Vulkaner og klimaet

I 1831 blev Jorden ramt af et kolossalt vulkanudbrud, der forårsagede kraftigt farvede solnedgange, klimaforandringer og fejlslagen høst mange steder. Ind til nu har man ikke rigtigt været klar over, hvor udbruddet fandt sted, der er ingen historiske optegnelser, der matcher et udbrud i den størrelse. Der var ét ved Sicilien, men det synes at have været for lille til at forårsage alle disse konsekvenser. Et hold forskere har nu udgivet en artikel, hvor de på overbevisende måde konkluderer, at udbruddet fandt sted på Kurilerne, den øde række af øer mellem det nordlige Japan og Sibirien. Forskerne analyserede støvprøver i grønlandske og Antarktiske iskerne, som kan dateres med et års nøjagtighed, og fandt, at den kemiske sammensætning af støvet matchede, hvad man kan finde på Kurilerne.

For en god ordens skyld nævner forfatterne, at udbruddet medførte et dyk i den globale temperatur på ca. en grad, ganske i overensstemmelse med, hvad klimamodellerne siger. I deres supplerende materiale viser de grafen vist på fig. 1, baseret på Berkeley Earth temperaturkurven.

Tidsperioden, hvor vulkanens partikler – primært svovl – svævede rundt i luften, er angivet med den grå søjle. Man bemærker jo straks, at der i den periode ikke er tale om noget temperaturfald, en smule i starten og derefter en meget større stigning. Umiddelbart før, i 1830, var der tale om et fald, men det kan jo ikke være forårsaget af vulkanen.

Denne observation kommer fra vores gamle ven Willis Eschenbach, der efterfølgende satte sig for at undersøge sammenhængen mellem vulkanudbrud og den globale temperatur mere generelt. Det er der kommet en meget lærerig artikel ud af på WUWT.

Eschenbach starter med at konstatere, at kurven i fig. 1 viser årlige temperaturer, hvilket allerede er et spild af data, da Berkeleys kurve giver månedlige tal. På fig. 2 har han derefter sammensat temperaturkurven med alle de kendte store udbrud siden år 1800, inkl. det i Kurilerne i 1831. De rå data er vist med blåt og en udjævnet kurve med gult.

Det interessante ved kurven er nu, at kun ét af udbruddene er ledsaget af et klart fald i den globale temperatur efterfølgende, det er Pinatubo i 1991. Pinatubo fremhæves altid i klimaforskningen som dokumentation for vulkaners kølende effekt, men ingen af de andre giver samme resultat, heller ikke kæmpebragene fra Tambora i 1815 eller Krakatau i 1883. Der var faktisk tale om stigende temperaturer umiddelbart efterfølgende.

Derefter kigger Eschenbach på satellitmålingerne, de dækker jo ikke så mange år, og derfor er der færre store udbrud involveret. Men billedet er det samme. Pinatubo var ledsaget af en afkøling, og det samme gælder Mt. St. Helens i 1991. Men umiddelbart efter sidstnævnte kom udbruddet El Chicon 5, der blev efterfulgt af en temperaturstigning, se fig. 3.

Eschenbach forklarer selv den manglende sammenhæng med, at de mange partikler påvirker skydannelsen og nedbøren, på en måde, der modvirker temperaturændringen. Den klassiske sammenhæng formuleres som følger:

Udbrud –> SO₂ i stratosfæren –> stigende skydække –> mindre solskin –> mere køling.

Men Eschenbach mener, at mekanismerne er noget mere komplicerede og kunne se ud som følger:

Udbrud –> SO₂ i stratosfæren –> stigende skydække –> mindre solskin –> køling -> forsinkelse af daglige skyformation ved Ækvator -> mindre skydække -> mere solskin -> mindre afkøling.

Klimamodellerne har det jo notorisk vanskeligt med skydannelsen, og vulkanismen er en kontrolknap for klimaet, som er meget kærkommen, når man nu ellers har udelukket alle mulige andre naturlige faktorer og kun regner med CO₂. Men det ser ud til, at vulkanismen slet ikke spiller den tiltænkte rolle, og så må disse andre faktorer, f.eks. Solen, jo nok have en større indflydelse alligevel.