Anmeldelse: “Fakta og myter om grøn omstilling”

Søren Hansens “Fakta & myter om grøn omstilling” er let overskuelig, forsynet med en ordentlig indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan finde frem til de forskellige områder, skrevet i et klart og letflydende sprog og særdeles informativ. Den burde interessere enhver, der beskæftiger sig med energipolitik, og jeg vil gerne give den min bedste anbefaling.

Nærværende anmelder indledte for 7 år siden et foredrag i Sverige om Energipolitik med at citere den svenske rigskansler Axel Oxenstierne, der opmuntrede sin søn, der noget betænkeligt skulle repræsentere Sverige under forhandlingerne om den Westphalske fred i 1648 med ordene: ”Min søn, om du vidste med hvilken dårskab Verden regeres.” Læseren af Søren Hansens bog, må nødvendigvis drage den samme konklusion.

Kapitlerne 1-6 indeholder en række facts om grøn energi og Energistyrelsens fantasterier og giver gode forudsætninger for at forstå resten af bogen. Der er lagt stor vægt på at belyse vinds og sols fundamentale svaghed, ustyrlig og kraftig variation. Samtidigt er der en grundig gennemgang af de mange ideer til opbevaring af overskudsstrøm, og en overbevisende argumentation, for at ingen af disse ideer dur.

Kapitel 7 beskriver overbevisende, at batterilagring er en meget begrænset backup-mulighed.  

Kapitel 8 har en lidt for elskværdig holdning til pumpekraftværker, bl.a. norske er nævnt. I flg. nærværende anmelders undersøgelse eksisterer der 10 sådanne med en samlet maksimal ydelse på 1166 MW og en praktisk ydelse på ca. 400 MW. De 8 er bygget før 1980. Sauerdal er bygget i 1985 med en maksimal ydelse på 680 MW og det seneste, Nygård, i 2005 med en maksimal ydelse 56 MW.  

Norske vindmøller ydede i 2024 i gennemsnit 1648 MW varierende mellem 133 og 4196 MW. Så man kunne jo tænke, at der vil være brug for en udligning af denne strømproduktion. Men ideen tør siges ikke at være slået an i Norge. Pumpekraftværkernes gennemsnitlige ydelse på ca. 400 MW er da også helt ubetydelig sammenlignet med norsk vandkraft, der i 2024 ydede i gennemsnit 16 GW og maksimalt 25 GW.

Man kunne også nævne at Europas største pumpekraftværk Vianden i Luxemburg og Geesthact ved Elben lidt øst for Hamburg. Begge opførtes før 1960, længe før, der var der noget, der hed vindmøller og solceller. De er således ikke bygget for at opsamle sol og vindenergi, men for at spare på kraftværksudbygningen, idet der pumpes vand op i dem i stille perioder, og vandet så lukkes tilbage gennem turbinerne, når der er et ekstra stort elforbrug om morgenen. Vianden har en lagerkapacitet på ca. 5000 MWh og kan yde en effekt på 1300 MW, Geesthacht tilsvarende 500 MWh og kan yde ca. 120 MW – i 4 timer. 

5000 MWh svarer til Tysklands elforbrug i 5 minutter.  Så vidt vides er der ingen betydende pumpekraftværker under opførelse. Men nærværende anmelder var meget imponeret over synet af Geesthacht og Vianden for henholdsvis 63 og 59 år siden.

Kapitel 9 om brintproduktion er grundigt og informativt. Og burde læses af alle politikere, der beskæftiger sig med energi.

Kapitel 10, om kuldioxid og PtX: Skal dette blive til noget er der ikke alene behov for brint, men også for store mængder kuldioxid, og hvor skal disse komme fra i det øjeblik, vi har gjort os fossilfri?

Mht. opsamling af kuldioxid fra atmosfæren savnes der en beregning af det teoretisk minimale energiforbrug per kg kuldioxid. Dette tal burde gøre det indlysende, at opsamling af kuldioxid fra atmosfæren ikke er en mulighed.

Dog er gennemgangen af PtX-ideer klar og så udtømmende, som den nu kan være i en bog af det foreliggende omfang. Ligeledes konklusionen: ”Ideen er håbløs.”

Kapitel 11 om danske udbygningsplaner for vind og sol er klar, skarp og illustrerer endnu en gang at dansk energipolitik er virkelighedsfjernt drømmeri. 

Det nævnes, at ”priserne rasler ned.”  Dette er en sandhed med modifikationer. Vindmølleparken Djursland med en nominel kapacitet på 400 MW kostede efter et forceret og dermed fordyret byggeri ca. 12 milliarder kroner i 2012. Den under opførelse værende vindmøllepark ”Baltic Eagle” ved Rügen oplyses også at koste 12 milliarder kroner for en nominel kapacitet på 476 MW. Så selv inflationen taget i betragtning er der ikke tale om et dramatisk prisfald.

I øvrigt tyder intet på, at de nye 8,4 MW møller er mere effektive end de 12 år gamle 3,6 MW møller i ”Norddjurs”.

Kapitel 12 om Tyskland og England og Californien er forstemmende læsning. Dog får England stadig 15% af sin elforsyning fra atomkraft, og er i gang med at bygge nye atomkraftværker. Men det går langsomt.

I 1956 – 18 år efter at Otto Hahn og Fritz Straßmann ved et eksperiment udført på et spisestuebord havde opdaget kernespaltningen, og dermed princippet for et atomkraftværk – igangsatte briterne atomkraftværket Calder Hall, der fungerede på kommercielle vilkår i de næste 47 år. Den gang kunne man få ting fra hånden.

Udviklingen siden da illustrerer ”Der Untergang des Abendlandes“.

Beskrivelsen af den californiske elendighed gør også indtryk. Californien er demokratisk regeret. Resultatet heraf kunne have hjulpet Trump til valgsejren.

13. Konklusion: Man kunne ønske en kurve visende vinds + sols andel af elforbruget time for time sammenlagt i hele Vesteuropa.

Figuren ovenfor burde i det mindste kunne aflive forestillingen om, at løsningen på vinds og sols ustyrlige variation er at trække kabler mellem landene.