Erhvervslivets Tænketank og kernekraften

Allerede for nogen tid siden var der ballade. Det blev kundgjort, at Erhvervslivets Tænketank ville udsende en rapport om kernekraften og den rolle, den kunne spille i den danske energiforsyning. Tænketanken var slet ikke negativt stemt over for de farlige atomer, og så var den gal.

Aalborg Universitet har jo udsendt to rapporter med titlen Fakta om Atomkraft i Danmark og her blev det helt klart konkluderet, at kernekraften er alt for dyr og farlig. Danmark vil være meget bedre tjent med at satse helhjertet på sol og vind som energikilder. Hovedforfatteren til Aalborg-rapporterne, Jakob Zinck Thellufsen mente på et tidligt tidspunkt at have identificeret fejlen i tænketankens beregninger. Den valgte rente var for lav, og generelt var der alt for stor optimisme vedrørende de fremtidige investeringsbeløb til kernekraftværkerne. Og hertil kom, at tænketankens rapport sværtede sol og vind som energikilder til – og derved potentielt kunne ”bremse den grønne omstilling”.

Interessant nok havde undertegnede en kort udveksling pr. e-mail med ovennævnte Thellufsen. Der var i en af hans artikler nogle besynderlige tal for de løbende driftsomkostninger for de forskellige scenarier, og situationen med en bred udnyttelse af kernekraft virkede uforholdsmæssig dyr. Han kom aldrig med nogen god forklaring.

Erhvervslivets Tænketanks rapport er forholdsvis lang og lidt svært tilgængelig, da den består af filer sat op i et kinesisk æske-system. Men man når da med lidt tålmodighed frem til guldkornene. Et hovedbudskab er, at prisen på elektricitet fra sol og vind generelt undervurderes, fordi man glemmer alle følgeomkostningerne til ekstra kabelforbindelser og backup fra andre kilder – de såkaldte ”systemydelser”, når sol og vind svigter.

Tænketanken kommer også ind på begrebet kannibalisering, hvor man ved en kraftig udbygning med solceller og vindmøller vil opleve, at når de producerer godt, så falder strømprisen ned i nærheden af nul, og derved tjener producenterne ingen eller meget lidt penge. Det kan effektivt sætte en stopper for yderligere – politisk ønskede – investeringer. Fig. 1 viser, hvordan man med en større og større udbygning med sol og vind får mere og mere af denne i princippet værdiløse elektricitet.

Rapporten er fuld af gode og præcise iagttagelser, og der rammes en pæl igennem mange af de gængse påstande fra tilhængerne af grøn omstilling. Således nævnes ideen med, at sol og vind vil fortsætte med at falde i pris i de kommende år:

Det er imidlertid ikke en naturlov, at VE-omkostningerne vil fortsætte med at falde. Omkostningerne til både havvind og landvind er således steget siden 2022, mens omkostninger til solceller faldt lidt. Omkostningerne til nettilslutning og kabler er også steget, hvilket har øget de samlede omkostninger til alle VE-typer

I sine beregninger af situationen i fremtiden regner rapporten dog stadigvæk med lette prisfald på både havvind, landvind og solceller.

Rapporten tager fat i de gængse løsninger på den ustabile forsyning fra vind og sol. Her taler man jo normalt om ”fleksibelt forbrug”, ”geografisk samarbejde” og ”lagring”:

Det ufleksible forbrug opgøres her som det samlede energiforbrug minus el anvendt til PtX-produktion og minus 70 pct. af el anvendt til transport. Når VE-produktionen i den enkelte time nærmer sig 100 pct. af det ufleksible elforbrug, klares tilpasningen ved at lukke for al anden elproduktion. Når produktionen overstiger 100 pct., kan overproduktionen sælges til udlandet som eksport – men det forudsætter, at der ikke er overproduktion i samme time i vores nabolande, hvilket ofte vil være tilfældet. Alternativt kan overproduktionen lagres. Lagringen kan i praksis ske gennem elektrolyse eller ved lagring i batterier – herunder ved ”ekstraoplagring” i el-køretøjer. Det er også muligt, at termisk energilagring – enten i fjernvarmeværkernes vandtanke eller i salt, hvor temperaturen kan blive så høj, at salten [sic] kan drive en dampturbine, kan opnå udbredelse.

