Chris Morrison fra The Daily Sceptic har skrevet en stærkt formuleret artikel om den grønne omstilling i Storbritannien, hvor ambitionerne i retning af ”netto-nul” er store og resultaterne katastrofale for økonomien og den brede befolkning. Ed Miliband er landets klima-og energiminister, Hans ministerium har fået det mundrette navn: DESNZ – Department for Energy Security and Net Zero. Her følger Morrisons artikel i sin helhed:
Storbritanniens Statistik-kontor lader til at være mindst en måned forsinket med udsendelsen af de seneste tal for såkaldte grønne jobs. Et godt råd er: Lad være med at bekymre jer over det. Jagten efter grønne jobs – en helt udefinerbar kategori, da alle jobs, der ikke direkte har med fossile brændstoffer at gøre, kan få påklistret en ny dydig etiket – er en årligt tilbagevendende statistisk vittighed.
Sidste år informerede statistik-kontoret os om, at i 2023 var antallet af mennesker beskæftiget i miljørettede godgørende virksomheder det samme som de 47.000 personer, der arbejder med vedvarende energi. Men sandheden er ved at komme frem i lyset. Der kommer ikke nogen grøn revolution uanset hvor mange statspenge, der kastes ind i foretagendet. Få projekter i Storbritannien viser dette bedre end planerne om at spilde 22 milliarder pund af offentlige midler på at opfange CO2 fra de samme britiske virksomheder som ”netto-nul”-afindustrialiseringen allerede er ved at få lukket med større og større fart.
Anført af Gale Milibands energipolitik er den økonomisk analfabetiske Labour-regering i gang med at overføre enorme pengesummer fra aktiviteter, der skaber jobs, til finansiering af teknologier, der endnu ikke virker, formentligt ikke kan opskaleres og simpelthen er uøkonomiske. Sidstnævnte inkluderer vindkraft, hvor vi bliver fortalt løgnen, at den er billigere end naturgas, mens de britiske elselskaber driver produktive virksomheder ud af landet ved at opkræve takster, der er blandt de højeste i hele den udviklede Verden. Denne besked bliver formentligt betragtet som en ”nobel løgn”, et praktisk og meget brugt politisk våben, der hører med overalt i hele det hurtigt falmende og falske klima-nødsituations-projekt.
Der går dårligt nok en dag uden, at fysikkens love maser sig ind på den grønne komedie. I 2020, netop forsynet med 1,5 milliarder pund i kontanter fra den franske regering, lovede Airbus et udledningsfrit brint-drevet fly inden 2035. Tilsyneladende var der ingen, der fortalte dem, at kæmpemæssige tanke ombord med stærkt eksplosiv brint ved minus 253 grader ikke giver nogen mening, hverken teknisk eller økonomisk. Airbus har nu i al stilhed droppet projektet og vendt tilbage til virkelighedens Verden, hvor alle andre vidste, at det er totalt uladsiggørligt.
Brint er naturligvis stadigvæk dagens ret, mest fordi de vildfarne tror, at den kan bruges til backup af upålidelig energi fra sol og vind. Det kan den selvfølgeligt ikke, og i en Verden, der er styret af videnskabens love, er det kun naturgas, der kan gøre det. Man naturgas er ikke grøn og måske endnu værre, den bliver fremstillet af private selskaber, så Den Gale hælder beton ned i fracking-hullerne i fattige områder oppe nordpå. Han nægter også at udstede nye licenser til udvinding af olie og gas på havet ud for byer, der snart vil blive fattige, i Skotland og det nordøstlige England.
I mellemtiden har Hans Galhed en fortrolig samtale med kineserne, hvor han fortæller dem, at han helst ikke ser, at solceller, der skal bruges til at dække prima landbrugsjord, bliver fremstillet af slaver. Hvad er så næste skridt, vil I spørge. At fortælle Congo, at de ikke skal bruge børn til udvindingen af kobolt til de elbiler, der ejes af de dydige mennesker, der futter rundt i blandt os? Eller måske notere sig de voksende beviser for, at landvindmøller på højde med Eiffeltårnet er ødelæggende for de vilde dyr og rydder landskabet for alt mellem den mindste flue til den største ørn? Måske ikke – total mangel på økonomisk indsigt går normalt hånd i hånd med kvælende dobbeltmoral i det gyselige grønne ekkokammer.
