Er batteriet fladt?

Energinet har udsendt sin årlige publikation, Årsmagasin 2025, med en undertitel som vi har brugt til artiklen her. Det kunne jo antyde, at Energinet ville begynde at tage tyren ved hornene og fremlægge problemerne ved udviklingen i den danske energiforsyning. Om nogen er det netop Energinet, der er i klemme her. På den ene side står Energinet over for en flodbølge af nye solcelle- og vindmølleprojekter, der alle skal kobles op til elnettet, uanset hvor fjernt fra alting, de er placeret. På den anden side skal Energinet modtage den stærkt varierende strøm fra disse kilder og omdanne den til den stabile forsyning, som er en afgørende forudsætning for det moderne samfund. Og reelt er der politisk meget lidt forståelse for de problemer, Energinet står over for nu, og som vil blive mere og mere alvorlige i takt med den fortsatte grønne omstilling.

I Årsmagasin 2023 blev problemstillingen her taget åbent op, mens 2024-udgaven var støvsuget for den slags bekymringer. Men mon ikke 2025 med den lidt frække titel ville være anderledes? Desværre nej. Fokus er i stedet på alle vanskelighederne med udbygningen af elnettet, der skal sættes master op, trækkes kabler, både over og under jorden, og installeres transformere osv. Og her er det svært:

Ja, vi rundede i 2024 elproduktion fra sol og vind, der svarer til 63 procent af det danske elforbrug.

Det er flot, men vejen mod 100 procent og Danmark som nettoeksportør af grøn energi bliver langt mere kompliceret og besværlig. Ydermere lever vi i en tid, hvor det eneste sikre, man kan sige om mange af de langsigtede planer, der bliver lavet, er, at de ikke kommer til at holde.

Fx er miljømyndighedernes sagsbehandlingstid på miljøscreeninger til udbygning af transmissionsnettet steget mere end forventet, og den gennemsnitlige gennemløbstid var i 2024 på 722 dage mod 119 dage i 2020. Den gennemsnitlige tid, som miljømyndigheder og Energinet har brugt på miljøkonsekvensvurderingssager, steg fra 536 dage i 2022 til 1394 dage i 2023 (Energinet fik ikke nogen tilladelser på den type sager i 2024).

Samtidig er leveringstiden på nogle kabler eller andre kernekomponenter vokset, og det kan nu tage flere år at skaffe dem. De 98 anlægsprojekter kommer derfor i gennemsnit til at tage 1,3 år længere at gøre færdige.

Det er interessant, at for få år siden gik alle bestræbelser på at få gravet alle højspændingskablerne ned, for at slippe af med de hæslige master i lange rækker. Den ambition er nu opgivet – undtagen i særlige naturområder, eller hvor der er meget beboelse. Så nu sættes der master op som aldrig før. De skal være store, fordi ledningerne skal kunne overføre produktionen f.eks. fra en 300 MW solcellepark, uagtet at den kun leverer den mængde strøm i få timer hvert år og i 2/3 af tiden ikke leverer noget som helst, eller i bedste fald næsten ingenting. I gennemsnit kan man regne med at ca. 11% af kapaciteten leveres, svarende til godt 30 MW. Men alle installationerne skal matche de 300 MW. Der er her tale om et kolossalt forbrug af ressourcer.

Energinet kommer på et tidspunkt ind på stabiliteten af den leverede strøm. Med tunge roterende generatorer er stabiliteten meget fin, men dem har vi ikke så mange af tilbage. Solceller og vindmøller udstyres med elektronik, der på samme måde skal holde spænding og frekvens stabil, men det virker ikke nær så godt, og problemet ytrer sig bl.a. ved ultrakorte dyk i spændingen. Det er ikke noget, vi bemærker i hverdagen hjemme i boligen, men mange industrivirksomheder har meget følsom elektronik, og et dyk vil straks medføre at hele produktionsprocessen standses, og så kan det tage mange timer at komme i gang igen.

Ved meget høje temperaturer producerer Palsgaard A/S blandt andet emulgatorer og stabilisatorblandinger til fødevareindustrien… ”Vi er en meget automatiseret virksomhed, og vi er afhængige af et stabilt elnet med høj forsyningssikkerhed. Men det er faktisk noget, der har udfordret os i de senere år,” siger Anders Brix, der er koncerndirektør hos Palsgaard.

