Paris-aftalen, en synkende skude

H. Sterling Burnett har skrevet en skarp kommentar til Paris-aftalen, der jo blev indgået på COP-mødet samme sted i november 2015. Aftalen blev udråbt til et afgørende gennembrud i kampen for klimaet og mod de fossile brændstoffer, kul, olie og gas. Landene vedtog, at nu skulle der sættes grænser for hvor meget, den globale temperatur må stige, og man blev enige om, at tallet skulle være 1½ grads stigning siden 1850 – den såkaldte ”førindustrielle tid”. Til nød ville man kunne leve med en 2 graders stigning, men det var så absolut også grænsen.

Som vi tidligere har beskrevet, var der ikke noget i klimaforskningen den gang, der havde konkluderet, at disse to tal udgjorde nogen særlig milepæl for den globale temperaturstigning. Man regnede med en stigning frem mod år 2100 på måske 3 grader, og det blev ikke betragtet som noget specielt foruroligende.

På COP-mødet i Paris blev det derfor besluttet, at IPCC måtte fremstille en særrapport, der skulle understrege betydningen af de 1½ eller 2 grader. Rapporten skulle belyse omkostningerne for menneskeheden ved de to temperaturer. Det holdt lidt hårdt for IPCC, der var ikke meget litteratur og heller ikke nogen modelstudier, der beskæftigede sig med så lave temperaturer. Man måtte således få opfundet nye tal til lejligheden, og resultatet i rapporten, der udkom i 2018, var, at de 1½ grader dårligt nok ville medføre nogen udgifter, hvorimod 2 grader kunne ende lidt værre, men stadigvæk kun ganske få procent af det globale BNP i 2100.

Men hvordan mener man, at vi kan finregulere temperaturen på den måde? Her er man nødt til at gøre sig nogle antagelser om den forventede opvarmning ved en given stigning i atmosfærens CO₂-indhold. Klimaforskningens computermodeller har jo vist sig at være stærkt uenige om netop dette, de er nået frem til, at en fordobling af CO₂-indholdet i forhold til 1850 (den såkaldte klimafølsomhed), dvs. op til ca. 560 ppm, vil give en temperaturstigning fra 1,8 til 5,7 grader. Her måtte IPCC skære igennem og vedtage et tal, og det blev 3 grader. Vi kan nogenlunde sikkert udregne, hvor meget vi kan udlede, før indholdet når de 560 ppm. Derefter kan man regne baglæns, fra de 3 grader og ned til 1,5 eller 2 grader og så få et tal for ”restbudgettet” af CO₂, som vi kan tillade os at udlede.

Man kan herefter, som vist på fig. 1 konstruere kurver, der viser, hvor meget vi år for år skal reducere udledningerne for at nå målene. Kurverne viser de forventede fremtidige udledninger, hvis der ikke gøres noget, og derunder udledningerne, hvis landene gennemfører den politik, som de har vedtaget.

Det er de såkaldte Nationally Determined Contributions, NDC’s (”Nationalt definerede bidrag”) som alle lande skulle indlevere og som beskriver hvor meget, de forventer at deres udledninger vil falde frem mod 2050. Man ser, at der er meget langt ned til, hvad der ifølge budgetberegningerne skal til for at ramme de 2 hhv. 1,5 grader.

Allerede i 2017 frygtede FN, at som følge af de alt for beskedne NDC-er ville den globale temperatur stige med 3 grader inden år 2100. Den situation har ikke ændret sig ret meget siden da. NDC-erne er stadigvæk alt for beskedne, og i mellemtiden er det globale forbrug af fossile brændstoffer fortsat med at stige, således at ”restbudgettet” efterhånden er ganske beskedent. Vi kan reelt set kun fortsætte de nuværende udledninger i ganske få år, før 1,5-graders budgettet er totalt opbrugt.

I november i år kommer der et af de afgørende COP-møder, det er i Brasilien, hvor man som et led i forberedelserne har ryddet en del regnskov for at skaffe plads og veje til de mange deltagere. På mødet, COP30, skal menneskeheden vurdere, hvordan det går med målsætningerne om at nå de 1,5 eller 2 grader. Alle lande fik efter COP29-mødet til opgave at indsende reviderede NDC-er inden udgangen af januar i år. Så ville man tælle alle reduktionerne sammen og se, hvor tæt vi er på målene. Desværre var der kun 10 lande, der indsendte de reviderede mål, og de så ikke specielt lovende ud, faktisk var målene for nogle af landene mindre ambitiøse end dem, de havde indsendt tidligere, og ingen af landene havde opfyldt deres tidligere tilsagn.

Så 190 lande har slet ikke gjort noget. Heriblandt er Verdens største udledere af CO₂, bl.a. Kina, Indien, Rusland, EU og USA. Det mærkelige ved Paris-aftalen er også, at f.eks. netop Kina og Indien har status af ”3.-verdenslande”, og derfor er de slet ikke forpligtede til at reducere deres udledninger, før en gang i fremtiden på ubestemt tid.

Paris-aftalen er truet, ikke mindst fordi Donald Trump igen trak USA ud af den. Nu erklærer en række lande, f.eks. Argentina, Indonesien, Sydafrika og Sydkorea, at de agter at forøge deres forbrug af fossile brændstoffer i de kommende år, og således totalt fravige ideen om en NDC.

Paris-aftalen blev igennem mange år hyldet som et afgørende gennembrud for klimasagen. Men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Sterling Burnett skriver:

Paris-aftalen var aldrig en bindende traktat. Den foreskrev at de næsten 200 lande, der skrev under på den, hver især skulle sætte lokale mål for en reduktion eller et låg på CO₂-udledningerne.

Imidlertid var der ingen af disse mål, eller endda forpligtelsen til at opstille målene, der kunne gennemtvinges internationalt. Medmindre, eller indtil, de enkelte lande i praksis indfører lovgivning om målene, så er de ikke engang juridisk bindende inden for landenes grænser.

I praksis kræver Paris-aftalen ofre, langvarige og enorme ofre, uden at der vil være nogen synlig gevinst. Politikerne ønsker at forblive ved magten og bryder sig ikke om at holde fast i en kurs, der åbenlyst går ud over deres vælgere her og nu – med henblik på fordele, der først vil vise sig årtier efter, at politikerne ikke mere sidder i regeringskontorerne. Det er den reelle grund til, at Paris-aftalen var dømt lige fra start af. Nu er det på tide at skrive dens nekrolog, uden at vi skal beklage det. De billioner af dollars, der er spildt på den ind til nu, er tabte, men i hvert fald kan vi nu holde op med at kaste gode penge efter dårlige.

Hele ideen med, at menneskeheden kan ”styre” klimaet og den globale temperatur, er fundamentalt set fejlagtig, og følgerne af drastiske reduktioner i brugen af fossile brændstoffer på få år vil vise sig langt mere katastrofale, end hvad klimaforandringer kunne medføre. Derfor bør Paris-aftalen lige så stille blive flyttet til kompostbunken, og ingen vil savne den efterfølgende.

Og så kunne Danmark ved samme lejlighed måske skrotte sine over-ambitiøse klimamål?