Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Omstillinger i historisk lys

Her følger en let forkortet og redigeret oversættelse af en artikel, skrevet af Terry Etam og offentliggjort på hjemmesiden Boereport.com. Emnet er den grønne omstilling, hvor vi ofte hører, at den slags grundlæggende revolutioner af samfundet er sket mange gange før, så selvfølgeligt vil det lykkes. Heri er Etam ikke enig:

Folk, især entusiastiske energiomstillings-tilhængere, kan lide at komme med eksempler i historien, hvor en ny teknologi hurtigt erstattede en gammel. To bærende eksempler i denne tænkning er hhv. skiftet fra heste til biler og skiftet fra fastnet-telefoner til mobile.

Ingen af disse er specielt intelligente sammenligninger med en energiomstilling; begge medførte store omvæltninger i den måde, vi levede på. En bil kunne udvide ens tilgængelige verden dramatisk, sammenlignet med en hest, og mobiltelefonerne medførte en masse potentielle anvendelser, som det faste net aldrig kunne.

En energiomstilling vil give os et modificeret og muligvis mindre forurenende system, men der bliver ikke noget revolutionerende løft i folks tilværelse (mange ting peger på det modsatte, når man f.eks. ser på salget af brænde i Tyskland).

Hertil kommer, at der er en fundamental forskel på den måde, disse ”overgange” blev udtænkt. Eller for at sige det mere præcist, virkelighedens uundgåelige og massive overgange blev overhovedet ikke udtænkt.

Da bil-revolutionen begyndte, introducerede Henry Ford ikke sin Model T samtidigt med, at han forlangte at alle heste skulle slagtes. Det er højst sandsynligt, at Ford aldrig tænkte på hestens fremtid overhovedet. Han fremstillede simpelthen et produkt, som han kunne forestille sig ville blive populært, fordi han kunne se, hvordan det ville revolutionere folks liv.

Biler og hestevogne blandet godt sammen

Samtidigt trådte regeringerne ikke ind for at fremskynde udryddelsen af heste. Bare at foreslå noget sådant forekommer absurd.

Da mobiltelefonerne blev populære, forsøgte deres fans ikke at presse regeringerne til at fjerne fastnettene. Ingen bekymrede sig om fastnettet. De nye mobilbrugere var alt for optaget af alle mulighederne med deres telefoner.

Elon Musk begyndte med at bygge elbiler, da de store bilfabrikker sagde, ”det kommer aldrig til at virke”. Musks succes viste imidlertid, at en ny måde at transportere sig på var levedygtig og i nogle tilfælde fordelagtig. Der er mange steder, hvor et elektrisk køretøj er nyttigt, f.eks. i lukkede rum, hvor udstødning er farlig, eller til små maskiner der kun kører en times tid i ny og næ, osv.

Men Musks succes betød ikke, at hele det gamle system baseret på benzin- eller dieselmotorer bare uden videre kan blive udskiftet, eller overhovedet udskiftes. Musks anstrengelser gav en lille åbning, gennem hvilken processen kunne starte; man kunne ikke straks drage omfattende konklusioner om fremtiden, også selvom han selv syntes, at det var revolutionerende og kunne føre til en større omvæltning.

Men optimisterne mente, at sagen var klar, den nye elbil-teknologi ville lynhurtigt erstatte forbrændingsmotorerne (en tosse fra Californien ved navn Tony Seba forudså i 2016, at i 2025 ville alle solgte biler være elektriske, og tankstationer ville være forældede til den tid). De vestlige regeringer har besluttet at skyde alle hestene, faktisk har flere lande fremlagt planer om udfasning af salget af biler med forbrændingsmotor inden for et årti eller to.  

I panikken over nødvendigheden af at ”gøre noget ved klimaet” ønskede folk at tro – og mange heppede på – den nye udvikling, fordi alternativet ville være brande, oversvømmelser og tørke.

Og her når vi til kernen i det nuværende globale katastrofale problem: Forskellen på konsekvenserne af at den nye teknologi muligvis bliver en succes – versus forventningen/kravet om at den skal blive en succes – og påbegyndelsen af nedrivningen af det gamle system fordi det jo er helt sikkert, at det nye vil overtage.

Vi er vandret ned ad den sti, der siger, at den nye teknologi vil blive en succes, fordi ”videnskaben” har sagt, at vi skal. Vi må nedbringe udledningerne, vi må nedsætte vores forbrug af fossile brændstoffer osv. Det er liv eller død ifølge enhver, der udråber en klima-nødsituation, og derfor er der fuld støtte til forslag, der kan føre os i den rigtige retning.

Men hvad sker der så, når regeringerne begynder at gå i panik, fordi det går op for dem, at omstillingen ikke går hurtigt nok – hvilket får dem til at lovgive om elbiler, hvor de heller ikke kan overskue konsekvenserne?

Jeg skal fortælle jer, hvad der kommer til at ske – vi løber alle tør for brændstof og det er, hvad der sker i store dele af Verden (og det var tydeligt allerede i 2021, inden Putins udskejelser). Den politiske strategi er en kæmpe fiasko på to områder, hvilke begge kan føre til en kraftig forringelse af livet, som vi kender det.

