Vi drukner i vrøvl

Længe før vi drukner i en eventuel havstigning, vil vi være i akut fare for at drukne i klima-alarmistisk vrøvl, der giver det ud for at være videnskab. Her er et dugfrisk eksempel, hvor forskerne konkluderer, at allerede en temperaturstigning på 1,2 grader over kulden i Den Lille Istid kan medføre katastrofale havstigninger. Lige nu ligger vi jo snarere på 1,5 grader, så ulykkerne venter lige om hjørnet…

Der er tale om en nys udkommet artikel, C R Stokes et al., der sammenfatter vrøvlet fra ikke færre end 152 andre artikler om emnet. Man kigger på bidragene til havstigningen fra hhv. Grønlands og Antarktis’ indlandsis, samt selvfølgeligt gletsjerne rundt omkring i resten af Verden. Stigningen er accelererende, hvilket beskrives på følgende måde:

Det globale gennemsnitlige havniveau steg med ca. 20 cm fra 1901 til 2018, med den årlige ændring stigende fra ~1,4 mm/år (1901-1990), til ~3,7 mm/år (2006-2018) og, her for nyligt, til 4,5 mm/år (2023).

Hvem tror Stokes et al. egentligt, at de snyder? Vi ved jo, at de kystbaserede målinger frem til 1990 ikke ligger over 1,4 mm/år, hvorefter vi med satellitterne pludseligt får 3,7 mm/år. Og så den groteske påstand om 4,5 mm i 2023. Der henvises her til en anden artikel, B D Hamlington et al., hvor man kan finde diagrammet vist her som fig. 1. Her ser man nogle tilsvarende tal, og en voldsom stigning i 2024. Men et af klimaforskningens hellige mantraer er, at man aldrig kan bruge et enkelt år til noget. Hvorfor kan man så her? Det fremgår jo også af fig. 1, at stigningen varierer meget fra år til år, og f.eks. i 2015 og i 1998 var den lige så stor som i 2024.

Men vi skal jo med djævlens vold og magt have en acceleration på bordet. Vi får f.eks. at vide, at bidraget til havstigningen fra Grønland og Antarktis tilsammen var 11,9 mm i perioden 2006-2018, hvilket man dog hurtigt kan regne ud til kun at være ca. 1 mm/år. Gletsjerne bidrog i samme periode med 7,5 mm eller 0,6 mm. Hvor resten af de 3,7 mm kommer fra, er uklart, der mumles om havets varmeudvidelse, men den, har vi jo set, er helt forsvindende, måske kun 0,3 mm/år. Tæller vi sammen, kommer vi ned i nærheden af de 1,4 mm/år, som de kystbaserede målinger viste i hele 1900-tallet.

Artiklens store pointe er nu, at temperaturen på nuværende tidspunkt er tæt på, hvad den var for 120.000 år siden, under den seneste mellemistid, Eem-perioden. Seriøst prøver Stokes et al. at få os til at tro, at temperaturen den gang ikke var mere end 1,5 grader varmere end vi havde under Den Lille Istid – og i Eem-tiden var havniveauet – om end med megen usikkerhed – op til 6 meter højere, end det er nu. Så vi nærmer os tidspunktet, hvor vi bliver oversvømmet, og hundreder af millioner mennesker vil blive fordrevet fra deres hjem ved kysterne.

Mere traditionel klimavidenskab har ellers anset Eem-tiden for at være betydeligt varmere end vores nuværende mellemistid, det ser man f.eks. på fig. 2, fra hjemmesiden Climate4you.

At det også var varmt i Middelalderen, eller i Romertiden, går Stokes et al. behændigt udenom.

Der svælges naturligvis i modelberegninger, hvor man har nogle særlige ismodeller, der simulerer afsmeltningen af iskapperne. Udgangspunktet er selvfølgeligt det forkætrede RCP8.5-scenarie, hvor Grønland i år 2100 vil have bidraget med +9 ± 5 cm og Antarktis giver -7,6 til +30 cm. Det er jo vitterligt ikke ret meget, 0-6 mm pr. år, og i realiteten er der ikke megen acceleration her. Men så bare vent! I år 2300 ser det meget værre ud. Her kan vi nå op på hele 4,4 meters stigning. Og vi kan gå endnu længere ud i fremtiden. Fig. 3 viser beregninger til og med år 2500 for Antarktis’ vedkommende.

Men modellerne viser også noget meget mere ildevarslende. Hvis nu vi gennemfører den grønne omstilling og kun midlertidigt overstiger de 1,5 grader, og derefter ender på 1,4 grader i år 2100, så kan iskapperne stadigvæk bidrage med +20 ± 1 cm i 2150.

Ih, hvor vi ryster i bukserne! De 20 cm svarer til 1,6 mm/år. Mon ikke vores samfund – med en fortsat fornuftig økonomisk udvikling – vil kunne tackle det (i det omfang, det overhovedet frembyder noget problem). Men selvfølgeligt bliver det meget værre senere hen. I år 2500 kan vi med samme beskedne opvarmning nå +1,34 m’s havstigning – og i år 3000 vil Antarktis alene bidrage med en hel meter.

Hvis vi helt vil undgå disse katastrofer, skal den globale temperatur faktisk ned i nærheden af kuldegraderne under Den Lille Istid. Den gang var alting fuldstændigt stabilt, skal vi tro. Så når vi frem til de afsluttende bemærkninger i artiklen:

Det er en udfordring at fastlægge et temperaturmål, hvor vi kan undgå en kraftig stigning i havniveauet fra smeltning af iskapperne. Det haster med at gennemføre yderligere forskning for at undersøge konsekvenserne af hurtig [grøn omstilling] og dermed lavere globale temperaturstigninger… Imidlertid er vores teori, at den rette temperatur formentligt ligger ved, eller under, +1 grad over førindustriel, hvilket svarer til situationen i 1980’erne, hvor iskapperne i store træk var i balance. Som nævnt andetsteds er dette niveau af opvarmning på linje med en sikker grænse, der blev foreslået i de tidlige 1990’ere og en planetær ”grænse” på CO₂-indholdet i atmosfæren, der ikke bør overstige 350 ppm. Det forstærker nylige opfordringer til strengere og mere ambitiøse temperaturmål for at opnå en sikker og retfærdig fremtid for planeten Jorden.

Dér fik vi lige den med ”retfærdigheden” på bordet også. Der er selvfølgeligt ligeledes behov for mere forskning.

Det er fascinerende at se, hvordan veluddannede naturvidenskabsfolk kan præstere arbejde, der er så ringe, som tilfældet er her. Hvordan kan man f.eks. fremskrive til år 2300, og mene, at det kan bruges til noget? Det svarer til 275 år ud i fremtiden. Til sammenligning kan vi kigge på, hvordan Verden så ud for 275 år siden, i 1750. Det var før industrialiseringen kom i gang, Nordamerika (eller en del af det) var britisk koloni og kejserriget i Kina blomstrede. Men det var også koldt og bittert, vi var midt i Den Lille Istid. Hvad mon folkene tænkte den gang om fremtiden – 275 år senere?

Og så tales der endda om år 3000 – om knap 1000 år! For 1000 år siden koloniserede Erik den Røde Grønland, der var varmt og dejligt og man kunne dyrke korn – hvad man stadigvæk ikke kan i dag. Behøves der at blive sagt mere?