Klimadiktaturets velsignelser

Det måtte jo komme. Klimahysteriet er efterhånden nået op på et niveau, hvor man seriøst begynder at tale om, at de normale demokratiske rettigheder må sættes ud af spil, for at vi kan tackle klimatruslen tilstrækkeligt effektivt. Et forbillede har her været nedlukningerne i forbindelse med corona-virussen. Når regeringerne i den grad kunne sætte begrænsninger på folks frihed og rettigheder, så må det ligge lige for at gøre det samme i kampen mod klimaforandringerne.

Marc Morano fra Climate Depot, og forfatter til bl.a. bogen ”Green Fraud” har længe advaret mod de tendenser og er blev afvist med hånlige bemærkninger fra mange sider. Men måske bør man holde igen med hånen nu her ved udgivelsen af en artikel, skrevet af en Ross Mittiga og udgivet af Cambridge University Press.

Heri nævnes nødvendigheden af et autoritært miljø-styre for at sikre den stærkt påkrævede aktion over for klimaet. Her har de vestlige demokratiske stater ind til nu slet ikke gjort nok for at afværge klimakrisen. Det er så artiklens påstand, at visse mindre demokratiske stater har lykkedes med sådanne initiativer, men det er uvist hvilke stater, der er i tankerne.

Mittiga nævner derefter et eksempel fra fiktionens verden: Bogen og tv-serien ”The Handmaid’s Tale” hvor det rædselsfulde regime i staten Gilead praler af effektivt at have nedbragt CO₂-udledningerne på kort tid. Selvfølgeligt har man her visse menneskerettighedsproblemer (for at sige det mildt…), men alligevel er effektiviteten forbilledlig på en måde, ifølge Mittiga.

Mittiga fortsætter med at opstille de to definitioner på et lands styre: Det realistiske og det moralistiske. Førstnævnte fokuserer på at løse problemerne og sikrer derved befolkningens tryghed, mens moralismen hele tiden vil sikre frihedsrettigheder, medbestemmelse og vidtgående hensyn til befolkningen. Problemet er nu, at denne styreform slet ikke kan sikre de vidtgående tiltag, som klimakrisen påtvinger os. Historien har vist, at stillet over for store udfordringer, som f.eks. krig, skifter styret i retning af det realistiske.

Mittiga giver eksempler på hvor ineffektivt vores nuværende regeringer har været i stand til at modvirke klimakrisen, der snart vil udvikle sig til en trussel mod vores eksistens. Det er ikke lykkedes at indføre drakoniske CO₂-skatter, og ytringsfrihed har forhindret bekæmpelsen af klimabenægteri og misinformation. Der har været en masse brok over f.eks. små tiltag som ændring af folks kostvaner, og større tiltag, f.eks. begrænsninger i folketallet, har været helt umulige.

Mittiga drømmer om, at den realistiske styreform vil blive fremmet af klimakrisens håndtering, og at vi derefter kan beholde den, da den jo er meget mere effektiv til at tackle andre problemer i samfundet.

Der er selvfølgeligt et fundamentalt spørgsmål om, hvor alvorlig en sag skal være, før den berettiger en regering til f.eks. at indføre nødlove eller andre indskrænkninger i folks friheder og medbestemmelsesret. Hvem afgør, at sagen er graverende nok?

Når det drejer sig om klimaet, er Mittiga ikke i tvivl:

Først og fremmest, og mest åbenbart, ser vi klimaforandringerne i forbindelse med deres følgevirkninger. Som helt klart dokumenteret i den seneste IPCC-rapport, forårsager klimaforandringerne allerede nu massive folkeflytninger, tab af høstudbytter, sult og tørke, ekstremt vejr og nye sundhedskriser i mange regioner og lande.

Sådan! Mittiga har vist ikke læst IPCC’s rapport overhovedet.

Men det forhindrer ham ikke i at vrøvle videre om millioner af dødsfald fra varmebølger, fremtidens (modelberegnede) kalamiteter mht. fødevareforsyningen, ekstremvejr osv. osv.

Vi må handle hurtigt for at stoppe hele denne katastrofale udvikling, og det vil kræve en indskrænkning af demokratiet og overgang til autoritære (= diktatoriske) styreformer. Der skal bruges ufattelige summer på vindmøller og solceller og skatterne må sættes op for alle.

Blandt de midler, som de nye autoritære styrer skal gribe til, er indskrænkning af kødspiseri, censur over for klimabenægtere, indskrænkninger i ejendomsretten over for virksomheder og energiselskaber m.v. Alle, der søger at blive valgt som politikere eller at blive ansat i regeringen, skal igennem en test for at se, om de har den rette indstilling til klimaet (læs: Tro).

I fremtiden skal regeringerne i deres arbejde fortsætte med at inddrage hensynet til naturen og de kommende generationer, og i den forbindelse skal der gives mere magt til relevante ”eksperter” – det er vel folk som Michael Mann eller vores hjemlige Sebastian Mernild, der her tænkes på.

Tak for kaffe!

Flere omtaler og anmeldelser af artiklen har erklæret sig temmelig rystet over dens budskaber. Det har altid være fristende at suspendere demokrati og rettigheder i en eller anden god sags tjeneste, men det er jo netop de elementer i vores samfund, der sikrer os en tålelig tilværelse på længere sigt. Indskrænkninger i ytringsfriheden vil føre til en lukning af den ærlige debat, der er nødvendig for, at vi ikke havner på et vildspor. Bekæmper man således ”klimabenægteri”, vil man ende i en katastrofal verden, hvor hovedløs grøn omstilling meget vel kan have ødelagt energiforsyningen og dermed samfundet.

Problemet med enhver form for autoritære beføjelser til en regering er også, at de så let bliver en vane, de er gode redskaber til at bevare magten og sikre et rart liv til magthaverne selv og deres kumpaner. Det har vi set utallige eksempler på, også i den nylige historie. Som Winston Churchill engang udtalte: ”Demokratiet er den værste styreform, undtagen alle de andre.” Det citat kender Ross Mittiga nok ikke.