EU’s selvdestruktive klimapolitik

Med Ukrainekrigen og det snarligt forventede ophør af gasforsyninger fra Rusland er EU-landene på vej ud i en alvorlig energikrise, hvor det kan blive en kold omgang for mange af os i den kommende vinter. Men er det alt sammen Putins skyld, eller kan vi snarere takke os selv for, at det er endt så skidt?

Global Warming Policy Foundation har for nyligt udsendt en rapport om den europæiske klima- og energipolitik og den lægger ikke fingrene i mellem. Vi har ladet os forføre af utopiske klimamål og i den forbindelse selv ødelagt vores energiforsyning, der ellers er grundlaget for vores velstand og velfærd. Rapporten indleder med at stille følgende spørgsmål:

• Har EU medlemsstaterne reduceret deres udledninger?
• Har de reduceret dem på en omkostningseffektiv måde?
• Er EU’s politik et økonomisk godt eksempel, andre lande kan blive overbevist af?
• Er en bæredygtig og internationalt konkurrencedygtig grøn økonomi fremkommet i Europa?
• Er Europa i førertrøjen med hensyn til klimavenlig teknologi?
• Hvad har det grønne eksperiment kostet?
• Har der været uforudsete bivirkninger?
• Kan det fortsætte?
• Hvad har vi lært?

Det viser sig faktisk, at det er lykkedes for EU at nedbringe energiforbruget, jfr. fig. 1, og dermed CO₂-udslippet over de seneste 25 år. Det er bemærkelsesværdigt, fordi det vender en udvikling i retning af større og større energianvendelse, der går mindst 150 år tilbage i tiden, hvis ikke længere. Nedgangen kunne således godt anses for at være et faresignal.

CO₂-udslippet er naturligvis reduceret, fordi en del af elektriciteten nu fremstilles af solceller og vindmøller, til gengæld har lukningen af kernekraftværker, i Tyskland og England, trukket den anden vej. Men det forklarer ikke faldet i energiforbruget. Her er situationen meget mere alvorlig. Der er to hovedårsager. Den ene er den massive udflytning af energitung fremstillingsvirksomhed til lande uden for Europa, ikke mindst Kina, der har set en kolossal tilvækst i energiforbruget – primært kulbaseret – i den samme periode. Når vi efterfølgende importerer varerne, tæller de ikke med i CO₂-regnskaberner i EU. Den anden årsag til det faldende energiforbrug, ikke mindst elektricitet, hænger sammen med de meget høje priser på el i Europa, det har presset borgerne i retning af at skære ned på forbruget, hvilket alt andet lige har gjort os fattigere.

Prisen for reduktionen i udslip udgøres primært af støtten til sol- og vindenergi. Her er EU’s årlige regning p.t. ca. 69 milliarder Euro. Fra 2008 til 2021 har Unionen i alt spenderet 770 milliarder Euro til dette formål. Det svarer til næsten tre gange Danmarks årlige bruttonationalprodukt. Her har EU brugt meget mere på tilskud end hele resten af Verden, jfr. fig. 2.

EU har også brugt meget mere end de forventede samfundsomkostninger (social costs of carbon) ved stigningen i atmosfærens indhold af drivhusgasser. Her regner man med tal på mellem 50 og 100 euro / ton CO₂. Fig. 3 viser udgifterne for en række EU-lande til den grønne omstilling, målt som den betalte pris pr. sparet ton CO₂ for hhv. husholdningerne og industrien. I næsten alle lande overstiger udgifterne langt de 100 euro i sparede samfundsomkostninger. Det ville således, rent økonomisk, have været en meget bedre idé helt at lade være med at gennemføre nogen grøn omstilling.

Udflagningen af produktion har også ramt både vindmølle- og solcellebranchen. Langt det meste fremstilles nu uden for EU’s grænser, hvorved det bliver mere end tvivlsomt, hvorvidt vi er førende med hensyn til grøn teknologi, se fig. 4. Samtidigt har der ikke været nogen stor vækst i ”grønne arbejdspladser”, tvært imod er der et voldsomt tab af beskæftigelse både i solcelle- og i vindmølleindustrien.

Rapporten lægger ikke skjul på sin skepsis over for vind og sol som egnede til at erstatte fossilt fyrede (eller kerne-) kraftværker i en stabil elforsyning:

Hvis de vedvarende energikilder kunne følge med forbruget og bidrage til at sikre leverancerne, behøvede man ikke at bekymre sig så meget over nedgangen i den termiske [fossil + kerne, red.] kapacitet, men vind og sol er ufleksible og kan kun styres i begrænset omfang, og der er ikke megen tiltro til, at de kan opfylde behovet. Derfor er den hurtige nedgang i den termiske kapacitet, samtidigt med at vind- og sol-kapaciteten nåede meget høje niveauer, et stærkt vidnesbyrd om at EU’s el-system er ved at blive sårbart.

Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår vi vil opleve større strømudfald – blackouts – i Europa. England havde allerede et i 2019.

Rapporten omtaler biomasse og biobrændstoffer og påpeger, at de i mindre og mindre grad kan betragtes som ”bæredygtige”. EU-Kommissionen lægger således op til at enhver høst af træ og anden biomasse indenfor Europa til elproduktion skal ophøre allerede i 2025. Rapporten konkluderer, at EU nok vil lade biomassen forsvinde ud af billedet i al stilhed.