Den såkaldte grønne revolution er næsten 100% afhængig af statsdirigeret overflytning af penge i ly af den svindelagtige klima-nødsituation, en historie der omhyggeligt er styret af regeringens elite og deres trofaste budbringere i medierne gennem årtier, og næsten ethvert skørt indfald kan blive anerkendt. Og få er mere skøre end vindmøllerne, en teknologi, der først dukkede op i Storbritannien i Henrik d. 2.s regeringstid (1154-1189). Ingen ville bygge en vindmølle i dag, medmindre staten bestak dem med enorme støttebeløb – penge der forøger elektricitetsregningerne med 15 milliarder pund årligt, betalt af rig såvel som fattig. Betalinger som langsomt men sikkert er ved at ødelægge, hvad Storbritannien har tilbage af produktivt erhvervsliv. Betalinger, der kunne dække udgifterne til bygning af 20-30 moderne hospitaler i landets nedslidte byer – hvert eneste år.
Som det gælder for næsten al statsstyring af investeringspenge til industrien, bliver de tabte job i den private sektor ikke kompenseret, og slet ikke forøget i den nye grønne verden, som vi skal tro på. For det første er de nye job ofte de forkerte steder. Alle nye job bliver spredt ud over hele landet, mens mange industrijob baseret på fossile brændstoffer er koncentreret i veletablerede industriområder. Man må formode, at arbejderne vil flytte efter de nye job, men det skete ikke i 1980’erne da afindustrialiseringen udslettede kulminerne. Kun få arbejdere blev omskolet og dalene i det sydlige Wales har aldrig rigtigt fået sine stolte arbejderklasse-traditioner og levestandarder tilbage.
Det kan selvfølgeligt argumenteres, at industrier uddør og bliver erstattet af mere avanceret teknologi. Men enhver, der bruger det argument i forbindelse med den grønne revolution er ærligt talt en idiot. Skaden er helt selvpåført og er en del af en global ”netto-nul” socialistisk dagsorden. Under en Labour walisisk regering betyder den grønne revolution, at man aflyser en omfartsvej, der skulle aflaste en flaskehals i trafikken ved Newport-tunnelen, samt lukningen af stålovnene ved Port Talbot, hvorved tusinder kastes ud i arbejdsløshed.
Arbejder-mobilitet er et emne, der sjældent overvejes af politikere, der ofte ser sig selv som borgere, der kan bo hvor som helst. Få hensyn til familie eller lokalsamfund lader til at spille ind i deres beslutninger. Nylig forskning i USA peger på en mangel på vilje til at flytte i arbejderklasse-lokalsamfundene og antyder, at de geografiske afstande mellem nuværende arbejdspladser inden for produktion af kul, olie og gas og så de nye grønne jobmuligheder, er en væsentlig hindring. Faktisk mener forskerne at kun 2% af arbejderne i den fossile brændstofbranche kan forventes at ville flytte, medmindre der kommer betydelige politiske indgreb.
Storbritannien er selvfølgeligt et meget mindre geografisk område, men vil have tilsvarende problemer; mange tidligere tilfælde af afindustrialisering har haft tendens til at efterlade lokalsamfundene i en meget dårlig tilstand. Den langsomme fremkomst af nye job i industriområder, der er blevet smadret af grøn politik – og den forventelige mangel på mobilitet blandt arbejdskraften, vil give store udfordringer i fremtiden. Formentligt håber den britiske regering på, at problemer med arbejdskraft kan blive løst med dens politik vedr. åbne grænser hvor hundrede tusinder af migranter kommer ind i landet hvert år.
I mellemtiden ser vi frem til Statistik-kontorets næste heroiske forsøg på at overbevise os om, at de grønne job bliver mere og mere talrige i den britiske økonomi. ”Min gamle far er en skraldemand” lød det i sangen fra 1960’erne, en profession, der nu af de grønne papirnussere er omdøbt til ”Min gamle far er en bæredygtig genbrugsoperatør”. Titler kan ændres, men arbejdet er det samme, og han har sikkert stadigvæk skraldemandens hat og bukser på, og bor i sin almennyttige lejlighed i lokalsamfundet.
Alle de her skitserede ulykker er alene en følge af troen på klimakrisen og nødvendigheden af hurtig grøn omstilling. Hertil kommer, at Labour-regeringen, ligesom den danske og den tyske mener, at Storbritannien skal være ”foregangsland”. Ja, som jeg har skrevet før, de går forrest mod afgrunden…
Danish