Synkefrie øer

Ved det nyligt overståede COP27-klimamøde blev der fra de små østaters side lagt meget vægt på ideen om, at de vestlige lande skal betale for ”tab og skader”. I årevis har vi hørt om, hvordan havstigningerne snart vil gøre de små øer ubeboelige, og vi har været vidne til utallige demonstrationer i den anledning i gennem tiderne. Berømt er billedet af FN’s generalsekretær, António Guterres, der står i vand til knæene.

I 2009 holdt Maldivernes regering et møde under vand, se fig. 1. Imidlertid er øerne ikke sunket siden, faktisk er regeringen i fuld gang med at bygge nye hoteller og ny lufthavn til det stigende antal turister, der kommer hvert år.

Et andet eksempel er østaten Palau, hvor præsidenten holdt tale ved sidste års COP26-møde i Glasgow. Palau består af en stribe bittesmå øer i det vestlige Stillehav, øst for Filippinerne og nord for Papua New Guinea. Præsidenten sagde bl.a.:

Vi, de øer, der er mest ødelagt, forlanger, at jeres løfte om 100 milliarder dollars årligt bliver hævet til de 4 billioner, som Verdensbanken har beregnet er nødvendige.

Vi ser, at den brændende sol giver os ulidelig varme, det stadigt varmere hav oversvømmer os, og stærke vinde blæser os i alle retninger. Vores ressourcer forsvinder foran øjnene på os, og vores fremtid bliver stjålet fra os. For at være ærlig, der er ingen værdighed ved en langsom og pinefuld død: I kan lige så godt bombe vores øer, i stedet for at lade os lide, bare for at se vores langsomme og skæbnesvangre bortgang.

Ledere af G20, vi drukner, og vores eneste håb er den redningskrans, som I har i hænderne. I må gøre noget nu, vi må gøre noget sammen.

Det er nok lige lovligt dramatisk. Ifølge Verdensbanken har Palau et varmt og fugtigt klima (82 % luftfugtighed i gennemsnit) og en daglig temperatur omkring 28 grader. Der er ikke store udsving mellem årstiderne. Der er en regntid og en tørtid. Mængden af regn afhænger at de store ENSO (El Niño / La Niña) svingninger, men der har ikke været nogen langtids-tendens de seneste 100 år eller mere. Gennemsnitstemperaturen er måske steget ca. 0,5 grader siden starten af 1900-tallet, se fig. 2.

Så det dér med den brændende sol skal nok tages med et gran salt.

Men havstigningerne er naturligvis det mest alvorlige problem. Det hævdes, at havet er steget med 2,4 mm årligt siden 1969. Det giver en samlet stigning på godt 12 cm på de 50 år. Om tallet imidlertid er korrekt, er der ikke enighed om. Det engelske havforskningsinstitut, National Oceanography Centre har en hjemmeside kaldet Permanent Service for Mean Sea Level og her kan man finde målinger fra bøjer og stationer ved kysterne over hele Verden. Fig. 3 og fig. 4 viser havniveauet ved en af øerne i Palau. Man bemærker, at niveauer svinger meget fra år til år, men over den afbildede periodes godt 50 år er havstigningen noget under 10 cm.

Der er således ikke noget alarmerende ved stigningen, der er alt andet end lineær fra år til år. Udsving fra år til år kan sagtens være meget mere end de 10 cm, helt op til 30 cm på to år. Det giver tilsyneladende ikke de store problemer.

De lokale beboere har selvfølgeligt mange anekdoter om, hvordan der er flere storme og flere tilfælde af højvande lige nu, men der er ikke noget, der tyder på en langtids-tendens, der kunne kædes sammen med ”klimaforandringer”.

Tak til Dennis Ambler fra Climate Depot