En grønnere planet, Klimarealisme i medierne

Hjælper mere CO2 planterne?

Der er en indædt modstand i mange forskningskredse mod at acceptere, at atmosfærens stigende CO2-indhold og den samtidige lette globale opvarmning kan medføre noget som helst godt.

Et nyligt eksempel er noget ”forskning” i væksten af planter i kystnære vådområder. Her har man udført langtidsforsøg i nogle bokse indrettet således, at de skulle simulere forholdene ved kysten (i Maryland, USA) meget nøje. Man har ladet nogle af planterne gro i forhøjede koncentrationer af CO2 i luften og sammenlignet tilvæksten i planterne. CO2-indholdet var helt oppe på over 600 ppm. Forsøgene startede tilbage i 1987, og i de første 20 år gik det rigtigt godt for planterne med det forhøjede CO2-niveau, de havde stor tilvækst både over jorden og af rødderne, sammenlignet med planter, der stod i den nuværende koncentration af CO2.

Forskerne forsøgte at simulere virkeligheden ved samtidigt at hæve vandniveauet i boksene, svarende til en stigning fra 1987 til 2007 på 15 centimeter. Efter 2007 blev planterne jævnligt oversvømmet med saltvand, og det satte deres ekstra vækst helt i stå. Således kan vi igen se, at CO2 ikke på nogen måde er gunstig for plantevæksten, og alle er tilfredse.

Næsten. 15 cm’s stigning på 20 år svarer til 7,5 mm om året. Selv satellitterne måler under det halve, og den reelle stigning af verdenshavene ligger på knap 2 mm/år. Så vores planter her har været udsat for en helt urealistisk situation, og derfor har forsøgsresultaterne meget lidt værdi – ud over at de er gavnlige for klimasagen.

Heldigvis er der også mere lødig forskning i området, og en af CO2’s uomtvistelige fordele er, at det højere indhold i atmosfæren medfører, at planterne udnytter fugten og vandet i deres omgivelser meget mere effektivt.

Mekanismen er velkendt. Planternes blade har nogle porer, hvorigennem CO2 optages. Planterne kan styre åbningen af porerne, for at sikre tilstrækkelige forsyninger. Samtidigt vil planten miste vand ved fordampning gennem porerne. Nu er fidusen, at det højere CO2-indhold tillader planten at åbne sine porer mindre, og derved reduceres tabet af vand gennem dem.

Det er en målbar og drastisk effekt, man finder her. Fig. 1 viser et eksempel fra forsøg med sojabønneplanter, hvor man lod nogle gro i en atmosfære med det dobbelte CO2-indhold af det nuværende. Målingen, der kaldes water-use efficiency (WUE), er i mængde kulstof optaget pr. mængde vand, der var til rådighed. Effektiviteten af vandudnyttelsen steg med over 200 %.

Fig. 1: Planternes optag af CO2 i mikromol pr. millimol vand til rådighed. De 3 søjler til venstre er ved det nuværende CO2-indhold, de 3 til højre ved en fordoblet koncentration. WW = godt vandet, MD = moderat tørke, SD = svær tørke.

I træer ude i naturen har man kunnet måle forbedringer i vandoptaget bare som følge af stigningen fra de 280 ppm CO2 i ”førindustriel tid” til de nuværende ca. 420 ppm. Der har været tale om stigninger på helt op til 60 %.

Der refereres en større undersøgelse globalt, hvor resultatet er vist på fig. 2. Her ser man hvordan man samtidigt har opnået mere plantevækst og mindre vandforbrug. Tilvæksten i kulstof pr. mm regn er steget med 21 % i perioden 1980-2010. 

Fig. 2: Global udvikling i vandoptaget 1980-2010, her målt i g kulstof pr. mm regn.

Fig. 3 viser situationen geografisk fordelt, hvor næsten alle egne i Verden viser er positiv udvikling med mere plantevækst i forhold til den til rådighed værende vandmængde.

Fig. 3: Den geografiske fordeling af tilvæksten i mg kulstof pr. mm regn pr. år.

Forsøgene viser klart, at vi kan forvente en endnu større effekt af den fremtidige stigning i CO2-indholdet, så selvom nogle af klimamodellerne måske spår om stigende tørke, er det her en mekanisme, der vil modvirke den negative effekt af ”klimaforandringen”, og alt i alt ender vi med en gevinst.

Selvfølgeligt kræver det, at man ikke drukner det hele i saltvand…

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Ingrid Schmall

    Der Gemüseanbau in Gewächshäusern dient doch mittlerweile als lukrative CO2 Senke für CO2 aus CO2-abscheideeinrichtungen.

  2. Hollænderne har lavet forsøg med øget CO₂ i drivhuse.
    Det er ikke så rentabelt som ønsket.

    CO2 Enrichment
    https://www.dutchgreenhouses.com/en/technology/co2-enrichment/

    • Søren Hansen

      Der står nu ikke noget om rentabilitet i din reference. Der gennemgås nogle tekniske aspekter ved indblæsningen af CO₂, og advares mod en uensartet fordeling, der kan føre til forskellig vækst af planterne. Artiklen ser i øvrigt ud til at være fra ca. 1990, ud fra den opgivne koncentration af CO₂ i atmosfæren – 350 ppm – at dømme.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*