Vi har allerede flere gange her på siden påpeget den uanstændige hast, hvormed klimavidenskaben ønskede at hænge sommerens ekstreme vejrbegivenheder op på ”klimaforandringerne”. Det gælder både oversvømmelserne i Tyskland og hedebølgen i det nordvestlige USA og Canada. En gruppe forskere oprettede gruppen World Weather Attribution, på dansk Verdens Vejr-Sammenkædning (VVS).
Den blev storrost i Time Magazine, der er totalt tabt til klimasagen. Citat:
”Foregående forsøg på at hægte ekstreme vejrbegivenheder sammen med klimaforandringerne havde ikke den effekt, som forskerne håbede på, fordi resultaterne ikke kom hurtigt nok ud til at få opmærksomhed fra folk uden for klimavidenskaben.
At være i stand til at sige med overbevisning at en given vejrkatastrofe blev forårsaget af klimaforandringerne, imens begivenheden stadigvæk har Verdens opmærksomhed, kan være et umådeligt brugbart stykke værktøj til at overbevise ledere, lovgivere og andre, at klimaforandringerne er en trussel, der skal gøres noget ved.”
Med andre ord, værdien af den hurtige sammenkædning er politisk, ikke videnskabelig.
Nu er der imidlertid en meteorolog og professor fra det nordvestlige USA, Clifford Mass, der har udtalt, at hedebølgen dér primært havde naturlige årsager. Ud af en ekstraordinær stigning på godt 20 grader celsius, kunne én grad måske tilskrives den globale opvarmning, resten var lokalt vejr.
Vedr. VVS’ anstrengelser påpegede han, at der var alvorlige fejl i deres tilgang. Modellerne er slet ikke fintmaskede nok til at simulere lokale vejrforhold, og generelt bruger de helt urealistiske effekter af drivhusgasserne.
VVS udsendte en ”gendrivelse”, hvor de betegnede Mass’ kritik som ”vildledende og ukorrekt”. Men alligevel have Mass’ indlæg en vis effekt. VVS havde oprindeligt skrevet, at varmebølgen ville ”stort set have været umulig uden menneskeskabte klimaforandringer”, men nu ændrede de budskabet. I efterfølgende erklæringer understregede de, at de kun havde fremført de ”bedste estimater” og havde præsenteret dem med ”de nødvendige forbehold og usikkerheder”.
Men det fundamentale problem er stadigvæk at skelne mellem vejr og klima. Kortvarige begivenheder i den ene eller anden retning er udtryk for vejr. Kun langsigtede ændringer i én og samme retning kan have forbindelse med en reel udvikling i klimaet. For ti år siden ville de fleste klimaforskere erklære sig enige i denne tankegang.
Men der er sket meget på de ti år, og det er gået op for klimavidenskaben, at en sammenblanding af ekstremvejr og klima kan bruges som et kraftigt våben i bestræbelserne på at vende folkestemningen og den almindelige opfattelse af spørgsmålet. Det har virket. Rundspørger blandt almindelige mennesker viser, at netop ekstreme vejrbegivenheder gør dem mere modtagelige for klimasagens propaganda.
Og herfra er der ikke langt til udnyttelsen af klimaet til at fremme politiske dagsordener gående ud på vidtgående ændringer i samfundet som f.eks. omfordeling af velstand, indskrænkninger i det enkelte menneskes frihed, og hvad folk af den rette politiske observans ellers har våde drømme om.
I mellemtiden er der selvfølgeligt sket det, at Clifford Mass er blevet hængt ud i medierne, hvad der har overrasket ham en del. Han bliver betegnet som ”kontroversiel”. Han har altid troet på en åben og ærlig diskussion i videnskaben, men karakteriserer det, han ser nu, som værende snarere en religion. Han påpeger, at man i dag kan blive spurgt om hvorvidt man tror på klimaforandringerne. Man bliver da aldrig spurgt, om man tror på tyngdekraften, vel?