Uhyggelige klimamål

Tysk grundighed er en velkendt frase, vores sydlige naboer er omhyggelige og effektive, og deres teknologi er altid på et højt niveau. Desværre har de udvist samme grundighed og ihærdighed, når det gælder grøn omstilling, hvor resultaterne i form af et dødsridt ud over kanten på afgrunden bliver mere og mere synlige dag for dag.

Helt tilbage i 2023 lykkedes det regeringen at smugle lovgivning igennem, med det formål at begrænse tyskernes fremtidige energiforbrug. Hovedpunkterne var, at Tysklands samlede energiforbrug i 2030 skulle være 26,5% lavere end det var i 2008. Det samlede energiforbrug måtte således ikke være højere end 1867 terawatt-timer (TWh) i 2030. I 2045 skulle energiforbruget været reduceret med 45% i forhold til 2008.

Her må det bemærkes, at der er en afgrundsdyb forskel fra den slags lovgivning til en grøn omstilling, hvor energien skal leveres fra nye kilder, dvs. sol og vind. I teorien kunne man, hvis man havde solceller og vindmøller nok, opretholde det nuværende energiforbrug og den dermed forbundne levestandard. Men det er svært at se, hvordan man drastisk kan nedsætte energiforbruget til det halve, uden at det går ud over folks muligheder og levestandard. Lad os imidlertid se på, hvad der skete i Tyskland:

Loven fik det smarte navn: ”Lov til forøgelse af energi-effektiviteten i Tyskland”. Den har mærkeligt nok ikke rigtigt været omtalt i medierne på noget tidspunkt, og den har heller ikke været genstand for nogen offentlig debat.

Sagen startede i februar 2022, lige efter den russiske invasion i Ukraine. På det tidspunkt var Tyskland i færd med at forberede lukningen af de tre sidste kernekraftværker, en mærkesag for De Grønne, hvis Robert Habeck netop var blevet klima- og energiminister. I lyset af udsigten til en akut mangel på gas – der jo på det tidspunkt blev købt i enorme mængder fra Rusland, lovede Habeck en gennemgang af hele energisituationen, inkl. de tre kernekraftværkers skæbne. Alt ville blive kigget på med uvildige øjne, lovede han.

Undersøgelsen var færdig allerede en uge efter, og resultatet var, at absolut sidste frist for lukning af kernekraftværkerne ville blive ved udgangen af 2022. Hele undersøgelsen blev holdt hemmelig, ingen detaljer blev offentliggjort. Nogle ihærdige medier tog fat i sagen, men det tog to år gennem retssystemet før de relevante dokumenter blev udleveret. Der viste det sig så, at der aldrig havde været nogen undersøgelse. Habeck & Co. havde undertrykt alle argumenter, de var uenige i, og havde gennemtrumfet deres vilje.

Ud på efteråret havde regeringen fået kolde fødder ved tanken om en ny vinter med utilstrækkelige forsyninger af gas. Det endte med, at kernekraftværkerne fik lov til at køre videre til omkring 1. april 2023. Man ”lod” som om, at Kansler Scholz havde ”vredet armen rundt” på Habeck, hvorved denne ikke tabte for meget ansigt over for sine grønne fæller. Men det var ikke nok, De Grønne ville have yderligere betaling – og det blev så loven om forøgelse af energi-effektiviteten i Tyskland. Den blev vedtaget i efteråret 2023.

Alene lovens navn er misvisende. Det handler ikke om at forøge effektiviteten og nedsætte energiforbruget ved en given aktivitet – f.eks. ved at isolere et hus og spare på varmen. Nej, loven dikterer simpelthen hvor meget, det totale energiforbrug i nationen skal nedsættes år for år.

Når man vælger 2008 som reference-år kunne man tro, at en stor del af effektivitetsforbedringen allerede er opnået i de mellemliggende 16 år frem til 2024. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet.

I 2008 var det totale energiforbrug i Tyskland 2591 TWh, mens det i 2019 var 2514 TWh – en nedgang på kun 3%.

Så kom coronaen, og derefter energikrisen med skyhøje priser. Det bevirkede et fald i det tyske energiforbrug på hele 10% mellem starten af 2020 og slutningen af 2023. Men nedgangen var i høj grad et resultat af, at den tyske industriproduktion fra november 2017 til juni 2024 faldt med hele 15,3 procentpoint!

Så reelt er der slet ikke tale om nogen forbedret energieffektivitet, men derimod en drastisk økonomisk nedskæring, der medfører et fald i energiforbruget.

Kigger vi på fremtiden, ser det relativt håbløst ud. Hvis Tyskland formår at holde en økonomisk vækst som i perioden 2008-2019, med 1% pr. år, så skal energieffektiviteten være dobbelt så høj i 2045, som den er nu. Hvis væksten er 2% pr. år, skal effektiviteten tredobles. Man skal således kunne varme sit hus op i 2045 med en tredjedel af den gas, man bruger i dag. En dieselbil skal ikke mere køre 15 km på literen, men derimod 45. Flyvemaskiner skal kunne flyve 3 ture for hver tur i dag med den samme mængde brændstof. Sådan skal det gælde hele vejen rundt, stål- og cementfremstillingen skal bruge en tredjedel af den nuværende energi, det samme gælder folks madlavning, tog og busser osv. Hvis nogle dele af samfundet ikke kan opfylde kravene, skal de andre bare yde så meget desto mere.

Alt det er jo plat umuligt og derfor er lovgivningen udtryk for en våd drøm på venstrefløjen; vi skal bruge og gøre mindre, vi skal have ”nedvækst” eller ”modvækst”. Samfundet vil være i permanent krise med stigende arbejdsløshed og social nød.

Nogen vil her måske indvende, at loven kun kan gælde de klimaskadelige energikilder, dvs. kul, olie og gas, men det er ikke tilfældet. Loven skelner ikke mellem, hvor energien kommer fra, den kræver en reduktion af alt forbrug.

Loven begynder allerede at gøre skade i praksis. Et bureaukrati er blevet stablet på benene, og virksomhederne skal nu rapportere om alverdens ting i forbindelse med deres energi- og ressourceforbrug. Der skal afholdes energi-audits og opsættes energi-ledelses-systemer.

De høje energipriser har allerede medført flugt af virksomheder ud af Tyskland, og lovgivningen her vil kun skubbe yderligere til den udvikling.

Grant skuer man Tysklands skæbne!

Tak til Robert von Loewenstern og Paul Homewood