Alle kan nok huske de tragiske optagelser af hvalrosser, der kastede sig ud over en klippekant, mens Sir David Attenborough med gravrøst fortalte os, at det var forårsaget af klimaforandringerne, fordi der ikke mere var havis til rådighed for de kære dyr. Derfor måtte de gå på land, og da der ikke var plads nok nede på stranden, søgte nogle af dyrene op i højderne, og derfra var de for dumme til at finde ned igen. Omtrent sådan lød historien, og budskabet var selvfølgeligt, at det var os onde menneskers skyld, med vores udledninger af CO2 og tilhørende global opvarmning. Nu måtte vi i gang med at bygge vindmøller…
I virkeligheden var historien slet ikke sand. Jo, hvalrosserne røg ud over klippekanten og styrtede i døden, men det er noget, de har gjort mange gange før. De er vant til at gå i land i store antal, og når der ikke mere er plads på stranden, søger nogle op i højderne. Her bliver de skræmt af isbjørne, der bagefter får sig et festmåltid nede på stranden. Attenborough & Co. glemte behændigt at vise isbjørnene.
I år er der imidlertid dårligt nyt for de isbjørne, der måske har slået sig ned oppe på skrænten i håb om, at der bliver udbragt mad. Forklaringen er den enkle, at der i år er så meget havis, at de pågældende kyststrækninger slet ikke har været tilgængelige for hvalrosserne. Iskanten har været langt ude på havet og så når hvalrosserne, der vil op for at hvile sig, slet ikke ind på land.
Fig. 1 viser, hvordan nordkysten af det østligste Sibirien i september stadigvæk lå bag en bred bræmme af is. Tilsvarende var Wrangeløen dækket af is på tre sider, kun mod syd var der adgang fra havet.
Fig. 2 er fra oktober, nu er det hele ved at fryse til, og nu ser man de områder, hvor isen lå hele sommeren, markeret som 2.-års is.
Fig. 3 viser lokationer, hvor hvalrosser er observeret gået i land i perioden 1852 til 2016. Man ser, at isen i år har afskåret dem fra mange af de steder.
Hvalrosserne lever et kompliceret liv. De er ikke afhængige af hverken fast is i store mængder eller mulighed for at gå på land. Det mest afgørende for dem om vinteren er områder med åbent vand og store isflager. Hannerne og hunnerne parrer sig i vandet, men hunnerne føder ungerne på en isflage. Derefter er det nødvendigt, at hunnerne kan komme i vandet for at søge føde nede på bunden, mens ungerne vokser op på isflagen.
Men hverken hvalrosser eller isbjørne har lidt nød i de seneste år.
Danish