EU-Kommissionen synes ellers stålsat i sin overbevisning om nødvendigheden af den grønne omstilling. Den mener stadigvæk, at klimaforandringerne er ”vor tids største udfordring” og ”en mulighed for at opbygge en ny model”, inklusive ændringer, der vil ”reducere udledningerne og skabe arbejdspladser og vækst”.

At resultaterne indtil nu har været dårlige, vi har fået en usikker og meget dyr energiforsyning, tab af arbejdspladser samt økonomisk nedgang, ryster således ikke Kommissionen. Den ser tværtimod udviklingen som en stor succes, og man stræber fortsat efter, at Unionen skal være klimaneutral i 2050. Kommissionen mener også, at Europa spiller en strålende rolle som foregangsland:

[Vi] udgør allerede et godt eksempel og har fået de store internationale partnere til at opstille deres egne mål for klimaneutralitet. Nu er vi klar til at vise vejen igen, med vores detaljerede planer for opfyldelsen af disse mål.

At være førende i den globale klimakamp giver vores virksomheder fordele. Med vores investeringer i vedvarende energiteknologier udvikler vi ekspertise og produkter, som resten af Verden også har brug for. Med vores grønne omstilling af transportsektoren skaber vi verdensførende virksomheder, der kan forsyne et voksende globalt marked.

I tilgift hjælper vi med at hæve den globale ambition om at håndtere klimaforandringerne. I samarbejde med vores internationale partnere, vil vi sammen reducere udledningerne i søtransporten og luftfarten i hele Verden.

Gennem vores erfaringer, industrielle lederskab, klimadiplomati og klimafinansiering fremmer EU i høj grad den globale kamp mod klimaforandringerne.

Man kan jo åbenlyst diskutere, hvor meget udlandet faktisk følger EU’s ”gode” eksempel. Når man ser på udviklingen i det globale energiforbrug, jfr. fig. 5, så er der ikke meget, der tyder på, at resten af Verden har tænkt sig at følge i vores fodspor.

EU-Kommissionen ville ikke være EU-Kommission, hvis de grandiose planer om den videre grønne omstilling ikke var ledsaget af et eventyrligt bureaukrati, hvor der skal udgives detaljerede planer og skrives lange rapporter, som alle sammen skal godkendes af myndighederne. Måske kniber det med arbejdspladserne i sol- og vind-industrien, til gengæld bliver der en god vækst i beskæftigelsen i ministerier og styrelser i de enkelte medlemslande.

Rapportens konklusion er temmelig skarp:

EU’s klimapolitik har:

• Forringet produktiviteten i energiforsyningen, især inden for elsektoren;
• Forøget prisen på energi, især elektrisk, ved at presse på for indførelse af ustabil og uduelig vedvarende energi;
• Skabt en stærk prismæssig rationeringseffekt, der har undertrykt efterspørgslen efter energi, især elektricitet, inden for EU’s medlemslande;
• Gjort EU mere afhængig af varer og tjenesteydelser – inklusive udstyr til fremstilling af vedvarende energi – fra områder udenfor EU, primært de fossil energi-baserede Asien og Kina;
• Frembragt det længstvarende fald i energiforbrug i den moderne tid, måske det længste siden den sene Middelalder, det kan ikke udelukkes, at det vil føre til social uro.

Rapporten slutter med at anbefale følgende tiltag, til iværksættelse hurtigst muligt:

• Vi skal forøge den hjemlige produktion af fossile brændstoffer, f.eks. i Nordsøen. Tabel 1 viser som et eksempel de anslåede reserver af naturgas, der er til rådighed inden for EU’s område.
• Vi skal samtidigt nedbringe energimængden produceret fra vedvarende energi, det vil stabilisere efterspørgslen efter naturgas og derved gøre det muligt at indgå stabile langtidskontrakter med leverandører uden for Rusland – til bedre priser.
• Opgradere naturgasfyrede kraftværker til den seneste teknologi, der er mere energieffektiv og derfor bruger mindre gas pr. kWh strøm produceret.
• Komme i gang med udvinding af skifergas (jfr. tabel 1) og -olie, hvor der er rigeligt til rådighed, i hvert fald på kortere sigt.
• På længere sigt må Europa satse på en kraftig udbygning af kernekraft til el-fremstilling, men måske også til procesvarme til nogle af de virksomheder, der i dag er afhængige af fossile brændstoffer.

Det er en god rapport, der kommer langt omkring, og den er bestemt værd at læse. En af pointerne er, at lige nu forsøger vi os med en ”overgang” fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder. Det hævdes ofte, at tidligere var der en overgang fra biobrændsel (primært træ) til fossile brændstoffer. Det er dog ikke korrekt. Der er i dag et større forbrug af biobrændsel end nogen sinde før, men samtidigt er der kommet et kolossalt forbrug af kul, olie og gas. Der er således ikke tale om nogen overgang, men en kraftig vækst i det totale energiforbrug – og væksten er primært opnået ved brugen af de fossile brændstoffer.

Nu prøver EU, helt unaturligt, at stoppe væksten og omlægge massivt til sol og vind. Det er et forsøg, der aldrig er gjort før, og som ifølge rapporten vil være dømt til at mislykkes. Det forudses da også, at Kommissionen lige så stille vil lade udviklingen gå i en mere realistisk retning. Vi så det første spæde skridt med ændringen i den såkaldte taksonomi, hvor både kernekraft og naturgas kunne karakteriseres som ”grønne”. Der kommer uden tvivl mere af den slags i de kommende år.