Vi omtalte for nyligt den skelsættende dom fra USA’s højesteret, hvor den amerikanske miljøstyrelse (EPA) fik frataget muligheden for at sætte begrænsninger for kraftværkerne og olie- og gasudvindingen. Man var ellers, med henvisning til CO2 som skadevoldende, godt i gang med at implementere direktiver, der skulle tvinge alle kraftværker til at skifte til mere ”klimavenlige” brændsler og processer. Men den går ikke, sagde højesteretten. Så vidtgående direktiver skal vedtages i Kongressen.
Det var jo en god nyhed, men vi skal ikke tro, at EPA giver op så let. ”Ondskabens Imperium” er i fuld gang med at slå tilbage, og de gør ikke engang en dyd af at holde det hemmeligt, hvorfor de gør det. EPA’s chef:
Vi er fast besluttet på at bruge hele paletten af EPA’s beføjelser til at beskytte samfundet og reducere den forurening, der fører til klimaforandringer …. EPA vil fortsætte med inden for lovens rammer at opstille og gennemføre miljøstandarder, der opfylder vores forpligtelse til at beskytte alle mennesker og alle samfund fra miljøskader.
Bemærk troen: CO2 er ”forurening”. EPA er allerede i gang med næste skridt, som vi omtalte forleden. Man tager nu fat i det store olieudvindingsområde (”Perm-bassinet”) mellem Texas og New Mexico, der står for 40 % af USA’s samlede olieudvinding og 15 % af gasproduktionen. Hele området er i søgelyset pga. ozonudslip. Begrebet, der tages i brug er ”ikke-opfyldelse” (non-attainment), hvor man erklærer, at en virksomhed eller aktivitet ikke opfylder miljølovgivningen, i dette tilfælde grænseværdien for ozonudslip.
Guvernøren i Texas, Greg Abbott, tog fat i Joe Bidens regering og bad dem holde nallerne væk (”back off”), idet EPA’s tiltag ville forstyrre olieudvindingen i Texas med efterfølgende mangelsituationer og skyhøje priser ved tankstationerne. EPA’s indgriben ville reducere produktionen, forøge omkostningerne eller gøre begge dele.
Der er nu ikke noget overraskende i EPA’s udspil, da det kommer fra Afdelingen for Luft og Stråling og hvor Joe Biden udpegede en Joe Goffman som leder. Goffman er en kendt anti-fossilt-brændsel-aktivist, og er måske netop blevet sat på posten (midlertidigt) med det formål for øje.
Ozon er ikke Joe Biden-regeringens eneste angrebsvinkel på de fossile brændstoffer. Der er netop udsendt en ny plan for salg af leasingkontrakter på arealer til offshore udvinding af olie og gas over de næste fem år. Planen er bemærkelsesværdig, fordi der slet ikke udbydes arealer ved Atlanterhavs- eller Stillehavskysterne. Der er udpeget en enkelt lokation ved Alaska og ellers 10 i den Mexicanske Golf. Hvert år vil der blive udbudt mellem 0 og 2 kontrakter således, at der efter de 5 år kan være udbudt alt mellem 0 og 11 kontrakter. Man lægger ikke skjul på, at klimahensyn vejer tungt, og hvis det på nogen måde kan forsvares, vil tallet ende på nul for de fem år.
Indenrigsminister Deb Haaland udtaler:
Fra dag ét har Præsident Biden og jeg gjort det klart, at vi er fast besluttede på en overgang til en økonomi baseret på ren energi. I dag fremlægger vi en mulighed for det amerikanske folk at overveje og give input til fremtiden for offshore olie- og gas-leasing.
Planen skal nu igennem en 90-dages høringsfase, hvorefter ministeriet vil udsende den endelige version. Planen er sent på den, den gamle er allerede udløbet, og det nye forslag blev udsendt lige før 4.-juli-fridagene, hvor offentlighedens opmærksomhed var fokuseret på noget andet. Tydeligt nok prøver Bidens regering at få tingene lusket igennem, så de kan ”bekæmpe klimakrisen”.
Og så var der Joe Biden, der egenhændigt fik jokket i spinaten noget så eftertrykkeligt, efter at han selv har drevet USA ud i energikrisen:
Mit budskab til selskaberne, der driver tankstationer og beslutter prisen på benzin ved standeren, er simpelt: Dette er en tid med krig og store farer. Sæt priserne ned på jeres standere, så de svarer til hvad I giver for produkterne. Og gør det nu.
De fleste tankstationer i USA er små privatdrevne foretagender og deres prissætning afspejler 100%, hvad de må betale, når tankbilen kommer forbi med nye forsyninger af benzin. At læsse ansvaret for konsekvenserne af sin egen fejlslagne politik over på små erhvervsdrivende er langt under lavmålet for en amerikansk præsident.
Tak til Francis Menton fra The Manhattan Contrarian