I årevis har Henrik Svensmark, seniorforsker ved DTU Space, talt for, at solen har en meget større indflydelse på Jordens globale temperatur, end IPCC og klimaforskningen har ”konsensus” om. Klimaforskningen hæfter sig ved, at variationerne i solens totale indstråling på Jorden er så små i forhold til det samlede tal, at deres virkning på temperaturen kun kan være meget beskeden. I IPCC’s seneste rapport (AR6) er solens (og andre naturlige kilders) indflydelse angivet til kun at være 1-2 % af opvarmningen siden 1750. Det er drivhusgasser, især CO2, der styrer, og derved er vi mennesker næsten 100 % ansvarlige for den ”klimakrise”, vi er på vej ind i.
Svensmark er ikke uenig i, at den direkte solindstråling ikke varierer nok til at forklare ret meget, men han har så påpeget, at solens effekt er mere indirekte. Når solen skinner kraftigt, afskærmer den de kosmiske stråler, der kommer fra vores galakse og endnu længere ude i verdensrummet. De kosmiske stråler bidrager til skydannelsen, ved at forøge produktionen af såkaldte kim, dvs. de små partikler, som vanddampen samler sig om og bliver til dråber. Med kraftigere solindstråling bliver der således dannet færre skyer, og da skyer netto er med til at køle Jorden, bliver temperaturen højere. Omvendt, ved en svagere solindstråling er der flere kosmiske stråler, der trænger igennem og danner flere skyer og dermed køler Jorden.
Teorien har mødt voldsom modstand fra klimaforskningens side – nok ikke mindst af politiske årsager. Bl.a. blev der rejst tvivl om, hvorvidt kosmiske stråler overhovedet medvirker til skydannelsen. Her gennemførte Svensmark en stribe brillante forsøg i laboratoriet, der klart viste, hvordan strålerne danner kim og får dem til at vokse, og dermed bliver til skyer.
Uviljen over for forskere, der går imod ”konsensus” har betydet, at Svensmark har haft meget svært ved at skaffe midler til yderligere forskning for at følge op på sine ideer. Alle bevillingsgivere (fonde, offentlige kasser m.v.) vil meget hellere give penge til endnu en ubrugelig klimamodel eller totalt urealistisk forskning i ”grøn omstilling” osv. Svensmark har derfor haft meget svært ved at fortsætte sine forsøg i laboratoriet. Det er jo skammeligt, for at sige det mildt.
Svensmark og hans medforfattere, bl.a. Nir Shaviv har i stedet fundet en ”fattigmands-metode” til at kaste yderligere lys over sin teori om solens indflydelse på Jordens temperatur via den kosmiske stråling. I en ny artikel redegør han for resultaterne, der er uhyre interessante.
Solen går i udbrud en gang i mellem – det er velkendt – og det medfører en midlertidig nedgang i den kosmiske stråling, der rammer Jorden, hvilket også er bredt erkendt og kaldet Forbush Decreases – ”Forbush Nedgange”. Svensmarks idé var nu at se på de løbende målinger af energibalancen i Jordens øverste atmosfære. Der er et sæt satellitter, kaldet CERES, der konstant foretager målinger af både indgående og udgående stråling og resultaterne bruges bl.a. til at beregne Jordens energibalance over tid. I den forbindelse blev der for nyligt slået alarm, idet det så ud til at den indgående stråling var større end den udgående, hvilket selvfølgeligt vil føre til global opvarmning.
Svensmarks idé var nu at kigge på perioderne omkring Forbush Nedgangene og se, om satellitterne registrerede nogen ændring i balancen mellem ind- og udgående stråling. Man udvalgte i alt 13 Nedgange efter år 2000 og fandt nogle meget bemærkelsesværdige effekter. Fig. 1 viser hvad der sker under en Nedgang. Kurven dækker tidsintervallet fra 15 dage før udbruddet og til 20 dage efter. Man ser et kraftigt dyk i den kosmiske stråling omkring dag 0 og den bliver så i løbet af nogle dage fulgt at en kraftig forøgelse af indstrålingen, fordi primært de lavere liggende skyer tilbagekaster mindre stråling end normalt. Efter ca. 10 dage er effekten væk igen – tilbage til niveauet fra før Nedgangen.
Andre data viser fordelingen af effekten geografisk, se fig. 2. Den er meget uensartet fordelt, men der er en tydelig forskel på situationen før Nedgangen, her vist som gennemsnittet 15-6 dage før og gennemsnittet umiddelbart efter Nedgangen og helt frem til 12 dage efter. Jorden vinder tydeligvis en masse varme.
De enkelte Nedgange har forskellig styrke relativt til normale værdier, fig. 3 viser, hvordan de enkelte Nedganges bidrag til varmeforøgelsen har været. Jo større Nedgang, jo større varmestigning – helt op til 4 W/m2.
Svensmark har arbejdet meget omhyggeligt. Han har underkastet sine resultater alle mulige former for statistiske tests for at sikre sig, at de ikke bare er udtryk for usikkerheder (”støj”) ved målingerne. Der er derefter ikke nogen tvivl om, at resultaterne er robuste, de er gode nok.
Tallene her tyder på at Nedgangene medfører et fald i udgående stråling på 1-2 W/m2, ja endda helt op til 4 W/m2 (jfr. fig. 3). Det er jo en del mere, end ovennævnte alarmistiske artikel opererede med, her lå vi nede omkring en effekt på 0,5 – 1 W/m2.
