Vejen mod afgrunden

Storbritannien er beriget med en afart af vores hjemlige Klimarådet, the Climate Change Committee, CCC, ”klimaforandrings-komiteen”. CCC er betydeligt mere rabiat end Klimarådet, der dog trods alt udtaler sig om fremtiden med en vis forsigtighed. Men CCC går til stålet, og har netop udsendt sin syvende rapport vedrørende ”kulstof-budgettet”, denne gang for perioden 2038-2042. Titlen er netop ”Det Syvende Kulstofbudget” og undertitlen: ”Rådgivning til den britiske regering”.

Det er en diger sag på 394 tætskrevne sider, som næppe ret mange får læst i sin helhed.

Rapporten regner med en 90% reduktion i udledningerne i 2040, sammenlignet med 1990, se fig. 1. Forfatterne regner med at turen mod ”netto-nul” kun vil koste 0,2% af det britiske bruttonationalprodukt pr. år i gennemsnit, og når vi når perioden dækket af den Syvende Rapport, 2038-2042 vil den grønne omstilling faktisk give en økonomisk gevinst. Netto-nul vil give fordele, idet landet skånes for fremtidige chok fra prisudsving på de fossile brændstoffer – og det nævnes, at der vil blive skabt nye jobs f.eks. i forbindelse med installation af varmepumper.

CCC har store planer for fremtiden, de skal stort set udelukkende være baseret på sol og vind. Her kan man læse:

I 2040 er havvinden vokset 6 gange fra de nuværende 15 GW til 88 GW. Landvinden bliver fordoblet til 32 GW og solcelle-kapaciteten stiger til 82 GW. Ved siden af skal der være kernekraft, gaskraft med naturgas og CO₂-opsamling, eller brintfyret, og batterier, samt forbindelseskabler til nabolandene. Det vil give en pålidelig elforsyning selv i år med ugunstige vejrforhold.

Når man går dybere ned i rapporten, leder man forgæves efter nogen metode til at sandsynliggøre, at der kan etableres en stabil elforsyning, der dækker forbruget. Der regnes kun med en beskeden kapacitet af batterier og så et mindre antal gaskraftværker, der skal køre med opsamling af CO₂, så de er ”klimaneutrale”. Paul Homewood gør opmærksom på, at under en Dunkelflaute vil der langt fra være kapacitet nok til at klare spidsbelastningen hver dag, og i øvrigt vil der ikke være lager nok til ret mange timer.

CCC tror selvfølgeligt fuldt og fast på, at priserne på vindmøller, solceller, batterier og elbiler vil fortsætte med at falde, som de har gjort frem til 2022, se fig. 2. Den nye udvikling inden for f.eks. havvinden er åbenbart forbigået CCC’s opmærksomhed. Som Paul Homewood skriver i en anden artikel, så taler CCC om en pris på havvind i 2023 på 51 £/MWh, der vil falde til 32 £ i 2030. Men de nyligt indgåede fastpriskontrakter ligger omkring 82 £/MWh, og alt tyder på, at de vil stige yderligere. Tilsvarende med solcellerne, hvor CCC anfører en nuværende pris på 46 £/MWh, faldende til 34 £ i 2030. Imidlertid resulterede det seneste udbud af fastpris-kontrakter i et beløb på 69 £/MWh.

I 2040 skal næsten alle biler være elektriske, det gælder også tungere køretøjer. I dag er der kun ca. 2% elbiler. Tilsvarende skal 50% af alle boliger have varmepumper, versus 1% i dag. For almindelige personbilers vedkommende forventer CCC, at elbilerne allerede mellem 2026 og 2028 vil være billigere end benzin- og dieselbiler, og derfor vil samfundet begynde at spare penge, hver gang en borger køber en ny elbil.

