Det fremføres ofte som et argument for den grønne omstilling, at energiproduktionen bliver lokalt forankret. Vi skal ikke mere importere gas, olie eller (gys!) kul fra despoter som Putin eller lignende. Solcellerne og vindmøllerne kan stå lige uden for vores vinduer. Hvad kan være mere lokalt?
Men mange af folkene bag den grønne omstilling tænker slet ikke i de baner. Her gælder det om at stable projekter på benene, projekter, der kan give kolde kontanter i sidste ende – gerne i form af statsstøtte på faste 25-års kontrakter.
Her er et dugfrisk eksempel på et projekt, der indebærer et meget langt kabel (ca. 4000 km), der under havet skal føre strøm fra vindmøller og solceller i Marokko til Devon i England. Projektmagerne er et engelsk foretagende, der efterlyser 25 milliarder engelske pund (ca. 220 mia. danske kroner) til investeringen i kabelforbindelsen. Men herefter vil man også være i stand til at levere hele 8% af Storbritanniens elforbrug, siger man.
I Tan-tan-området i det sydlige Marokko, er det planen at opstille i alt 7 solcelleparker og op imod 1000 vindmøller. Strømmen skal føres ud til kysten og derefter op gennem Atlanterhavet til Alverdiscott i det nordlige Devon, se fig. 1.
Lige nu er projektmagerne ved at fremskaffe et skib, der kan lægge kablerne, 150 km ad gangen. Der skal udlægges 4 parallelle kabler. Det bliver Verdens største kabel-udlægningsskib.
I alt regner man med at kunne levere 3,6 gigawatt (GW) strøm i gennemsnit – fra 11,5 GW produktionskapacitet. De 11,5 bliver jo så den maksimale leverance. Når vinden løjer af, eller Solen går ned, kommer der naturligvis mindre – eller ingenting – gennem kablerne. Men det problem forventer projektfolkene ikke at løbe ind i:
Vind og sol i Nordafrika opfører sig meget forskelligt fra England. Der er næsten konstant solskin hver dag og kraftig vind om eftermiddagen og aftenen. Vinden er meget pålidelig på grund af de daglige luftstrømme fra ørkenen og ud mod havet. Det betyder, at vinden tager til hver eftermiddag, blæser til ud på aftenen og løjer af igen om morgenen.
Og med lidt batterier regner man med stort set konstant at kunne levere de 8% til kunderne.
Det er nok lige lovligt optimistisk. Vejret i Marokko er ikke væsentligt anderledes end i resten af Verden, vinden kommer og går, og mange dage er overskyede eller disede, hvilket vil nedsætte solcellernes produktion.
Så for at være på den sikre side må den britiske elforsyning hellere have nogle hurtige gaskraftværker klar til backup.
Men projektet afventer lige i øjeblikket den britiske regering. Ikke fordi den skal give miljøgodkendelser, men fordi den skal garantere i al fremtid at aftage strømmen fra Marokko til noget, der ligner 84 pund pr. MWh, hvilket svarer til 75 øre/kWh. Det er jo noget højere end de aktuelle britiske strømpriser, men måske meget godt i tråd med, hvad man kan forvente fra havvind fremover. Projektmagerne ønsker en såkaldt Contract for Difference på netop dette beløb, hvorved deres investering vil være pænt sikret.
Da den britiske regering tøver, truer projektfolkene nu med at flytte projektet til et andet land, f.eks. Tyskland.
Det hævdes, at projektet vil give Storbritannien konkurrencedygtig og billig strøm, men den er åbenbart ikke så billig, at man tør løbe an på at sælge strømmen til markedsprisen. De 25 mia. pund ville også f.eks. være rigeligt til f.eks. at anskaffe sig to gasfyrede kraftværker, der ville kunne levere den samme mængde strøm og meget mere pålideligt i takt med forbruget.
Hertil kommer sikkerhedsaspektet. Er det i vores dage så klogt at lægge en væsentlig del af sin energiforsyning ud på kabler, der strækker sig over tusindvis af kilometer havbund, hvor f.eks. kineserne med deres nye undersøiske klippeværktøj så let som ingenting kunne udøve sabotage?
Grøn omstilling bliver jævnt hen mere og mere tosset.
Danish
Projektet er som skabt til støtte fra EU, hvor kommissær Dan Jørgensen sikkert kan fremme det med nogle mia. euro – af vores penge! Er der nogen, der ved, hvor mange mia. euro EU kastede efter Desertec projektet, hvor kablerne skulle gå under Middelhavet. (mon ikke det bla. skete i Connie Hedegaards kommissærtid? Så vi kan jo spørge hende!)
Hvor meget tab er der ikke i så langt et kabel?
Har vi ikke næsten en parlamentarisk krise herhjemme, i øjeblikket, på grund af en ministers manglende oplysning om en forsinket udbygning af EL-netforbindelser? Det skyldes nok først og fremmest at de store planer om mere vedvarende energi er stødt på kraftig prisforhøjelser i anlægsfasen. Bl.a. stærkt stigende råvarepriser. Så har ministeren nok tænkt at det er bedre at fortie den slags “kedelige” hændelser som ingen alligevel kan gøre noget ved, end at fortælle at VE-energi vil blive stadig dyrere jo mere det udbygges. Så Marokko-England kablet møder nok den samme barriere.
Sandstorme. Efter to år i den Libyske ørken og oplevet flere sandstorme, er det imponerende hvor hurtigt malingen af den nederste del af bilen blev sandblæst af. Udskiftningen af solceller er højst sandsynligt undervurderet i projektet.
Ja, og hertil kommer, at solcellerne hurtigt bliver dækket af et lagt fint støv, der nedsætter produktionen – og som skal vaskes af med vand – som man får hvorfra i ørkenen?