De to første løsninger bliver behandlet meget realistisk, hvorimod rapporten generelt tror lidt for meget på lagring (batterier eller smeltet salt) og brintfremstilling. At f.eks. batterier i den nødvendige størrelse vil være helt prohibitivt dyre, har man overset. Om brinten hedder det:

… produktionen af grøn brint gennem elektrolyse er vokset langsommere de seneste år end forventet på grund af tekniske problemer og kapacitetsbegrænsninger i produktionen af elektrolyseudstyr. Vi vurderer det som urealistisk, at der uden mere statsstøtte til PtX kommer mere end 1 GW elektrolysekapacitet i 2035. En så beskeden elektrolysekapacitet vil medføre, at ejerne af sol- og vindparker vil stå over for en betragtelig usikkerhed med at afsætte deres produktion.

Her er en regulær svipser. At elektrolysen ikke er kommet i gang, skyldes ikke manglende adgang til produktionsudstyret. Green Hydrogen Systems, der netop fremstillede elektrolyse-apparater, stod klar med et kæmpe produktionsapparat, men der var ingen kunder, og foretagendet gik fallit her for få måneder siden.

En sjov problemstilling er det faktum, at man normalt udregner f.eks. en gennemsnitspris for elektriciteten fremstillet over hele året. Den kan f.eks. findes ud fra Energinets timepriser for spot-el. Men det beløb er ikke det samme, som kunderne vil have betalt over året, fordi forbruget slet ikke følger produktionen. Om sommeren er strømprisen tit meget lav, tæt på nul, men her er forbruget ikke så højt. Om vinteren er priserne til gengæld generelt højere, og her er forbruget også meget større. Derfor vil kunderne ofte i gennemsnit betale en højere pris pr. kWh over året, end strømmen er produceret til. Den billige strøm er så gået til udlandet eller evt. til brintproduktion.

Men så kommer vi til kernekraften. I Sverige er der gennemført adskillige store beregninger og de konkluderer, at omkostningerne ved at kombinere kernekraft med vind og sol ikke bliver dyrere end ren vind og sol. Det skyldes naturligvis at sidstnævnte trækker så store følgeomkostninger med sig til kabler, backup osv. Selv hvis man regner med, at et nybygget kernekraftværk i Sverige vil være lige så dyrt som det seneste i Finland, Olkiluaoto 3, når man stadigvæk frem til, at de to scenarier falder nogenlunde ens ud:

Denne analyse sigter mod en hurtig implementering og lægger derfor en investeringsomkostning ved ny kernekraft på 80 mia SEK/GW, svarende til omkostningerne til Olkiluaoto 3, til grund. [Her] kan kernekraften, med et positivt afkast af den investerede egenkapital, sælges til 80 svenske øre/kWh (svarende til 53 danske øre/kWh). Finansministeriet vurderer, at forskellen mellem det prisniveau og LCOE på VE modsvares af sparede samfundsøkonomiske omkostninger … således at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger er de samme med og uden kernekraft – men at forsyningssikkerheden er højest med kernekraft.

For Danmarks vedkommende finder tænketanken at

… et rent dansk VE-system med dagens priser [er] stadigt billigere end et VE-system suppleret med kernekraft. Men hvis et nyt vestligt byggeprogram med standardisering og et øget internationalt samarbejde kan ned bringe omkostningerne til kernekraft med 20-30 pct., så vil et blandet elsystem koste det samme som et rent elsystem – og samtidigt have større forsyningssikkerhed.

Rapporten har en detaljeret gennemgang af Aalborg-rapporten og påviser bl.a., hvordan Aalborg-folkene nægtede at tage i betragtning, at de seneste 3 europæiske kernekraftværker blev ekstremt dyre i investering, og at man sagtens i fremtiden kan tillade sig at forvente betydelige prisfald, jfr. fig. 2:

En række studier har forsøgt at afdække årsagerne til, at mange kernekraftanlæg i de senere år både er blevet væsentligt dyrere end før, og også væsentligt dyrere end forventet ved anlægsbeslutningen…. For perioden 1976-2017 under et vurderer forskerne, at der er tre nogenlunde lige vigtige årsager til omkostningsstigningerne, nemlig generelt mere forskningsbaserede og dermed mere komplicerede design, negativ læring (på grund af meget ringe byggeerfaring) og konstruktionsændringer begrundet i stigende sikkerhedskrav.

Det påpeges, at af investeringspengene går kun ca. 40% til det fysiske byggeri, mens hele 60% kategoriseres som indirekte (dvs. omfattende planlægning, godkendelser, styring mv.).

Projekterne endte som bekendt med en meget tung og langsommelig sagsbehandling fra uerfarne myndighedspersoner, og kravene til anlæggene ændredes mange gange undervejs.

Man kan derfor med sindsro forvente, at hvis kernekraftværker igen blev fremstillet i serier, vil investeringen falde med måske 20-30% og så er det ikke længere elprisen, der bortdømmer atomerne.