Det ene område er simpelthen den manglende evne til at skaffe alle de metaller og mineraler, der er nødvendige for at gennemføre omstillingen. Mineeksperter har påpeget, at der ikke findes tilstrækkeligt med kendte forekomster; selv IEA, der går stærkt ind for grøn omstilling, har påpeget, at netto-nul vil kræve en produktion i 2040, der er fire gange den, vi har i dag (uden at overveje nærmere hvordan – det er bare noget, vi skal). Det er nævnt, at vi får brug for ”mere end 300 nye miner”. Det er et helt tanketomt udsagn, som om at en ny mine svarer til at bygge en ny fabrik eller bygning. Men nye miner kræver geologiske undersøgelser, evalueringer af forekomsterne (der er ingen garanti for, at de kan findes), planlægning af driften, offentlige tilladelser (ingen garanti for at de overhovedet kan fremskaffes), og hele den efterfølgende kæde af oparbejdning og fremstilling af de rene materialer (heller ikke nogen garanti for, at miljøhensyn ikke vil stikke en kæp i hjulet her).

Det problem alene – de manglende råmaterialer – burde være nok til at få enhver klog regering til at træde et skridt tilbage og sige: ”Hov, vi må vist hellere vente med at tvinge noget igennem, indtil dette her er afklaret”. Der er jo ikke nogen, der påbegynder et kæmpe bygge- eller anlægsprojekt, hvis de allerede højt og tydeligt har fået fortalt, at der ikke er nogen byggematerialer til rådighed, og at der ikke vil være nogen i årtier.

Men det er ikke det værste. Det værste er ødelæggelsen af det eksisterende energisystem, og det er tusinde gange værre, fordi det er energisystemet, der holder alle i live og producerer alle menneskeskabte ting inden for synsvidde.

Konsekvenserne af at kvæle vores eksisterende system er ikke blevet overvejet, pga. blind tiltro til det nye system. Men realiteterne, som sædvanligt, har det sidste ord at skulle have sagt over for ønskedrømmene – se bare den europæiske energikrise, hurtigt stigende kulforbrug, hamstring af brænde osv. osv.

Hvis man ønsker at ødelægge det eksisterende (fossilt-baserede) system, skal det nye være klart dokumenteret i hele sin udstrækning, og være noget, som forbrugerne strømmer hen imod (de fleste, der strømmer i den retning lige nu, bliver lokket med endeløse bunker af støtte, bevillinger og skattefordele, alle sammen sat i gang i den senere tid af regeringerne).

Sådan er livet, når man vil udskifte noget fundamentalt. Lad jer ikke forvirre af forbrugernes velvilje over for at tilpasse sig til en mobiltelefon (eller endda en elbil), sammenligningen med en energiovergang er noget vrøvl. ”Ulempen” ved at tilpasse sig til en mobiltelefon er, at man skal droppe fastnetforbindelsen, og hvad koster det? Næsten nul. Omkostningen ved at tilpasse sig til en elbil er en betydeligt større udfordring, men det kan lade sig gøre, baseret på personens muligheder for at finde passende opladning og muligvis en ændring i rejsevanerne (og selv den forhindring kan være umulig at komme forbi for mange mennesker).

Folk, der udviklede ny teknologi, som bilen og mobilen, antog ikke straks, at deres produkter ville blive dominerende i Verden, og de havde ikke som forudsætning, at deres succes skulle afhænge af, at nogen ødelagde de gamle pålidelige konkurrenter. Forretningsbeslutninger bliver ikke truffet på den måde.

Det er skræmmende at tænke på, at energiomstillingen styres af mennesker, der ikke forstår forskellen. Held og lykke til jer alle.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Lars Nielsen

    Den guderne vil knuse, slår de først med blindhed.
    Man kan måske også tale om en lemmingeeffekt.

  2. Hans Henrik Hansen

    DR “Hjernekassen på P1” bragte i formiddags et virkeligt interessant og oplysende indslag om ‘grøn omstilling’:

    https://www.dr.dk/lyd/p1/hjernekassen-pa-p1/hjernekassen-pa-p1-2022-11-08

    Kan varmt anbefales at bruge en lille times tid på!

  3. Jens Chr. Andersen

    Hvor er den grønne omstilling ?
    Sverige har startet op oliekrafværk i Oskarshamn og lagt ned 5 kernekraftværker som er 100% CO2 frie
    Danmark starter op 2 kulkraftværker og 1 oliekraftværk
    Tyskland har nedlagt flere kernekraftværker som er 100% CO2 frie og starter nu op flere kulkraftværker
    Sidste nyt er at Tyske RWE nu nedlægger Keyenberg vindmøllepark for at udvide en dagbrud kulmine ved byen Garzweiler i Nord Rhein-Westfalia
    Grøn omstilling i bakgear og alle folketingsmedlemmer snakker og snakker (læs lyver og lyver)

  4. Hej Søren Hansen
    Tak for en meget relevant artikel.
    PT i West Australien hvor man har mere travlt end nogensinde med at sprænge store områder med dynamit for at udvinde litium, kul og jern. Det meste udskibes til Kina.
    Minearbejdere går til psykolog for at fortælle om den skyldfølelse, de har nu efter at have fundet ud af at de har sprænget 46.000 år gamle australske aboriginale grotter væk, hvor der nu kører store maskiner, som fjerner undergrunden af de historiske fortidsminder.
    Vi reducerer ikke CO2-emisioner men forøger dem i stedet samtidigt med, at vi smadrer naturen og miljøet.

    Se også en meget relevant film vedrørende elektriske biler af Fysiker Mark Mills:
    https://www.extremelyamerican.com/post/physicist-mark-mills-there-is-no-such-thing-as-a-zero-emissions-vehicle-video-included

    Bedste hilsner
    Forhenværende Ford Mekaniker
    Kristian K Petersen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*