Jordens katastrofale fremtid

Af Søren Hansen

Som vi flere gange har nævnt, så findes der en kolossal litteratur om alle mulige aspekter af klimasagen. Der må være titusindvis af forskere i gang, og de producerer enorme antal af artikler hvert år, hvor grundtemaet er de farlige klimaforandringer skabt af menneskehedens forbrug af fossile brændstoffer og dertil hørende CO₂-udledning.

Her skal omtales en artikel, hvor man kigger på risici i forbindelse med klimaforandringerne. Også her er der en righoldig litteratur, artiklen her alene bygger på 99 referencer, de fleste af dem videnskabelige artikler om samme emne. Artiklen her er fagfællebedømt og udgivet af et anerkendt tidsskrift: PNAS.

Der lægges hårdt ud:

Fornuftig risikostyring kræver, at man medtager overvejelser om de alvorlige og de allerværste scenarier. Men når det drejer sig om klimaforandringer, har man kun en dårlig forståelse af de mulige fremtider. Kunne menneskeskabte klimaforandringer resultere i civilisationens sammenbrud globalt eller endda udryddelse af menneskeheden? På nuværende tidspunkt er det et emne, der er katastrofalt underbelyst. Og dog er der masser af grund til at forestille sig, at klimaforandringerne kunne resultere i en global katastrofe.

Artiklen anfører, at selv IPCC har bemærket, at der ikke er mange vurderinger af de mulige skader ved en opvarmning på 3 grader eller mere. Selv ikke simple kombinerede risici, som f.eks. at en orkan ødelægger strømforsyningen og derved gør befolkningen mere sårbar over for en efterfølgende dødelig hedebølge. Det hævdes, at temperaturer varmere end 2 grader over ”førindustrielt niveau” ikke har forekommet i de sidste 2,6 millioner år. Lige den påstand holder nok ikke helt, hvis man regner fra bunden af Den Lille Istid – som jo er definitionen på ”førindustrielt niveau”.

Men forskning har slået fast, at en opvarmning over 5 grader celsius vil være ”mere end katastrofal” og 6 grader en ”global katastrofe hævet over enhver diskussion”.

Man har således fundet, at irreversible tab af Vestantarktis’ is vil blive sat i gang ved 2 graders stigning og de nuværende mængder af is vil ikke blive gendannet, selv hvis man efterfølgende når tilbage til nutidens temperaturer. Ved en global stigning på 6-9 grader celsius vil et langsomt irreversibelt tab af is i Østantarktis starte og efterhånden føre til en havstigning på 40 meter.

Det nævnes også, at klimaforandringer kunne få indflydelse på udbredelsen og smitten af infektionssygdomme, der kunne komme flere store pandemier.

Fig. 1 viser en grafisk oversigt over alle mulighederne for katastrofer.

Artiklen taler meget om ”væltepunkter” (tipping points), som f.eks. kan forstærke udslippene af CO₂. Det kan ske ved optøning af permafrosten i Arktis eller hvis hele Amazonjunglen brænder som følge af hedebølger og tørke. Men der kan også være ”væltepunkt-kaskader”, hvor ét væltepunkt udløser det næste osv. Det kunne f.eks. ske ved ændringer i skydannelsen, der udløser irreversibel opvarmning. Et tab af de højtliggende kumulusskyer kunne således bevirke en temperaturstigning på 8 grader…

Artiklen medgiver, at der er en enorm usikkerhed forbundet med alle disse muligheder. Det er umuligt at opstille sandsynligheder for, at de enkelte kalamiteter vil indtræffe. Men når vi har indsigt i de værst tænkelige udfald, så kan det få sat gang i forebyggende handling – dvs. grøn omstilling. Hvis vi fik mere viden om konsekvenserne af højere temperaturer, ville det forstærke vores vilje til at holde den globale temperaturstigning under de 1,5 eller 2 grader – som det bedste af to onder.

Man kunne også ifølge artiklen forestille sig, at indsigten i de potentielt kommende katastrofer kunne få sat gang i geoengineering, dvs. forsøg på at dæmpe solens indstråling ved at sende partikler op i atmosfæren. Her kan forfatterne dog ikke dy sig for at nævne, at hvis den ”løsning” pludseligt svigter, og partiklerne forsvinder, så kunne vi få en virkeligt katastrofal lyn-opvarmning som resultat.

