarådet på, hvordan energilagring, fleksibelt elforbrug og øget regulerbar elkapacitet kan bidrage til at løse udfordringen. Det er Klimarådets vurdering på baggrund af det foreløbige analysearbejde, at man ikke bør ændre eller bremse udbygningen af sol- og vindenergi på grund af bekymringer for elforsyningssikkerheden. Danmark kan sagtens opretholde en høj grad af forsyningssikkerhed i et elsystem baseret på sol og vind. Men energimyndighederne bør være opmærksomme på at håndtere udfordringen rettidigt.

Vi ser naturligvis meget frem til at se Klimarådets rapport om elsystemet, men der er vel ingen grund til de store forhåbninger om nogen udpræget sober omgang.

Landbruget

Klimarådet har et særligt godt øje til landbruget. Her er der ikke sket ret meget endnu, og erhvervet har en nøglerolle, hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål:

Landbruget er en stor udleder af metan. I 2030 forventes Danmark at udlede metan svarende til godt 8 mio. ton CO₂e, hvoraf godt 6 mio. ton kommer fra landbruget. Metan er en drivhusgas med stor klimapåvirkning i årene lige efter, at gassen udledes. Som beskrevet i Klimarådets analyse Danmarks klimamål fra 2022 har verden kurs mod en temperaturstigning på over 1,5 grader allerede de kommende årtier. Ved at reducere udledningerne af metan kan Danmark yde sit bidrag til at reducere den globale temperaturstigning på den korte bane. Danmark er desuden gået med i aftalen om Global Methane Pledge, som blev indgået ved COP26 i 2021, og som forpligter Danmark til at bidrage til at reducere metanudledningerne med 30 pct. i 2030 relativt til niveauet i 2020.

Kuren mod landbrugets udledninger er en afgift – gerne på 750 kr./ton CO₂e. Den kan give et økonomisk incitament til at omstille landbrugsproduktionen i en mere klimavenlig retning. Det kan ske på to måder:

1. Teknisk omstilling. Landbruget kan anvende tekniske omstillingselementer. Det vil sige, at bedrifterne producerer de samme produkter, men med nye teknologier eller metoder. Tekniske omstillingselementer er fx forsuring af gyllen i stalden til reduktion af udledningen af blandt andet metan.

2. Strukturel omstilling. Landbruget kan mindske produktionen eller omlægge til andre driftsformer. Det vil sige, at landbrugerne fx reducerer antallet af køer, eller at de omlægger til planteproduktion.

Analysen viser, at man med kendte tekniske omstillingselementer kan komme et stykke af vejen.

En afgift vil naturligvis have konsekvenser for landbrugserhvervet og især for den enkelte landbruger. Som analysen Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift viser, vil en afgift på 750 kr. pr. ton CO₂e ramme visse dele af landbruget relativt hårdt. For nogle bedrifter vil afgiften betyde, at det ikke længere kan betale sig at opretholde produktionen. Det kan være på grund af begrænsede omstillingsmuligheder eller en i forvejen presset økonomi. Effekten vil være størst for kvægbedrifter. Her vil andelen af bedrifterne med negativt driftsresultat stige fra 9 pct. i dag til 75 pct. ved indførelse af den nævnte afgift. Omvendt vil de økonomiske konsekvenser være mere beskedne for plante- og svinebedrifterne. For plante- og svineproduktion har en afgift altså knap så stor indvirkning på, om det kan betale sig at producere. En afgift vil derfor trække i retning af en strukturel omstilling fra fx kvægavl til svine- og planteavl.

Her kolliderer Klimarådets tanker med de målsætninger, regeringen har stillet op om at ”afgiften skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.”

Det kan Klimarådet ikke rigtigt forestille sig, er realistisk, det kan ikke undgås, at en afgift påfører landbruget et tab af konkurrenceevne:

Samtidig kan det være svært at undgå strukturelle tilpasninger af landbruget, der typisk vil betyde færre arbejdspladser. En strukturel tilpasning kan fx være en forskydning af sektoren fra animalsk til planteproduktion, hvilket kan føre til færre job. Det skyldes, at planteproduktionen typisk er mindre arbejdskraftintensiv.