Korte blink på et kvart sekund
”Det er ikke det, at nettet er nede i måske to minutter eller to timer, altså varigheden af en strømafbrydelse, der er det store problem for os. Det er antallet af de helt korte blink på et kvart eller halvt sekund, som almindelige strømforbrugere knap opdager. For i et meget automatiseret anlæg som vores sidder en masse følere og ventiler, der har med sikkerhed at gøre. De slår fra, når strømmen svinger, også selv om det kun er et lille dyk i et kvart sekund. Og så tager det 6-8 timer at få produktionen op at køre igen. Det koster os cirka én million kroner i produktionstab, hver gang det sker. Og det sker desværre alt for ofte,” siger Anders Brix.

Energinet erkender i Årsmagasinet, at det også vil være et problem i fremtiden.

At spændingsdyk og elkvalitet kan være et problem, er for mange en overset udfordring i den grønne omstilling. Men når vi udskifter kraftværker med solceller og vindmøller, og ikke samtidig finder nye måder at løse de udfordringer, det giver, så må vi enten acceptere, at risikoen for strømafbrydelser og spændingsdyk stiger, eller acceptere, at den grønne omstilling koster mere end i dag.

Men man har endnu ikke den nødvendige teknologi:

Udfordringerne med at sikre robusthed og stabilitet i elnettet er en højt prioriteret opgave i Energinet. ”Der er behov for i fremtiden at kunne tage en række nye værktøjer i brug – dog er ikke alle udviklet endnu,” forklarer Stine Grenaa Jensen, vicedirektør … i Energinet.

Og det hele skal være klar inden 2030 eller 2035, eller hvad Energistyrelsen nu drømmer om.

Herefter kommer Årsmagasinet ind på brint, der jo skal produceres i kolossale mængder i Danmark ved elektrolyse og derefter primært sælges til Tyskland. Her har man interviewet en indkøber hos stålværket Thyssenkrupp, hvor der er store planer om at omstille en eller flere stålovne til at køre på brint. Indkøberen udtaler sin tillid til, at den danske ”grønne” brint vil være konkurrencedygtig – sammenlignet med anden ”grøn” brint (f.eks. importeret fra oversøiske producenter, der vil døje med dyr transport). Men hvad med konkurrencen fra naturgas eller ”grå” brint, fremstillet ud fra naturgas? Vi har tidligere set, at den grønne brint er 5-10 gange dyrere end disse alternativer. Men i Årsmagasinet lyder svaret:

”Der er meget på spil. Hvis vi ikke kan få leveret grøn brint, eller det bliver for dyrt, kan der ske to ting. Den første mulighed er, at vi fortsætter driften af vores traditionelle højovne [med kul, red.] og dermed ikke nedbringer vores udslip af CO₂ til atmosfæren. Men det er reelt ikke en valgmulighed. For vi erkender vores påvirkning af klimaet, og vi ønsker at reducere vores CO₂-aftryk. Den anden mulighed er, at stålproduktionen flytter fra Tyskland og Europa til regioner, hvor prisen for grøn energi er mere konkurrencedygtig.”

Mon ikke det bare ender med, at produktionen i Tyskland lukker eller flyttes til lande, hvor det ikke er noget problem med at bruge kul i højovnene?

Til sidst kommer Energinet ind på det fleksible forbrug, der skal afhjælpe ubalancerne i produktionen. Her er der f.eks. tale om brintelektrolysen, når eller hvis den kommer, og hvis den overhovedet er i stand til at være så fleksibel.

Endvidere er der elbilerne, der med ”smart opladning” kun bliver ladet op, når der er overskud af strøm, og den dermed er billig, eller hvor bilerne bliver afladet, når det kniber med elforsyningen i de små hjem. Det er en teknologi, der ikke rigtigt er på plads endnu, medgiver Energinet, men man har store forhåbninger. Tilsyneladende er der ikke nogen, der har forsøgt at regne på bilbatteriernes kapacitet sammenholdt f.eks. med behovet under en Dunkelflaute. Der betyder batterierne ellers tæt på ingenting. Eller måske har man regnet på det, men af politiske grunde besluttet at feje resultatet ind under gulvtæppet.

Der ligger meget inde under gulvtæppet hos Energinet, og det er en skam, fordi politikerne derved fortsat kan forblive i deres rosenrøde forestillinger om den grønne omstilling. Hvor længe endnu?