Anmeldelse: Klima Antiklimaks

Bogen, skrevet af Kent Andersen, var på en gang utroligt fornøjelig læsning og samtidigt en uhyggelig omgang. Kent Andersen er en norsk forfatter, der har arbejdet tyve år i reklamebranchen. Når han nu har skrevet en bog om klimasagen, er det ikke ud fra et naturvidenskabeligt eller teknisk udgangspunkt, men derimod socialt og ikke mindst (masse-)psykologisk.

Andersen lægger hårdt ud med 13 fakta om klimaet, her et udvalg:

• I praksis er det umuligt at skære i CO₂-udslippet
• Vi kan ikke ”styre” Jordens klima
• Alle spådomme om klimakatastrofer de sidste 30 år har fejlet
• Opvarmningen de sidste 150 år viser bare, at klimaet varierer, som det altid har gjort
• Solforskerne mener, at Solen er på vej ind i en hvileperiode
• Videnskab er ikke demokrati eller politik
• Der findes ikke nogen grøn omstilling
• Klimasagen er politisk og hverken miljøbeskyttelse, videnskab eller teknologi
• Sol og vind kan ikke erstatte fossil- eller kernekraft
• Klimakrisen er altid kun negativ, og altid ”et andet sted”, ikke lige hos os.

Derefter gennemgår han hele klimasagen, startende med klimavidenskaben, derpå den grønne omstilling og til sidst klimapolitikken. Han påviser klart, hvordan sund videnskab efter kort tid blev korrumperet og ensrettet, med det resultat, at det store flertal af klimaforskere løb i den samme retning. Teorierne om den CO₂-forårsagede globale opvarmning og den tilstundende klimakatastrofe fik hurtigt et solidt tag i politikerne, ”eliterne” og i et vist omfang i befolkningerne. Metoderne var helt i overensstemmelse med, hvad Kent Andersen oplevede i reklamebranchen, hvor det jo også gælder om at bibringe så mange som muligt en bestemt opfattelse. Om det går ud på, hvorvidt et givent vaskepulver er det bedste, eller om vi er undergangen nær, gør ikke den store forskel.

Og resultatet var imponerende. Enorme pengesummer begyndte at tilflyde klimavidenskaben, universitet efter universitet oprettede deres egne klimafdelinger, og alle kastede sig over opgaven med at opbygge klimamodeller, der udmærker sig ved stort set alle sammen ikke at stemme overens med virkeligheden. Aktivister kom på banen og politikerne profilerede sig ved at være ”grønne”.

Som der står i bogen: ”Informationsmængden om klimaet er så stor, kompliceret og uoverskuelig, at ingen længere forstår hvad, der er sandt, hvad som er statistik, hvad som er aktivisme, og hvad som er politik.”

Vi er nu nået en situation, hvor ”klimatoget” slet ikke kan standses mere. Der er alt for mange involverede, alt for mange penge og alt for megen prestige i sagen. Selv om der skulle falde sne i hele Nordeuropa i juli måned, eller vi røg ind i en ny Lille Istid, ville det ikke gøre nogen forskel.

Det er her, at bogen bliver uhyggelig. En massepsykose – med stærke paralleller til religion – har grebet størstedelen af videnskaben, medierne og politikerne. Ingen fakta kan få dem til at skifte mening. Reelt er f.eks. Klimarealismes mission således håbløs ifølge Kent Andersen.

At videnskaben er hullet, ulogisk og ikke har alverden med virkeligheden at gøre, spiller ingen rolle her. Folk tror hvad de vil tro – ikke hvad de faktisk ser foran sig. Politikerne løber bevidstløst med.

Der er et pragtfuldt eksempel (blandt mange) i bogen, her om helleflyndere. Et eller andet lyst hoved fandt på, at man skulle begynde med at opdrætte helleflyndere. Det var ikke nogen oplagt idé, mange andre fisk vokser meget hurtigere og er mere værdifulde på markedet. Forskeren fik en bevilling, gennemførte forsøg, som han betegnede som ”lovende” og fik mange flere penge. Andre forskere kastede sig nu over dette ”lovende” forskningsfelt, og de fik også bevillinger. Snart rullede snebolden, og den norske regering endte med at bruge milliarder på forsøgene med opdræt af helleflyndere. Der var kritiske røster, der forsøgte at tale fornuft ind i sagen, men de blev undertrykt, fordi der nu var så mange penge i denne forskning. Til sidst kom der absolut intet ud af det.

Parallellen til klimaforskningen er helt tydelig. Også her starter man ud på et meget løst videnskabeligt grundlag, der dog hurtigt bliver låst fast, og så ruller toget med guld og grønne skove. Med udsigt til penge og prestige hopper flere og flere forskere med på toget. Det er næsten lige meget, hvad de kommer frem med af resultater, de skal for Guds skyld bare ikke rokke ved klimasagens centrale dogmer.

Alt sammen er selvfølgeligt finansieret af skatteyderne i Verden. Der er ofret ufattelige summer på videnskaben og endnu større beløb på den grønne omstilling.

Men hvis man tænker sig om og ser på det helt centrale dogme: ”Vi skal bare nedbringe vores CO₂-udslip i passende omfang, så vil temperaturen stabilisere sig (eller falde) og så bliver alt godt igen” – ja så må man jo erkende, at det er bundløst naivt. Klimaet har altid forandret sig, og for 150 år siden var det ikke specielt rart, det var småkoldt og planterne led under det lave CO₂-indhold i luften. Meget tyder på, at vi faktisk nu er nærmere det ideelle klima, end Jorden har været i mange hundrede år.

