ARGO er navnet på affaldsforbrændingsanlægget, man kan nyde synet af, når man kører ad motorvejen syd for Roskilde. Den nyeste tilføjelse til det velfungerende anlæg blev designet af en futuristisk arkitekt, der indkapslede værket og skorstene i hullede rustne jernplader. Synet af anlægget med belysningen om natten har givet det kælenavnet Saurons Tårn, hvilket er meget nærliggende.
De danske forbrændingsanlæg er i knibe i disse år, pga. klima- og miljølovgivning. Klimaet kræver, at man ophører med at brænde affald, der oprindeligt er fremstillet ud fra råolie, f.eks. plastik. Her vil man jo få udledninger af ”fossilt” kulstof, som det hedder i den specielle jargon på området. Miljøet kræver genbrug, så plastik og alt muligt andet brændbart skal slet ikke sendes til forbrænding mere, men ”genanvendes”. Derfor sorterer vi affald i masser af kategorier, uagtet om det faktisk kan genbruges eller ej. Blandet plastik fra husholdninger er således umuligt at få sorteret, så man kan fremstille ny plast. Derfor eksporterer man meget af det til udlandet og lukker øjnene for, hvad der sker med det dér. Træaffald bliver heller ikke brændt mere, det skal bruges til spånplader, men der er alt for meget for den enlige danske virksomhed, så træet eksporteres i stedet til en ukendt skæbne. Samtidigt importerer vi millioner af ton træpiller til vores umættelige ”klimaneutrale” kraft-varmeværker.
Der er ikke nok affald mere til at holde alle Danmarks forbrændingsanlæg kørende, også selvom de i et vist omfang importerer affald fra udlandet (var der nogen, der fangede det ironiske i det?). Så gælder det om at være kreative for at undgå lukning, og her har kommunerne bag Saurons Tårn fået det brillante indfald at få installeret CO2-opsamling på anlægget. Det har et debatindlæg i mediet Klimamonitor beskrevet nærmere.
ARGO har fået til opgave at søge penge fra regeringens gigantiske pulje på 28,5 milliarder kr. til CO2-opsamling. Der skal sættes opsamlingsudstyr op på værkets skorsten, og CO2-en skal oprenses og derpå transporteres til Kalundborg, Holbæk eller Odsherred Kommuner, hvor gassen skal pumpes ned i undergrunden. Det er jo en meget billigere løsning, end hvis man vil sejle CO2-en ud i Nordsøen til deponering i et gammelt oliefelt. Derved sparer kommunerne penge og gør deres tilbud til Staten mere attraktivt.
De lokale beboere i Vestsjælland er dog mindre begejstrede ved udsigten til
nedpumpning af CO2-affald under borgeres boliger, skoler, daginstitutioner og beskyttet natur,
hvorved de kommer til at bo oven på et CO2-depot, der jo i teorien kunne springe læk og sende store mængder af gassen i giftige doser op i de nævnte områder.
I debatindlægget beskrives det, hvordan hele den kommunale beslutningsproces har været delvist mørkelagt; i nogle kommuner blev spørgsmålet taget op på lukkede møder uden referat, og ingen har fået lov til at se de økonomiske forudsætninger. Indtægterne kommer ellers dels i form af statstilskuddet, dels ved salg af ”kvoter” eller lignende former for aflad.
Så er der spørgsmålet om teknologien:
Det fremgår af sagsfremstillingen, at ARGO i dag udleder 350.000 ton CO2. Samtidig under afsnittet ’Miljømæssige konsekvenser’ hævdes det, at anlægget årligt kan fange 350.000 ton CO2. Det giver en fangstprocent på 100, hvilket ikke er set noget sted i verden jævnfør [fig. 1].
Faktum er jo, at de hidtidige anlæg i større skala ender på langt under 100% opsamling, nogle eksempler er vist på fig. 1. Det er jo uheldigt, dels for økonomien, dels hvis man har lovet for meget. Så er der også spørgsmålet om energiforbruget ved processen:
IPPC citeres for at CO2-fangst kræver 13 til 44 procent ekstra brændstof. For ARGO vil tabet formodentlig ikke være i den høje ende som følge af fjernvarmeudnyttelsen, men uanset det, må der regnes med et væsentligt fald i værkets energieffektivitet.
Hvis der ønskes samme output af el og varme som før etableringen af CO2-fangst, vil det alt andet lige, kræve øget input af affald til forbrænding.
ARGO kører allerede i dag meget tæt på fuld kapacitet, så man kan ikke sætte produktionen i vejret for at kompensere for tabet. Eneste udvej er således, at der vil være mindre varme til kunderne. Det er jo ikke godt, når værkets økonomi i forvejen er trængt.
Indlægget i Klimamonitor konkluderer, at projektet er behæftet med stor teknisk usikkerhed og samtidigt en alvorlig risiko i forbindelse med nedpumpningen på land. Eventuelle ekstraudgifter vil kommunernes borgere hænge på.
CO2-fangst og deponering har ikke indtil videre været nogen succes, globalt set. Anlæggene i drift er få og små og typisk opnår de 55-75% opsamling, med et stort tab af energi undervejs. Teknologien er ellers på en måde velkendt, fordi man bruger den til at skaffe CO2 til nedpumpning i oliefelter for at forøge udbyttet. Det er en god forretning, fordi man får udvundet store ekstra mængder af olie eller gas. Men her er man jo også fuldstændigt ligeglad med, om der tabes 10, 20 eller 30% af CO2-en undervejs, eller om en del af den ikke forbliver nede i oliefeltet efter endt brug.
