Det klima-industrielle kompleks i Danmark er et interessefællesskab imellem klimaindustrien, politikere, medier og forskere, som ønsker at tvinge en energiform igennem både hjemme og ude. Energiformen er vedvarende energi.
Hvis det klima-industrielle kompleks får gennemført sin politik, vil det føre til fortsat fattigdom i verden. Men det er der heller ikke meget, som tyder på.
Klimaindustrien er fællesnævner for en lang række producenter og serviceerhverv. Her skal nævnes vindmøllefabrikanter, vinduesfabrikanter, automatikfabrikanter, isoleringsfabrikanter, installatører af solceller, varmepumper og vindmøller. Alle har de ønsket om mest muligt salg og profit. Kan man få politikerne til at lovgive om øget vedvarende energi og helst med tilskud, så er vejen banet for øget salg og profit til klimaindustrien. Det kan minde lidt om kleptokratiet i Rusland.
Green Power Denmark er en nyetableret samlende organisation med den tidligere Venstre-minister Kristian Jensen som direktør. Det vil være en yderligere styrkelse af det klima-industrielle kompleks.
Politikerne skal genvælges, og det lærte nogle partier på den hårde måde ved sidste folketingsvalg, som blev et klimavalg. Grønne partier kan sammenlignes med et forsikringsselskab, som yder beskyttelse imod de ulykker, som følger med fortsat udledning af CO2. Forsikringspræmien er enorm, men den ser vælgerne først på et senere tidspunkt, og en stor del af forsikringspræmien bliver væltet over på børn og børnebørn.
Medier ønsker flere seere og læsere. Negative historier sælger bedre end positive historier. Det ved medierne. Derfor er medierne fyldt med historier om ekstremvejr, selvom vi ikke har fået mere ekstremvejr. Til gengæld fortæller medierne ikke, at verden er blevet grønnere, eller at høstudbyttet stiger på grund af stigende CO2 i atmosfæren. Alarmerende klimaforskning har nærmest fri adgang til medierne. Politikere fra det klima-industrielle kompleks har ligeledes let adgang til medierne. Det samme gælder grønne bannerførere som Greta Thunberg.
Forskerne har nydt godt af øgede politiske bevillinger til klimaforskning. Det har resulteret i flere job, karrieremuligheder og forskerbevillinger. Samarbejdet imellem forskere og medier om alarmistiske forskningsresultater nyder fremme. Alarmistisk forskning fører til flere bevillinger fra politikere i det klima-industrielle kompleks.
Repræsentanter for det klima-industrielle kompleks har et mantra. Danmark skal være foregangsland i den grønne omstilling. Det er en kynisk betragtning, som ser bort fra verdens sande tilstand.
Danmark er et rigt land, hvor befolkningen for længst har fået dækket de mest basale behov. Derfor har vi delvis råd til den grønne omstilling. Det er årsagen til, at Danmark været i stand til at nedbringe det årlige udslip af CO2.
Sådan er det ikke ude i verden. Her kæmper mange mennesker med at overleve på et eksistensminimum. Her er hverken råd eller tid til at tænke på grøn omstilling.
I de senere år er milliarder af mennesker bragt ud af fattigdom. Det er sket gennem industrialisering med anvendelse af billig energi.
Derfor accelererer verdens udledninger af CO2. Stigende udledninger af CO2 er et tegn på, at verden bliver rigere og et bedre sted at leve for menneskene.
Førende for denne industrielle udvikling har været Kina. Kina er derfor et foregangsland for den ikke-vestlige verden på, hvordan industrialisering og billig energi kan bringe velstand og indflydelse til et land. Kina har stadig mange fattige mennesker, så udviklingen vil fortsætte.
Udviklingen vil også fortsætte i mange andre ikke vestlige lande og atmosfærens indhold af CO2 vil fortsat accelerere i en ikke-overskuelig fremtid.
I vestlige lande gør man sig store bekymringer under indflydelse af klimamodellerne fra FN/IPCC samt påvirkningskampagner fra det klima-industrielle kompleks.
Klimamodellerne har vist sig at overdrive global opvarmning og møder stigende kritik fra førende klimaforskere.