Hvordan har så mange mennesker kunnet falde for så åbenlyst dumme tanker?

De praktiske konsekvenser har været meget alvorlige, ikke mindst i form af de voldsomme anslag mod energiforsyningen og udbygningen med ubrugelige vindmøller og solceller. Bogen her er jo norsk, og i Norge har udbygningen med vindkraft meget dystre årsager. Norge var 100 % selvforsynende med strøm fra vandkraft, helt og aldeles CO₂-fri. Alligevel begyndte man at plastre hele naturen til med vindmøller. Årsagen var dybest set den europæiske integration af energiforsyningerne. Tyskland er ved at begå energimæssigt harakiri med nedlæggelse af sine kernekraftværker og kulfyrede ditto. I stedet har man opstillet en masse vindmøller, der producerer uhyggeligt lidt strøm. Når vinden ikke blæser, har tyskerne så et godt øje til den norske vandkraft, der nu bliver importeret i stadig større mængder. Det er svært at se, hvad Norge får ud af det.

Opstillingen af de norske vindmøller er et kapitel for sig. Store kapitalinteresser er gået aktivt ind, fordi investeringerne pga. massive statstilskud er fuldstændigt risikofrie. Hvem betaler? Skatteyderne, nok en gang.

Den grønne omstilling indebærer mange absurde tiltag. Australien havde en velfungerende elsektor med lave priser, primært baseret på kulfyring. Så begyndte man på at installere vindmøller og solceller. Det har givet store ubalancer i nettet, og selvom sol og vinds andel af den producerede energi er beskeden, har ændringerne allerede ført til en fordobling af elpriserne.

I Tyskland har man talt om ideen med at bruge folks elbilers batterier som backup i strømforsyningen, når det kniber. Kent Andersen har regnet på sagen, og når frem til, at hvis elbilerne skal kunne understøtte elforbruget i seriøst omfang, skal der være 123,5 millioner Tesla S85 til rådighed. Det betyder at hver eneste tysker, mellem 1 og 101 år skal købe sig 1½ Tesla…

Forfatteren har i det hele taget et godt øje til elbiler, der pga. pris og kort rækkevidde næppe vil være løsningen på ret meget. Elbilen giver ejeren ”rækkevidde-angst, lade-angst, venteburgerfedme og ladekøslagsmål”…

Den grønne omstilling er langt hen ad vejen baseret på teknologi, vi slet ikke har endnu. Tænk på batterier til en overkommelig penge, brint, Power to X, og hvad der ellers skal sikre en stabil forsyning, når vindmøllerne står stille, og solen er gået ned. Hvordan kan vi i fuldt alvor nedlægge eksisterende velfungerende kraftværker, når vi reelt ikke har noget at erstatte dem med?

Det bekymrer dog ikke vindindustrien det mindste. Som der står i bogen: ”Vindmølleparker høster ikke vind og omdanner den til strøm. Vindmølleparker høster offentlige midler og omdanner dem til profit.”

Hele klimasagen er som nævnt mere en religion end noget som helst andet. Vi er truet af klimaforandringernes ondskab, og vi må gøre noget for at formilde den. Det gør vi så ved at opstille en masse nyttesløse vindmøller og ødelægge vores energiforsyning. Bogen sammenligner os med de gamle aztekere, der praktiserede menneskeofringer for at afværge tørke. Bare man rev hjertet ud på tilstrækkeligt mange stakler, så ville regnen komme.

Det er dystre konklusioner, bogen når frem til. Det kollektive vanvid har så fast et greb i menneskeheden, i hvert fald her i Vesten, at det er svært at se, hvordan vi skal komme ud af det igen, før ødelæggelserne af vores energiforsyning – og medfølgende nedbrydning af samfund og sociale sammenhængskraft – går for vidt. Forfatteren har ikke noget bud på en løsning – og det er på en gang udtryk for realisme, men også stærkt skræmmende.

Bogen er, trods det mørke budskab, skrevet i et dejligt bramfrit og humoristisk sprog. Her er en lille (uoversat) smagsprøve i forbindelse med diskussionen om geotermiske boringer, som Norge åbenbart har fravalgt som løsning:

Hvorfor i tjukkeste tyttebærlyngen skal Norge drive med vindkraft og hydrogen, som absolut alle andre har prøvd seg på, og som feiler hver gang? Og hvorfor skal Equinor – som faktisk driver med brønnboring – begynne med vindkraft av alle dumme ting?

Bogen er som sagt ikke (klima-)videnskabelig, og netop her er dens argumentation nok svagest, uden at være direkte forkert. Forfatteren har valgt ikke at underbygge teksten med noter, der er ikke en eneste, men til gengæld en litteraturliste til sidst. Det ville nogen nok angribe, men så vidt denne anmelder kan se, er der ikke meget i bogen, der er forkert, men en frygtelig masse, der rammer lige på kornet. Bogen er som sagt på norsk, men let læst og i øvrigt i en nydelig indbinding af god kvalitet.

Her er den oplagte julegave til en klimarealistisk person.

https://cdon.dk/boger/klima-antiklimaks-hvordan-gronn-gruppetenkning-tok-livet-av-fornuften-p54714922