Klimakrig mod husbåde

Den britiske Labour-regering er godt i gang med at køre nationen i sænk med det ene vanvittige klimatiltag efter det andet. Der øses milliarder af pund ud på støtte til vindmøller, solceller, CO₂-opsamling og alskens andre tiltag, der skal ”redde” klimaet. Argumentet for Storbritannien er det samme som for Danmarks vedkommende. Landets udledninger af CO₂ er så små, at de ikke gør nogen forskel på atmosfærens indhold, men man ønsker at være ”foregangsland” og dermed inspirere alle de andre til at bevæge sig i samme retning mod afgrunden.

Og de stakkels briter kæmper med skyhøje priser på energien, så mange ikke har råd til både at spise og varme deres huse op. Det er det begreb, der kaldes ”energifattigdom”. Labour-regeringen lovede ellers, at energipriserne ville falde i løbet af kort tid – nok fordi man troede at elektricitet fra sol og vind er åh-så-billig. Det er den jo ikke, og priserne er kun steget yderligere i Labours tid.

Ingen skal imidlertid gå fri af galskaben, og nu er turen kommet til småbådene ved landets kyster og på floderne. De skal også bidrage til målene om ”netto-nul”. Konkret skal det ske ved, at bådejerne skal tvinges til at udskifte deres dieselmotorer med elektriske ditto og tilhørende batterier. Der skal etableres flere ladepunkter ved kysterne og ved flodernes bredder. Skattestigninger på dieselolien skal fremme overgangen, og alle nye både skal tvungent være elektriske.

Folk i branchen ryster på hovedet. Teknologien er slet ikke klar, man kender ikke rigtigt elektriske småbåde, og batterierne fordyrer bådene og repræsentere en meget stor ekstra vægt. Højere skatter på dieselolie vil effektivt tage livet af det kystnære fiskerierhverv, som typisk drives fra ganske små både. I dag får de faktisk tilskud til brændstoffet, og bare et bortfald af tilskuddet vil bringe tre fjerdedele af fiskerne tæt på økonomisk ruin. 

Kanalbådene frembyder særlige problemer. Dels bliver det svært at få opbygget det nødvendige netværk af ladestationer. Der tales om, at de skal være soldrevne, men det kommer til at gøre opladningerne alt for langsomme og uhensigtsmæssige. Mange mennesker har faktisk en sådan båd som deres hjem, og de har ikke råd til den kostbare udskiftning af motoren. Men at drive folk fra hus og hjem i forbindelse med klimatiltag er jo ikke noget, der normalt kan få Labour-regeringen til at ryste på hånden.

En talsmand fra transportministeriet trækker lidt i land med følgende udtalelse:

Mindre fartøjer som kanalbåde vil ikke stå over for skatter på CO₂-udledninger eller nye regler for brændstoffer, da vores fokus er på større skibe. Vi er i dialog med folkene for bedre at forstå de udfordringer, som små både står overfor, og hvordan vi kan understøtte deres reduktion af udledningerne.
Regeringen er fast besluttet på dekarbonisering af skibsfarten som en del af vores opgave med at håndtere klimaforandringerne og gøre Storbritannien til en ren-energi-supermagt.

Vi ynder ikke her på siden at bruge det gyselige udtryk ”dekarbonisering”, der vel nærmest kan oversættes med ”kulstof-nedsættelse”. Nu er der jo ikke tale om kulstof, men derimod CO₂, der har helt andre fysiske og kemiske egenskaber end kulstof (”C”). Men ”dekarbonisere” bruger man, når man skal se smart ud og foregive at være med på noderne.

I øvrigt er transportministerie-repræsentantens budskab helt umisforståeligt, at regeringen nok skal komme efter småbådene – bare vent! Ambitionerne om at blive en ”supermagt” overtrumfer alt andet, også selvom det ”supre” mest består i suverænt idioti.