Det er en anden sag, når man vil ”redde” klimaet og hvert et ton tæller. Men der er noget helt forkert ved, at danske kommuner kaster sig over den slags aktiviteter for skatteydernes penge. Det har politikerne slet ikke forudsætningerne for at beskæftige sig med.
CO2-opsamling vil aldrig komme op i en skala, hvor den har nogen som helst indflydelse på atmosfærens indhold. Men der kan blive brugt mange penge på den – penge, der dermed er spildt og ikke kan anvendes til noget bedre. Når man så ovenikøbet af økonomiske årsager pludseligt vil praktisere deponering på land, får man i tilgift bare en forøget risiko for, at det ender helt galt.
Sauron, Mørkets Fyrste, ville være tilfreds.
Danish
Den indfangede CO2 nedpumpes i vandførende lag, som i forvejen indeholder CH4. Denne CH4 menes at have været i vandet i millioner af år. Hvis det er rigtigt, er der ingen risiko ved lagringen (Kilde: Aalborg Portland, som er i gang med et storstilet projekt.
Det er jo nok et forholdsvis beskedent indhold af CH₄, hvor man nu tænker på at nedpumpe massive mængder af CO₂. Det er noget andet.
Den politiske kritik af affaldsforbrænding i moderne anlæg er helt hen i vejret og torskedum. Forbrænding af husholdningsaffald og spildevandsslam er en bedre udnyttelse af ressourcerne end genanvendelse eller deponering, Affaldsforbrænding i moderne anlæg er den eneste måde at få nedbrudt eller indsamlet i filterstøv af de persistente og miljøfarlige miljøgifte, der findes diffust i affaldet fx. PCB, dioxiner, bromerede flammehæmmere og PFAS. Uden forbrænding vil stofferne fortsætte med at cirkulere i naturens kredsløb og ende opkoncentreret i vores væv og organer. Samtidigt vil alt inficeret og uhygiejnisk affald blive elimineret, så smitte ude i samfundet mindskes.
Hold da op det er da helt gak!!
Ikke noget at sige til at vi er ved at gå på røven!!
Jeg har et forslag. Hvad med at Klimarealisme indkøber et antal GPS Trackere og lægger dem i plastikaffald rundt omkring og så følger hvad der sker med dem. Oplysningerne fra undersøgelsen kunne herefter offentliggøres. Jeg tror at det danske plastaffald i vid udstrækning brændes i Tyskland og Sverige. Vi skal afsløre venstrefløjens vanvid på andres bekostning.
Omkring småplast ser vi mange klimaansvarlige mennesker omhyggeligt rengøre plastikemballage i varmt vand førend dette rengjorte affald bæres ned i den korrekte container. På et tidspunkt ankommer en lastbil og afhenter affaldet for derefter at aflæsse det på et opsamlingssted. Når der er indsamlet en tilstrækkelig stor mængde, bundtes småplasten og køres til eksempelvis Tyskland. Tyskland har imidlertid ikke et koncept for genbrug af småplast, men har en aftale med et firma i Kina, som gerne mod betaling aftager et parti. Når der i Tyskland er ankommet en tilstrækkelig mængde afskibes affaldet.
Hvad der så sker i Kina er svært at sige. Men for nogle år siden så vi en dokumentar fra Indonesien, hvor der i junglen på et åbent bål, blev afbrændt småplast. Omkring bålstedet flød det med småplast, hvor fotografen kunne fokusere på noget pålægsemballage fra Tulip. I dokumentaren blev oplyst at det pågældende småplast var modtaget fra – Ja Kina. Den ansvarlige danske minister på dette tidspunkt var Lea Wermelin, hvis kommentar var noget med at det må vi tage op i EU. Om fru Wermelin derefter har fulgt op på hvad jeg mener er en skandale ved jeg ikke.
Tak for svaret. Det er jo en katastrofe. Jeg tænkte det nok.
Når nu staten har så mange penge til overs som de ikke har brug for, er det er da meget bedre at veksle de 28,5 milliard til 50ere og så brænde dem i anlægget.
Så får man da lidt varme og strøm ud af dem.
Fint Søren.
Du kunne også have skrevet, at i slutningen af 1990’erne forlangte Energistyrelsen, at en række affaldsanlæg skulle ombygges til kraftvarme. Affaldsselskaberne protesterede over både de store investeringer og krav om størrelsen på anlæggene. De hævdede, at der ikke var nok affald. Det viste sig, at det var der heller ikke. Som du skriver, så måtte man importere affald fra Tyskland. Senere fandt man så ud af, at mest muligt affald skulle sorteres og genbruges. Det blev problemet ikke mindre af.
Det var fint at fælde træer og bruge dem til aviser. Men aviserne måtte ikke brændes. De skulle genbruges.
Det var endog meget fint af fælde træer og brænde dem direkte i kraftværker.
Hvis man ser på Danmarks energipolitik, fra Energistyrelsens fødsel i begyndelsen af 1980’erne til nu, så har der været mange store skift. Dansk energipolitik er meget korttidsholdbar. Et omfattende skift ca. hver 5-6 år. Og hver gang har myndighederne forlangt, at investeringerne bliver afskrevet over 20-25 år. Det er vanskeligt at frigøre sig fra den tanke, at energiadministrationen er en stor maskine, der skal holde sig selv i gang.
I perioder har affaldsforbrændingsanlæggene fyret både med naturgas og træpiller som supplement, netop fordi der ikke var varme nok i affaldet til at opfylde leveringsforpligtelserne.