Det klima-industrielle kompleks tilbyder ikke-vestlige lande et dyrt og ustabilt energisystem, som kræver, at et traditionelt kraftværk træder til, når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner.
Det klima-industrielle kompleks tilbyder ikke-vestlige lande et liv i fortsat fattigdom.
Danish
”EU policy on climate change is right even if science was wrong, says commissioner.” Sådan lød en overskrift i britiske ”The Telegraph” d. 16. september 2013. Udtalelsen kom fra EU’s daværende klimakommissær og senere fremtrædende repræsentant for det klimaindustrielle kompleks Connie Hedegaard. Artiklen uddyber: “Let’s say that science, some decades from now, said ‘we were wrong, it was not about climate’, would it not in any case have been good to do many of things you have to do in order to combat climate change?”
Dette retoriske spørgsmål har først fået substans i løbet af de seneste måneder. Den første energikrise i 70’erne førte ganske fornuftigt til en flerstrenget varme- og energiplanlægning, hvis væsentligste nye element var det danske naturgasprojekt. Til forskel fra den grønne omstillings følelsesdrevne målsætninger, luftige milliardprojekter og teknologiske fugle på taget beroede etableringen af naturgasnettet på kolde kalkuler. Fantasiforladte økonomer i bl.a. daværende DONG kontrollerede, om selv den mindste planlagte udbygning af nettet opfyldte krav om såkaldt balancepris (nettets betalingsevne pr. kubikmeter gas) og andre rentabilitetsparametre.
Der har indfundet sig et forfriskende nybrud i dansk infrastrukturplanlægning. Den aktuelle energikrise har ikke fået det sædvanlige klimaparnas til at ryste på hånden, selv om det burde være klart for de fleste, at grøn omstilling ikke er leveringsdygtig i hurtige løsninger. Og det bliver dyrt. Prisen på kritiske komponenter til fremstilling af stærke magneter, batterier og andre af den grønne omstillings nødvendigheder er eksploderet for blot at nævne en enkelt kilde til ukontrollable fordyrelser. F.eks. blev prisen på litium seksdoblet i 2021, altså før Rusland angreb Ukraine. Siden er priserne på de sjældne jordartes metaller og andre nødvendige grundstoffer næppe faldet til ro. Markedet kontrolleres af Kina, som ikke forsømmer nogen anledning til at slå på tromme for grøn omstilling. Logikken synes at være, at da den grønne omstilling skal forhindre verdens undergang, behøver vi ikke at se på tilbagebetalingstiden.
Oven i dette er der i Danmark opstået en dobbeltmoralsk holdning til såkaldt sort energi. Vi gyser ved tanken om sort egenproduktion, men import af sort energi har vi ingen problemer med. For ikke så mange år siden var Danmark selvforsynende med energi. Suk!
Det er altsammen så meget rigtigt. Det vigtige spørgsmål er så: Hvad kan vi gøre ved det?
Jeg kan kun se meget drastiske løsninger, hvis dette vanvid skal stoppes.
1) Uddannelse. Uddannede mennesker er vanskeligere at manipulere end ikke uddannede. Derfor skal der blæses til kamp for den sorte skole. Eller for den gammeldags skole, hvor matematik, fysik, kemi, geologi og andre hårde fag kommer i højsædet. Uddannelsen er blevet stadigt forringet af personer (det klima-industrielle komplex inkl. politikere), som ser det som en fordel at have en befolkning af uvidende mennesker, som de kan trække rundt ved næsen.
2) En fundamental ændring af vort politiske system, som for mig at se ikke er demokratisk. Vi har et folketing, som består af en selvsupplerende forsamling af exhibitionister, der sidder i folketinget, fordi partiforeningen har peget på dem, og partiledelsen dernæst har godkendt dem. Det er med andre ord langt under 5% af befolkningen, der bestemmer hvem, der overhovedet kan stille op til folketingsvalg. Derfor vil vi stadigt få den samme type mennesker, med de samme meninger og den samme uvidenhed valgt ind. Igen og igen. En sådan forsamling skal ikke være tilladt at træfffe væsentlige og vidtrækkende beslutninger for hele befolkningen. Mest muligt skal besluttes lokalt. Mindst muligt centralt.