Det samme gælder de store ambitioner vedrørende varmepumperne, hvor der skal installeres ca. 1,5 millioner pr. år. Men da elektrisk opvarmning er meget billigere end gas, vil samfundet også her spare penge – ifølge CCC. Briternes huse skal naturligvis isoleres, men CCC siger ikke noget om alle de praktiske vanskeligheder, der bliver med isoleringen og med at få tilstrækkeligt med varme i hele det traditionelle britiske byggeri.

Industrien skal primært omskoles til elektricitet, i de brancher, hvor der er brug for høje temperaturer, kan der blive tale om gasforbrug med CO₂-opsamling, eller evt. brændstoffer baseret på biomasse. CCC er ikke – i modsætning til vores hjemlige Energistyrelse – særligt lun på ideen med brint i større målestok. Men historien melder ikke noget om, hvad man så skal gøre med de kolossale overskud af strøm, der produceres, når Solen skinner og det blæser godt. Om industrien skriver CCC:

Industriens dekarbonisering frembyder en mulighed for at forøge investeringerne i produktion og få en konkurrencemæssig fordel i produktion med lave CO₂-udledninger. Det vil kræve politiske forhold, der understøtter udviklingen, for at producenterne forbliver globalt konkurrencedygtige, mens de dekarboniserer, og for at undgå at energitunge virksomheder forlader Storbritannien.

Man drømmer sødt, og så skal der bruges masser af skatteyderpenge på at understøtte virksomhederne, sådan som man allerede er i fuld gang med nu. Omlægningen skal primært være ved overgang til elektrisk energi, men også kulstofopsamling og brint kan komme i spil.

Rapporten erkender, at det store fald i CO₂-udledningerne fra 1990 til nu primært er forårsaget af en kraftig produktionsnedgang, f.eks. er stålfremstillingen faldet til en tredjedel og cementen til det halve. Samtidigt er en stribe store kemiske fabrikker lukket, inkl. begge landets ammoniakfabrikker.

Men det generer ikke store ånder i CCC.

Så kommer vi til landbruget, hvor antallet af husdyr skal reduceres med 27% fra 2023 til 2040. Det skal gennemføres ved, at befolkningens forbrug af kød skal ned med 25% inden 2040, denne gang i forhold til forbruget i 2019, jfr. fig. 3. CCC konstaterer med tilfredshed, at kødforbruget allerede er faldet 10% mellem 2020 og 2022, men nævner dog her, at det generelle fødevareforbrug faldt med 11% i de år. Man forbigår behændigt, at det nok i vid udstrækning skyldes, at en forfejlet energipolitik med de høje energipriser som resultat, gjorde mange mennesker så fattige, at de ikke havde råd til både opvarmning af deres huse og ordentlige fødevarer.

Inden 2040 skal de menige briter lære at køre i elbil. De skal dog køre mindre end i dag, og i stedet over på cyklen eller med offentlig transport. De skal installere varmepumper i deres huse, uanset om det teknisk kan lade sig gøre eller ej. De skal spise 25% mindre kød (30% mindre rødt kød og 20% færre mejeriprodukter som ost og mælk). Fødevarerne skal erstattes af grøntsager og kunstige proteiner. Det skulle være godt for folks helbred, kan man læse.

Og så skal vi have ram på folks flyvning. Målene er lidt uklare her, men billetpriserne skal stige og borgere, der flyver ofte, skal straffes yderligere. Hvor drastiske tiltag, der skal til, afhænger af hvor meget ”klimaneutralt” brændstof, der vil være til rådighed i 2040. Det bliver nok meget beskedne mængder, så derfor skal alle fattigfolkene nok i stedet forhindres i at tage på deres årlige charterferie sydpå.

Der er tale om et kolossalt stykke arbejde, der er udført her, og igen må man undre sig. Visionerne er jo totalt løsrevet fra virkeligheden, og ethvert forsøg på at føre dem ud i livet vil bare accelerere briternes færd mod afgrunden, økonomisk og socialt. Det er trist at se på. Men hvorfor gør de det?