Regeringen har et ønske om at tilbageføre pengene fra de opkrævede afgifter til landbruget. Men her bør man ifølge Klimarådet sikre, at disse tiltag:

• ikke fastlåser produktionsstrukturen i landbruget, som den er nu
• undgår fastlåsning på teknologier, der ikke peger frem mod den langsigtede omstilling af landbruget
• giver tilskyndelse til udvikling og demonstration af nye teknologier og produktionsformer

Generelt mener Klimarådet at understøttende politikker fastholder produktionsstrukturen i landbruget.

Afsluttende om landbruget har Klimarådet følgende betragtninger:

Foruden ønsker om at fastholde produktionen kan der være et politisk ønske om at adressere fordelingsmæssige konsekvenser som følge af faldende jordpriser. En afgift vil isoleret set lede til mindre driftsoverskud og derved faldende jordpriser. Det vil lede til et kapitaltab for de, som ejer jord i dag, og til gengæld gøre det lettere for nye jordejere at erhverve jord. Der kan derfor være et ønske om at kompensere nuværende jordejere for dette tab.

Nye teknologier og produktionsformer kan potentielt spille en vigtig rolle i omstillingen af landbruget. Det er derfor vigtigt at sikre tilskyndelse til udvikling heraf. I den forbindelse er det vigtigt ikke at udelukke teknologier til at producere landbrugsprodukter på helt nye måder, fx mælkeproteiner dyrket gennem målrettet fermentering, eller nye produktionsformer, som i dag ikke er udbredte.

Det skinner igennem, at Klimarådet meget gerne ser en drastisk omlægning – og nedlægning – af landbruget, koste hvad det vil. Hensynet til klimaet overskygger alle andre hensyn. Til sidst får vi så også lige den om kunstigt kød, fremstillet i industriens reaktorer. Som om at det skulle være mere klimavenligt i den sidste ende.

Forbruget

Helt i tråd med at klimatiltag skal medføre personlige ofre for befolkningen, vender Klimarådet flere gange tilbage til spørgsmålet om en omlægning af vore kostvaner. Vi så allerede i afsnittet om landbruget, at vi skal væk fra alt det kødspiseri. Her er en yderligere smagsprøve fra rapporten:

Fødevarer er et eksempel på en særligt klimabelastende varegruppe. Danskernes forbrug af fødevarer er ikke klimamæssigt bæredygtigt, og der er behov for at omstille forbruget, så vi serverer og spiser en mere klimavenlig kost. Klimarådet anbefaler blandt andet, at der serveres klimavenlig mad i offentlige køkkener, og at der igangsættes et arbejde med at udforme en model for afgifter på klimabelastende fødevarer. Begge tiltag kan bidrage til at omstille fødevareforbruget.

Man kommer også ind på vores generelle vareimport, og behovet for også at få skåret i den:

Danmarks klimaaftryk fra forbrug er omtrent 50 pct. højere end vores territoriale udledninger. Mens de territoriale udledninger udgjorde 45 mio. ton CO₂e i 2020, er forbrugsaftrykket opgjort til 63 mio. ton CO₂e i samme år. Det forbrugsbaserede klimaaftryk er højt, fordi Danmark har en stor import af varer, som medfører drivhusgasudledninger i udlandet. I det forbrugsbaserede klimaaftryk lægges disse udledninger oven i den del af de territoriale udledninger, som dansk forbrug medfører.

Afsluttende bemærkninger

Så vidt Klimarådet. Man foregiver ikke overhovedet at spekulere på de samlede negative følger af alle de tiltag, der her oplistes som de rene selvfølgeligheder. En smadret energiforsyning, et halveret landbrug, en formue brugt på totalt nyttesløs CO₂-opsamling er bare eksempler blandt mange. Men for Klimarådet er det en gratis omgang, man kan altid dække sig ind under, at man har en bunden opgave. Man skal vurdere om Danmarks tiltag kan føre til opfyldelse af Danmarks klimamål, og det uanset om nogen af de to dele giver bare den mindste mening, eller har nogen forbindelse til virkelighedens Verden.