Svensmark konkluderer hermed, at vi har et nyt bevis på, at små ændringer i solindstrålingen kan have en kraftig effekt her på Jorden, forstærket gennem mekanismen mellem kosmisk stråling og skydannelsen.
Sammen med artiklen udsendtes en pressemeddelelse hvor resultaterne sammenlignes med påstandene i IPCC’s AR6-rapport. IPCC hævder, at i perioden 1750-2019 har variationer i solindstrålingen kun betydet 0,01 W/m2 påvirkning af Jorden. Svensmarks nye resultater viser en påvirkning på op til 2 W/m2, og det betyder, at solens variationer i tidens løb må have betydet meget mere for Jordens temperatur. Drivhusgasserne er således ikke så enerådende, som IPCC ellers gør dem til. F.eks. kan Den Lille Istid nu forklares som et resultat af den svage solindstråling den gang – og så behøver man ikke mere at forsøge på at trylle den væk, som IPCC’s rapport ellers prøver.
Med sit nye arbejde har Svensmark også bidraget til konklusionerne i den nyligt udsendte artikel af R. Connolly og W. Soon.
Det er jo yderst interessant.
Danish
Og jeg gad godt vide, om Solens Magnetiske Aktivitet også forårsager/har indflydelse på vort magnetfelt og at magmaen flytter sig og giver jordskælv og vulkanudbrud her på vor magnetiske Jordklode, som jo hele tiden forandrer sig, senest det ved Tonga!?
Man skal lige vænne sig til grafikken. Sådan at en høj (den røde) skykurve betyder færre skyer. Men helt til højre ser vi at der er mere negativ indstråling end før udbrud på solen. Skal det forstås som den korte periode med større indstråling har gjort jordoverfladen lidt varmere og derfor mere udstrålende indtil normaltilstanden er genskabt ?
Men hovedbudskabet er tydelig. Nemlig at solens indflydelse er langt større end dens blotte variation i lysstyrke.
Enheden på den lodrette akse er ændringen i balancen mellem ind- og udstråling i atmosfæren i watt/m2. Den røde kurve indikerer, at under Forbush Nedgangen er der færre skyer og dermed en større indstråling, der varmer jorden op.
Jeg tror ikke, at du skal lægge noget i de små forskelle mellem perioderne før og efter Nedgangen. Det er vist tilfældigheder.
Imponerende, elegant, overbevisende!
Hvordan vil Svensmarks kritikere afvise også dette?
Og så er der endnu en ny artikel udkommet, som konkluderer at skyernes struktur har en større indflydelse på kort-bølgede indstråling, og dermed temperaturen (eller hellere sagt, TOA) end drivhuseffekten (eller hellere sagt, den lang-bølgede tilbagestråling). Abstract er her:
Kilde: Dübal og Vahrenholt, “Radiative Energy Flux Variation from 2001–2020”, Atmosphere https://doi.org/10.3390/atmos12101297
Radiative energy flux data, downloaded from CERES, are evaluated with respect to their variations from 2001 to 2020. We found the declining outgoing shortwave radiation to be the most important contributor for a positive TOA (top of the atmosphere) net flux of 0.8 W/m2 in this time frame. We compare clear sky with cloudy areas and find that changes in the cloud structure should be the root cause for the shortwave trend. The radiative flux data are compared with ocean heat content data and analyzed in the context of a longer-term climate system enthalpy estimation going back to the year 1750. We also report differences in the trends for the Northern and Southern hemisphere. The radiative data indicate more variability in the North and higher stability in the South. The drop of cloudiness around the millennium by about 1.5% has certainly fostered the positive net radiative flux. The declining TOA SW (out) is the major heating cause (+1.42 W/m2 from 2001 to 2020). It is almost compensated by the growing chilling TOA LW (out) (−1.1 W/m2). This leads together with a reduced incoming solar of −0.17 W/m2 to a small growth of imbalance of 0.15 W/m2. We further present surface flux data which support the strong influence of the cloud cover on the radiative budget.
Jo. Undskyld. Der er også en skrivefejl. Selvfølgelig er det indstrålingen af kosmisk stråling, der afhænger af solmagnetismen, som betyder noget for skydannelsen.
Er det ikke logisk?
Hele skaren af religiøse hæfter sig ved en ideologi.
Lad os bare teste deres ideologi, de siger selv (vist nok Al Gores stunt) at CO2-niveauet har ligget stabilt de sidste 4000 år, hvordan har klimaet været de sidste 4000 år? Der har jo både været den romerske varmeperiode, og den lille istid. Ergo kan CO2 jo ikke styre klimaet.
Jeg tror ikke, at det er en skrivefejl.
Når IPCC snakker om solindstrålingen, mener de den såkaldte “solarkonstant” (som ikke er helt konstant), dvs sollysets intensitet udenfor jordens atmosfære.
Det Svensmark mener med solindstråling, er den del af ovennævnte stråling der rent faktisk rammer jordens overflade, hvilket helt rigtigt afhænger af skyer.
En lille misforståelse eller skrivefejl:
Der er i.flg Svensmarks teori IKKE tale om solindstråling, men om solens magnetiske aktivitet!