Klima og risiko

Judith Curry har på sin hjemmeside en længere føljeton kørende om folks opfattelse af ”klimakrisen” og deres bedømmelse af risikoen. Der er mange faktorer, der spiller ind, når vi skal bedømme en risiko, og det er meget væsentligt, om det er noget, vi kender godt, eller noget, vi er mere fremmede over for. Det giver ofte en helt skævvreden vurdering af risikoen. Det klassiske eksempel er, at mange mennesker er meget mere bange for en flyvetur, end de er for turen i bil ud til lufthavnen, og det uagtet at risikoen ved sidstnævnte er langt større målt efter alle statistiske parametre. Her følger nogle let redigerede uddrag af Currys artikel i oversættelse:

Risikoen for menneskeskabte klimaforandringer er ikke én, folk ville være opmærksomme på, hvis ikke det var for videnskaben. Folk oplever store variationer i vejret og klimaet med årstiderne og fra år til år. Folk ville ikke være klar over, at der forelå videnskabelig forskning i klimaforandringer, hvis ikke det var fordi, FN havde erklæret klimaforskning for politisk vigtig i forbindelse med UNFCCC-traktaten (”FN’s rammeaftale om ændringer i klimaet”), der skulle forhindre ”farlige menneskeskabte klimaforandringer”. Normalt følger folk ikke meget med i, hvad der foregår i FN; det ændrede sig i 2006-7 med Al Gores film: ”En Ubekvem Sandhed”, IPCC’s 4. Rapport og en Nobels Fredspris. 

Men stadigvæk var folk ikke alt for bekymrede. Hvad kunne et par graders opvarmning gøre af skade, trods alt?

Tænk på et kontra-faktuelt scenarie, hvor temperaturen var steget med 1 ^oC over de seneste 100 år som følge af naturlige processer (sådan en hastighed på opvarmningen er slet ikke uden fortilfælde i vores tidsalder, især ikke i perioden efter Yngre Dryas [for ca. 12.000 år siden]. Ville folk nødvendigvis synes, at den opvarmning var ”dårlig”? Man må formode, at folk i forskellige klimazoner ville have forskellige meninger om spørgsmålet. Ville folk sammenkæde tilfælde af ekstremt vejr med denne langsomme opvarmning? Hvis ikke der var nogen grund til at skyde skylden på menneskeheden for tilfældene af ekstremvejr, var der så nogen overhovedet, der ville forsøge at skyde skylden på den langsomme opvarmning? Og slutteligt, ville nogen som helst forvente (eller ønske), at regeringen skulle forsøge på at kontrollere klimaet ved at sænke indholdet af CO₂ i atmosfæren eller arbejde med køling ved hjælp af såkaldt geo-engineering? Selvfølgeligt ikke.

Vore praktiske erfaringer med en grads opvarmning i løbet af det seneste århundrede har slet ikke været dårlige: Den forventede gennemsnitslevetid er blevet kraftigt forøget, økonomien er blomstret og tab af menneskeliv fra ekstreme vejrbegivenheder er faldet drastisk. Regioner, der bliver hjemsøgt af ekstremt vejr, har arbejdet på at tilpasse sig, og de mere velstående lande har også været de bedste til tilpasningen.

Problemet her er ikke de klimaforandringer, der allerede er indtrådt, men snarere, hvad man kunne kalde ”pre-traumatisk stress syndrom” [dvs. stress-tilstanden kommer før begivenheden, red.]. Klimaforandrings-pre-traumatisk stress symptomer udløses af den kontinuerlige strøm af nyheder i medierne om ekstreme vejrbegivenheder, der er blevet værre pga. klimaforandringer, af forudsigelser om katastrofal fremtidig opvarmning fra urealistiske udlednings-scenarier og fra dystopiske advarsler om tab og skader fra uansvarlige politikere og førende journalister.

Netto-effekten af al denne apokalyptiske snak, der effektivt udnytter, hvordan mennesket fejlopfatter risiko, er at skabe stor bekymring hos mange mennesker (især børn), og den kan uden tvivl gøre folk mere sårbare over for negative stress-reaktioner.

Til lykke til alle forkynderne af klima-dommedag! I har endeligt dokumenteret en reel negativ konsekvens af klimaforandringer, der faktisk er forårsaget af mennesker – psykologisk nød. Denne psykologiske nød er direkte fremkaldt af jer: De misforstående, irrationelle og politisk motiverede mennesker, der har skabt den effektive propaganda, der nu fremkalder de negative stress-reaktioner, især blandt børn som stadigvæk har til gode at udvikle en klar opfattelse af selvet og mangler de nødvendige filtre for at kunne frasortere det vitterlige vrøvl.

Som afslutning vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet, om hvorvidt klimarisikoen kan styres eller ikke styres. Det overmod, der ligger i at tro, at vi kan styre atmosfærens CO₂-indhold, for ikke at nævne selve klimaet. Ved brugen af psykologiske skader på børn som begrundelse, er målene med de retssager, som organisationerne anlægger, at få udstedt nogle erklæringer, der fastlægger regeringernes ansvar for at bevare atmosfærens nuværende tilstand og et retspålagt forbud mod at løbe fra det ansvar. Det er underforstået i disse krav, at regeringerne faktisk kan styre udledningerne til atmosfæren og dermed styre Jordens klima. Tja, fortsæt med at drømme.

En nøglefaktor for de psykologiske skader hos unge er deres følelse af frustration og af, at politikerne og regeringen ikke tager de unges bekymringer vedrørende klimaet alvorligt. Denne bekymring kommer udelukkende fra al den politiske snak,, som de unge er blevet udsat for vedrørende klimaforandringerne.

Judith Curry har jo ret. Hvis der aldrig havde været noget FN’sk klimainitiativ, aldrig noget IPCC og klimaforskningen stadigvæk blev bedrevet af den håndfuld videnskabsfolk, vi havde inden for feltet for 40-50 år siden, så var der ingen, der ville have reageret på den moderate opvarmning, vi har set indtil nu – uden skadelige følgevirkninger af nogen art. En fascinerende tanke. Tænk på, hvad vi havde sparet af ressourcer, både til forskningen, men også til håbløs grøn omstilling. De penge kunne have været brugt til noget meget bedre, ingen tvivl om det.