3 Vi må få hele det klima-industrielle kompleks rullet op for offentligheden, så vi kan se, hvilke interesser de mange direktører, konsulenter, lobbyister, forskere har. Der skal være gennemskuelighed, så alle kan se, at en direktør i Vestas har plejet omgang hele livet med embedsmænd i finansministeriet, hvis han da ikke ligefrem kommer derfra.
4 Beslutningerne skal decentraliseres mest muligt. Om man vil have naturen plastret til med vindmøller eller dækket til af solceller bør være en lokal beslutning altid. Altid.
5 Politikere skal altid kunne stilles til ansvar for deres beslutninger. Og kunne straffes om nødvendigt, – med andet end næser.
6 Information til folket. Massiv information til folket om de reelle omkostninger ved politikernes beslutninger. Igen og igen oplever vi, at væsentlig information skjules, at tal bortcensureres fra taleskrivernes taler til ministrene, at der lyves om omkostninger og møder holdes uden referatføring, hvilket normalt er forbeholdt uhæderlige mennesker.
Der er nok at tage fat på. Hvis ikke der sker noget ganske snart, så går vort demokratiske samfund i opløsning. Folk nægter at betale skat. Folk gider ikke stemme – for der er kun de samme politikerskabeloner at stemme på. Folk vil miste troen på fremtiden, og de bedste forlade landet, fordi de plyndres af det industrielle klima-industrielle komplex, som reducerer dem til slaver.
Kære Claus
Enig langt henad vejen og det er en vigtig og svær kamp mod stærke kræfter.
Kampen kan kæmpes i vores lokale omgivelser. Jeg har eksempelvis en søn der går i gymnasiet hvor de unge udsættes for klimakrisepåstande. Jeg prøver at påvirke gymnasiet til også at få kritikere af alarmismen hørt. Professor emeritus Johannes Krüger er god, synes jeg. Jeg deler gerne hans nylige præsentation på https://youtu.be/04P5Lui12Iw?t=38.
“Hvis det klima-industrielle kompleks får gennemført sin politik, vil det føre til fortsat fattigdom i verden”
– bemærk endvidere, at dette økonomisk/industrielle fællesskab også har en ‘åndelig’ forgrening, ‘Klimakirken’:
“How is it that much of the Western world, and Europe in particular, has succumbed to the self-harming collective madness that is the climate change orthodoxy? It is difficult to escape the conclusion that climate change orthodoxy has in effect become a substitute religion, attended by all the intolerant zealotry that has so often marred religion in the past, and in some places still does so today.
Throughout the Western world, the two creeds that used to vie for popular support – Christianity and the atheistic belief system of Communism – are each clearly in decline. Yet people still feel the need both for the comfort and for the transcendent values that religion can provide. It is the quasi-religion of green alarmism and global salvationism, of which the climate change dogma is the prime example, that has filled the vacuum, with reasoned questioning of its mantras regarded as little short of sacrilege…”
Artiklen er fra 2015, men stadig værd at læse:
https://business.financialpost.com/opinion/carbon-week-the-church-of-climatism
Seneste folketingsvalg var ikke et klimavalg! Det er en af de myter, der er blevet fortalt så mange gange, at selv Jørgen Keinicke tror på den.
I 2019 gik Enhedslisten og Alternativet til valg med et program på en reduktion på 70%. Alle øvrige partier gik til valg på kun 40%. (Og da havde vi allerede reduceret med de 35%). Mere end 90 % af vælgerne stemte på et parti der gik ind for 40%. Under regeringsforhandlingerne EFTER valget skiftede samtlige partier – minus NyeBorgerlige – holdning til 70%. Men det ændre jo ikke valgresultatet. Vælgerne ønsker 40%. Politikerne ønsker 70%. Det har jeg skrevet mere om i https://klimarealisme.dk/2021/09/27/enhedslistens-totale-klima-sejr-over-de-borgerlige/. Forløbet er i øvrigt helt i tråd med din glimrende artikel.