James Hansen i aktion

James E Hansen, der vel var en af hovedpersonerne den gang, der blev sat gang i klima-alarmismen, er efterhånden en gammel mand (84), men han er stadigvæk aktiv og kæmper for at overbevise omverdenen om sin tro på klimakatastrofen, der snart vil ramme os.

Tidligere i år udsendte han sammen med nogle medforfattere en alenlang og temmelig besynderlig videnskabelig artikel. Man har næsten ondt af de fagfæller, der skulle kæmpe sig igennem værket i forbindelse med deres bedømmelse. Men måske de ikke gik så grundigt til værks?

Titlen er Den globale opvarmning er accelereret. Er FN og offentligheden velinformeret?

Artiklen slår alarm ved udsigten til en voldsom global opvarmning. Den vil medføre både mere ekstremvejr og Den Nord-Syd-gående Atlantiske Havstrøm. AMOC, vil formentligt stoppe inden for de næste 30 år. Det haster derfor med grøn omstilling.

Alle de sædvanlige påstande føres til torvs, inkl. den med, at Jorden er varmere end nogen sinde:

Jorden er nu varmere end på noget tidspunkt i den nuværende mellemistid, hvor de seneste 11.700 år ellers har haft en meget stabil temperatur, hvori civilisationen udviklede sig. Temperaturen er nu mindst lige så høj som under Eem, den forrige mellemistid for 120.000 år siden.

Glemt er alt om fortidens varme- og kuldeperioder.

Ret hurtigt kommer vi til sagens kerne. De sidste 2 års ellers ”uforklarlige” opvarmning – helt til 1,5 grader over ”førindustriel tid” skyldes primært de nye regler for skibsfarten, hvor der ikke længere må være svovl i bunkerolien. Det har medført, at udsendelsen af svovldioxid, SO₂, er blevet reduceret ude over havet. Netop SO₂ virker som kim for skydannelsen, og på det seneste er dækningen af skyer blevet mindre, og derfor er Jorden blevet varmere. Skyerne tilbagekaster jo Solens stråler, og med færre skyer er der mere sollys, der når ned til havets overflade og varmer vandet op.

Men det er jo en éngangs-foreteelse, så James Hansen har brug for at koble skydækket til det stadigt stigende CO₂-indhold fra de menneskelige udledninger. Generelt mangler klimavidenskaben jo at sandsynliggøre de meget høje fremtidige temperaturer som følge af vores CO₂-udledninger. CO₂ på egen hånd giver – også ifølge Hansen – kun en stigning på 1,2 grader ved en fordobling i atmosfærens indhold. Det skræmmer jo ikke nogen, og derfor er der brug for nogle forstærkende effekter. Her kunne der være tale om mere vanddamp i luften – men Hansen kaster sig i stedet over skydækket. Han prøver at belyse sammenhængen på tre forskellige måder:

1. Nutidens udvikling i den globale temperatur
2. Klimamodellerne
3. Fortidens klima

Klimamodellerne behøver vi ikke at bruge spalteplads på her, dem kan man få hvad som helst, man ønsker, ud af.

Mht. fortidens klima fastslår Hansen, at CO₂ jo er den afgørende kontrolknap til temperaturstyringen. CO₂-indholdet i atmosfæren har været let stigende de seneste 7-8000 år, mens temperaturen har været en anelse nedadgående. Det er jo ikke så godt, men her kommer partiklerne til hjælp. Hansen lufter teorien, at mængden af partikler, der kan fremme skydækket har været stigende, pga. gradvist forøgede menneskelige aktiviteter med afbrænding af træ til varme og madlavning m.v. Det forøgede skydække har så bevirket faldet i temperaturen. Ikke et ord om skovbrandene, der ellers den gang var meget større i omfang end i dag og givetvis druknede det beskedne menneskelige forbrug i stenalderen.

For nutidens vedkommende regner IPCC jo med en balance mellem partikler, der har virket kølende, og drivhusgasserne, der har bevirket opvarmningen. Sidstnævnte har langt den største effekt, og derfor er vi endt på opvarmningen på ca. 1,2 grader over ”førindustriel tid”, se fig. 1.

Men nu trækker Hansen kurverne vist på fig. 2 op af en høj hat. Her ser man tre forskellige bud på effekten af partiklerne, her udtrykt ved ”påvirkningen” (forcing) af balancen mellem ind- og udgående stråling i atmosfærens top. IPCC regner med, at tilvæksten af partikler ophører i 1970-erne i takt med, at man gradvist får begrænset luftforureningen. De to alternative kurver, ”A” og ”B” viser en fortsat kølende effekt helt frem til 2005. Det bevirker, at begrænsninger i partikelindholdet vil få en meget kraftigere effekt, og dermed vil CO₂ have en meget stærkere virkning på temperaturen. IPCC siger ca. 3 graders stigning ved en fordobling af CO₂-indholdet i atmosfæren, Hansen er oppe på 5-6 grader! Hermed mener han også at kunne forklare varmetoppen i 2023-24, hvad klimavidenskaben jo som nævnt ellers har døjet meget med.

Så der er grund til alarm, og resten af artiklens mange sider handler om klimakrisen, vores ansvar for de kommende generationer, ”klima-retfærdighed” og politikernes sløvhed med at handle.

Et bemærkelsesværdigt værk, der imidlertid ikke affødte de store reaktioner i medierne. Det skuffede Hansen voldsomt, og han udgav derefter et kort indlæg, hvor han beklagede sig over reaktionerne på den store artikel. Her skriver han bl.a. følgende:

Spørgsmålet er, hvor meget mere følsomt bliver klimaet [overfor en fordobling af CO₂-niveauet, red.] pga. et ændret skydække? Lad os kigge på 3 tilfælde: (1) ingen virkning, (2) moderat virkning og (3) kraftig virkning. De tre tilfælde giver hhv. fordoblings-temperaturer på 2,4, 3 og 4,8 grader celsius. Ændringen i Jordens skydække de seneste 25 år giver os mulighed for med sikkerhed at bedømme de tre muligheder. Den store ændring i skydækket udelukker tilfældene med nul eller moderat virkning. Virkningen er stor, hvilket med stor sikkerhed betyder, at klimaets følsomhed over for fordoblingen af CO₂-niveauet er meget højere end 3 grader celsius.

Fig. 3 viser ændringen i skydækket siden år 2000. Der er sket et fald, og det har isoleret set bevirket en ændring i strålingsbalancen, der svarer til effekten af ca. 140 ppm CO₂, eller svarende til hele stigningen siden ”førindustriel tid”.

Men Hansens trick er nu at hægte den ændring op på CO₂-indholdet, så den er en direkte følge af vores udledninger. Men på intet tidspunkt kommer der nogen beviser på denne sammenhæng. Charles Rotter på WUWT skriver herom:

Det er en påstand, der er på jagt efter en begrundelse. Hansen ser opvarmning og ændringer i skydækket, antager at det hele skyldes CO₂-fremkaldt opvarmning og beregner derefter styrken af effekten, der – til stor overraskelse – beviser hans teori. Her har vi et godt eksempel på logik, der styres af ønsker.