Artiklen kommer nu med sit forslag til forskning i katastrofale følger af klimaforandringer i fire punkter:

• At forstå dynamikken i ekstreme klimaforandringer og deres langsigtede følger
• Udforske klima-udløste veje til massesygdom og -død
• Udforske samfundenes sårbarheder, kaskader af risici og forholdsregler mod risici
• At sammenstille alle forskningsresultaterne i ”integrerede katastrofe-vurderinger”

Artiklen konkluderer:

Der er masser af beviser på, at klimaforandringerne kan blive katastrofale. Vi kunne nå sådanne ”slutspil” selv ved moderate niveauer af opvarmning. Forståelse af de ekstreme risici er vigtig for robuste beslutninger, fra forberedelser til overvejelser af nødforanstaltninger. Det kræver, at der forskes i ikke bare scenarier med højere temperaturer, men også i potentialet for klimaforandringernes bidrag til bredere risici og kaskader. Vi mener, at det er på tide, at vi seriøst undersøger mulighederne for at udvide horisonten af vores forskning til at omfatte dette område. Det foreslåede ”klima-slutspils”-forskningsprogram viser en vej ind i dette uudforskede område. Stående overfor en fremtid med accelererende klimaforandringer, men samtidigt uvidende om de værst tænkelige scenarier, er naiv risikostyring i det bedste tilfælde og dødeligt dumt i det værste.

Artiklen tilføjer for så vidt ikke noget nyt i sig selv, den er baseret på alle sine 99 referencer og er som nævnt i konklusionen primært en opfordring: ”Send flere penge”.

Man kunne så være nysgerrig efter at dykke ned i referencerne og her er et enkelt eksempel. Det drejer sig om høstudbytterne, hvor det for majs hedder, at ved en 2 graders temperaturstigning er sandsynligheden for et 10 %’s tab i udbytte 7 %, mens der er 86 % sandsynlighed for det samme tab ved en 4 graders stigning.

Fig. 2 fra referencen viser principielt, hvad man kan forvente for høstudbyttet ved stigende temperaturer. Referencen anfører, at for hver grads stigning i den globale middeltemperatur vil høstudbytterne falde som følger: Majs: 7,4 %, hvede: 6,0 %, ris: 3,2 % og sojabønner: 3,1 %. Ændringer i nedbør kan have en vis indflydelse, men den bliver helt overskygget af effekten af opvarmningen ”uden fortilfælde”. 

Man kan her indvende, at situationen kun vil opstå, hvis landmændene absolut intet foretager sig. Men sådan er det jo ikke. De har gennem tiderne tilpasset sig til ændringer i temperatur, nedbør, længden af dyrkningssæsonen osv. Netop majs er som afgrøde flyttet nordpå, vi dyrker meget majs i Danmark nu, det gjorde vi ikke for 50 år siden. En kraftig global opvarmning – usandsynlig som den er – vil i vid udstrækning blot gøre arealer længere mod nord eller længere mod syd mere egnede til landbrug (tænk Sibirien & Canada).

Alt ovenstående arbejde er naturligvis baseret på computermodel-beregninger. Det er en hel industri, der her holder sig selv beskæftiget, og med hensyn til resultater er der frit valg på alle hylder. Man kan skrue op og ned for alarmismen efter forgodtbefindende, men hvis man vil have flere bevillinger, skal man dog helst ikke skrue for langt ned.

I alt arbejdet omkring fremtidige risici savner undertegnede mindst 3 faktorer, som i sidste ende kunne udgøre en langt større trussel mod menneskeheden end en behersket opvarmning væk fra Den Lille Istids miserable kulde.

Den første risiko er meget aktuel p.t. i form af truslen om krig, der løber løbsk. Desværre er der fremkommet en stribe af store lande med autokratisk styre, og vi har allerede set et af dem overfalde sin nabo helt uden lovlig grund. Der er altid en risiko for, at en sådan udvikling eskalerer.

Den anden risiko er forsøget på at gennemtvinge en grøn omstilling uden at have teknologien og ressourcerne til det. Det nævnes allerede nu, at befolkningerne skal ændre adfærd drastisk, hvis det skal lykkes, og det betyder, at vi vil blive udsat for en kombination af fattigdom og tvang. Det er ikke nogen god opskrift, hvis man gerne vil undgå væbnede oprør, borgerkrig og kaos.

Den tredje faktor er mere relateret til klimaet, og burde på én eller anden måde spille en rolle i alt det arbejde, der er refereret ovenfor. Hvad nu hvis vi tog fejl, og vores CO₂ ikke har alverdens indflydelse på Jordens klima, der tværtimod fortsætter sin naturlige udvikling hen imod den næste istid? Vores nuværende mellemistid har allerede varet ca. lige så længe som de foregående, og derfor er der da bestemt en risiko for, at den næste er lige om hjørnet. Og dér ville vi kunne tale om en katastrofe af ufatteligt omfang. Om den er sandsynlig eller ej, skal undertegnede ikke gøre sig klog på, men den er i hvert fald lige så sandsynlig som nogle af forskningens fantasifostre i forbindelse med drivhusgassernes indflydelse.