Bo Bjørnvig er et af de litterære fyrtårne inde på Weekendavisen, der hver uge udkommer med et bogtillæg. Her havde Bjørnvig påtaget sig opgaven med at anmelde en fransk tegneserie om energi og klima, der netop er oversat til dansk: Blain & Jancovici: ”Hvis Verden skal bestå”. Bjørnvig var ikke kommet så langt i bogen, før han i rystet tilstand måtte tilkalde assistance fra ingen anden end Jens Olaf Pepke Pedersen, kendt fra Klimarealismes Rådgiverpanel. Jens Olaf skriver også artikler og indlæg på Weekendavisen.
Bogen er som sagt en tegneserie, på knap 200 sider i stort format. Den er ualmindeligt smuk og tegningerne er imponerende, med humor og masser af detaljer på hver eneste side.
Bogens hovedærinde er at beskrive, hvordan brugen af fossile brændstoffer har muliggjort den fantastiske udvikling, som vi har haft i de seneste 150 år, med stærkt stigende velstand og velfærd for en stadigt større del af Jordens hastigt voksende befolkning. I detaljer ser vi, hvordan træ var den oprindelige kilde til energi, men så kom kullene til, og derefter olie og naturgas.
Det, der havde rystet den gode Bjørnvig, var grafen, der viser udviklingen i Verdens energiforbrug frem til i dag. Her ser man, hvordan kul ikke afløste træ, men derimod kom til ovenpå. Det samme gælder olien og gassen, der var ikke tale om nogen omlægning af forsyningen, men bare et større og større totalt forbrug. Og til sidst kommer sol og vind ind i billedet, og trods ufattelige investeringer i disse to kilder er der slet ikke nogen omstilling at spore, de er også bare kommet til ovenpå alle de andre, og udgør stadigvæk en forsvindende del af Verdens energiforsyning.
Bogen beskriver alle de fremskridt, vi kan henføre til de fossile brændstoffer (suppleret af lidt vand- og kernekraft), men også de problemer, der i stigende grad ledsager dem i form af f.eks. forurening. Det er jo også en kendsgerning, at kul, olie og gas er begrænsede ressourcer, de er allerede nu dyrere at udvinde, end de har været historisk set, og den udvikling vil fortsætte.
Herefter kommer bogen ind på klimaet og det er klart en svagere omgang, hvor der fremføres standard-alarmistiske påstande. Jens Olaf har et sjovt eksempel herpå, hvor bogen forfalder til at udnævne enkelt-begivenheder med ekstremvejr til at være tegn på ”klimaforandringer”:
… det er forkert, at den franske flod Doubs tørrede ud i sommeren 2018 på grund af tørke.
Tværtimod var der rigeligt med nedbør både i vinteren og foråret, og at vandet pludselig forsvandt over en strækning på en kilometer, skyldes ikke tørke, men store revner i undergrunden, der består af karst eller kalksten. Det er et naturligt, men sjældent fænomen, der også er observeret i floden Risle i Normandiet.
Bogen er kritisk over for hele tanken med at lade sol og vind overtage energiforsyningen, grundlæggende er den grønne omstilling en umulighed. I stedet peges der på kernekraften, som Frankrig jo havde stor succes med, men som nu fungerer mindre godt, fordi den delvist skal tjene som backup til solceller og vindmøller – ikke mindst alle dem i Tyskland, kunne man tilføje.
I bogen finder man en herlig illustration af, hvad det er, vi prøver på, når vi vil have den grønne omstilling til at fungere. Den ”fossile faldskærm” er brudt i brand, vi vil ikke bruge kernekraft-reservefaldskærmen, og mens vi nu falder, prøver vi at strikke alternative løsninger sammen.
Bogen slutter med at appellere til, at vi alle forbruger færre ressourcer, f.eks. i forbindelse med valg af madvarer (kød, selvfølgeligt), transport (små elbiler eller bus og tog), boliger (mindre) og forbrug generelt. Her forfalder man til de visioner om ”nedvækst” som plager store dele af den intellektuelle venstrefløj ikke mindst i Frankrig.
Bogen er således en blanding af (meget) godt og (lidt mindre) skidt, men den giver en god indsigt i hele energispørgsmålet og de fossile brændstoffers rolle i vores samfund på en letlæst og pædagogisk måde. På den måde kan bogen godt anbefales som gave til f.eks. lidt for klima- eller grøn-omstilling-skråsikre venner eller familiemedlemmer.
Danish