Skamløshed i sagens tjeneste

Vi nævnte i går de groteske regnestykker, der florerer, og som sætter tal på de klimaskader, som ikke mindst energivirksomhederne påstås at være skyld i. Således skulle amerikanske energiselskaber mellem 1990 og 2020 have påført Verden skader for ikke mindre end 28.000 milliarder dollars. Det er jo mildt sagt en sjat. De astronomiske beløb opnås, fordi man både medregner selskabernes egne udledninger og udledningerne fra kundernes brug af olien og naturgassen. Man kan nu ovenikøbet sætte tal på skaderne fra hvert enkelt selskab, hvor de ”værste” tegner sig for omkring 2 billioner dollars hver.

Men hvorfor dog? Det er let at svare på, her følger en oversættelse af sammendraget (Abstract) fra den bagvedliggende videnskabelige artikel, offentliggjort i Nature:

Vil det nogensinde blive muligt at sagsøge nogen for at gøre skade på klimaet? Tyve år efter, at det spørgsmål først blev stillet, kan vi her slå fast, at den videnskabelige sag om klima-ansvar er endeligt lukket. Her vil vi beskrive de videnskabelige og juridiske følger af en komplet sammenkædning, der forbinder producenter af fossile brændstoffer med veldefinerede skader fra den globale opvarmning. Vi har for de store energiselskabers vedkommende kigget på deres egne og deres kunders udledninger, kombineret det med fagfællebedømte sammenkædningsmetoder og den nyeste udvikling inden for klima-økonomi. Derved kan vi kaste lys over de billioner i økonomiske tab, der er et resultat af den ekstreme varme, der er fremkaldt af udledningerne fra hvert enkelt selskab.

Udledninger i forbindelse med Chevron, den største udledende virksomhed ejet af investorer i vores data, førte f.eks. formentligt til varme-fremkaldte tab på mellem 791 og 3600 milliarder dollars i perioden 1991-2020. Det gik hårdest ud over de tropiske egne, der er mest følsomme over for opvarmning.

Mere bredt præsenterer vi en gennemsigtig, pålidelig og fleksibel ramme, der fastlægger, hvordan en komplet sammenkædning kan bruges til sagsanlæg, fordi man kan se hvem, der har forårsaget udledningerne og hvilken skade, de har anrettet. Nu kan man få præcise tal for sammenhængen mellem de enkelte udledere og den tilhørende skade. Derved er videnskab ikke længere en forhindring i processen med sagsanlæg baseret på klima-ansvar. 

Artiklens forfattere er forskere på et universitet i New Hampshire, USA, og den ene, en hr. Mankin, er velkendt i klima-aktivistiske kredse. Han har været meget optaget af de klima-inspirerede sagsanlæg, der florerer som skvalderkål i det amerikanske retssystem.

Som det fremgår af ovenstående sammendrag, er formålet med artiklen slet ikke at bibringe Verden ny viden eller indsigt i klimaet. Det er ene og alene ønsket om at få gang i retssagerne mod energiselskaberne. De skal sagsøges for de beløb, som svarer til deres andel af klimaskaderne, der har ramt Jorden f.eks. mellem 1990 og 2020. Oliselskabet Chevrons andel er således lige knap 2000 milliarder dollars. I Vermont har staten anlagt sådan en sag – bistået af hr. Mankin, og ideen er, at alle de rare penge, som retten gerne skulle tilkende staten, skal indgå i en ”super-pulje”, som derefter kan soldes op til alt muligt godt.

Forfatterne til artiklen hævder, at de har arbejdet helt uafhængigt af særinteresser, alligevel takker de en lang række personer fra diverse aktivistorganisationer, og de har modtaget penge fra Rockefeller-fonden, der – ironisk nok, i dag er ihærdig forkæmper for klimasagen.

Men hvad har forfatterne rent faktisk gjort? De bruger naturligvis sammenkædningsmodellerne, der påviser, at denne eller hin begivenhed med ekstremvejr er blevet lidt voldsommere eller optræder mere hyppigt. Sammenkædnings-”videnskaben” blev jo netop født med sagsanlæg som formålet. Modellerne er fleksible og man kan blive ved med at skrue på dem, indtil de giver de ønskede resultater. Det har naturligvis hverken noget med virkeligheden eller videnskab at gøre.

I en pressemeddelelse fra universitetet kan man læse følgende:

Tørkedrevne naturbrande i det sydlige Californien, en ødelæggende orkan i den sydlige ende af Appalacherne og katastrofale oversvømmelser i New England er nogle af de mere nylige katastrofer, der bringer klimaforandringernes astronomiske omkostninger i fokus. 

Glemt er alt om den let øgede styrke eller hyppighed. Her går man stiltiende ud fra, at havde det ikke været for menneskeskabt global opvarmning, så var der slet ikke sket nogen naturkatastrofer. Forfatterne fokuserer meget på varme, og nævner den store hedebølge i det nordvestlige USA for nogle år siden. Den blev måske en smule forværret, fordi baggrundstemperaturen er steget lidt, men den ville være kommet under alle omstændigheder. Det ses der dog behændigt bort fra.

Klimamodellerne bruges til at beregne voldsomheden af naturkatastroferne og de tilhørende omkostninger. Ved siden af foretages der udregninger af CO₂-udledningerne fra hvert enkelt energiselskab og derefter kan man beregne deres andel af ansvaret. Udledningerne er jo som nævnt ikke kun fra selskaberne selv, men også fra brugen af deres produkter – f.eks. naturgas til opvarmning af folks hjem. Det hele skal selskaberne tage ansvar for. Således skulle Chevron på egen hånd have fremkaldt en temperaturstigning på 0,025 grader celsius fra 1990 til nu.

Forfatterne går let hen over, at vi altid har haft ekstremvejr, og de vælger også helt at se bort fra de enorme samfundsmæssige og økonomiske fordele, vi har haft ved brugen af de fossile brændstoffer. Til gengæld er omkostningerne ved den globale opvarmning pumpet helt urealistisk op, som vi så i går.

Vi befinder os her i en surrealistisk fantasiverden, der totalt har tabt forbindelsen til virkeligheden. Hvornår går det op for f.eks. politikerne og medierne?