Det er svært at spå, især om fremtiden. Men der sker noget bemærkelsesværdigt i den nuværende orkansæson i Atlanterhavet. Sæsonen regnes officielt fra 1. juni til 1. december hvert år. Sidste år endte der med at være så mange orkaner og navngivne storme, at man løb tør for bogstaver i alfabetet, begivenhederne får jo navne med hvert sit forbogstav – i alfabetisk rækkefølge.
For i år var der alvorlige forudsigelser om en meget travl sæson. Klimaforandringerne og den højere havtemperatur giver energi til orkanerne, der således kunne forventes at blive mere talrige og kraftigere. Hold på hat og briller!
Nu er vi imidlertid godt halvvejs igennem orkan-sæsonen og status er lige nu, at frem til 1. september har der ikke været en eneste orkan. Der var tre storme, der er blevet navngivet, men som ikke har anrettet nogen skade. Nu er der en orkan, Danielle, der er på vandring. Alt tyder dog på, at den vil forblive langt ude i Atlanterhavet, og næppe vil gøre nogen skade. Der er dog tale om, at den kunne ende tæt på Europa, ud for Portugals kyst.
En tropisk storm Earl, huserer også, og foreløbigt har den medført voldsomme regnskyl over Puerto Rico, dog uden at anrette nogen større skade. Den forventes at udvikle sig til en orkan, men den vil formentligt forblive ude over havet, evt. med noget regn til følge over Barbados.
Orkansæsonen har normalt sit maksimum 10. september og indtil videre har den som sagt været usædvanligt behersket. Det er en overraskelse for klimaforskere og meteorologer, fordi vi p.t. har en La Niña-situation i Stillehavet og de høje havtemperaturer i Atlanterhavet. Det er faktorer, der normalt skulle give masser af energi til orkaner. Den Amerikanske Hav- og Atmosfære-Administration NOAA, havde således forudset en orkansæson over gennemsnittet. Man talte om 14-21 storme, heraf 10 orkaner og deriblandt 3-6 kraftige orkaner.
Det kan også teoretisk set nås endnu, men kigger man på statistikkerne, bliver sandsynligheden mindre og mindre, som tiden går. Lige nu kan man konstatere, at de første 3 måneder af sæsonen er de roligste siden 1992. Der er siden 1944 kun registreret to år foruden 2022 hvor august var helt fri for navngivne storme, 1961 og 1997. 1997 forblev et meget roligt år, mens 1961 endte med at orkanen Carla ramte Texas’ kyst i september og anrettede en del skader bl.a. med oversvømmelser.
Eksperterne indrømmer, at deres modeller og forudsigelser ikke har ramt rigtigt i år, og det har de lidt svært ved at forklare. Men det understreges, med god ret, at sæsonen stadigvæk kan nå at udvikle sig til noget slemt, bare en enkelt eller to store orkaner, der går i land, kan gøre 2022 til et alvorligt år, hvad storme angår.
Men vi får se.