Mere og Mere og Mere

– Boganmeldelse

I folks almindelige bevidsthed er der vist en forestilling om, at Verdens energiforsyning har gennemgået nogle trin, eller faser, frem mod situationen i dag. I starten var hovedkilden til energi træ. Opvarmning og øvrige økonomiske aktiviteter blev klaret ved fyring med træ. Det gik hårdt ud over skovene i f.eks. Europa, når hele metalindustrien var træfyret.

Næste trin var så overgangen til kul, hvor brugen accelererede voldsomt og kullene afløste træet og reddede skovene.

Næste overgang bragte olie og gas på banen, de indebar mange fordele i forhold til kul, ikke mindst olien, der banede vejen for lethåndterlige flydende brændstoffer (benzin m.v.). Man erkendte også, at der var færre miljøproblemer med olie og især naturgassen, end man havde med kul.

Nu er vi så i gang med den næste overgang, til ”vedvarende energi”, der primært er elektricitet fra solceller og vindmøller.

I en ny bog har den franske videnskabsmand Jean-Baptiste Fressoz nu taget fat i hele forestillingen om ”overgange”. Bogen udkom oprindeligt på fransk, men forfatteren har selv oversat den til engelsk og givet den titlen More and More and More.

Fressoz erklærer sig uenig i hele ideen om ”overgange”. Det har der slet ikke været tale om, fordi f.eks. brugen af træ fortsatte og var endda yderligere stigende længe efter, at kullene var taget i brug i stor skala. Tilsvarende har olien og naturgassen på ingen måde begrænset de årlige mængder af kul, der udvindes og brændes af. De nye brændstoffer er bare havnet ovenpå de eksisterende.

Blandt energikyndige løber Fressoz her en åben dør ind. Al statistik viser, jfr. fig. 1, hvordan det samlede energiforbrug har været støt stigende, og hver for sig har også kul, olie og gas udvist enorme stigninger, hvor brugen af biomasse er vokset noget mere behersket.

Fressoz synes at undre sig over disse stigninger og forfalder ind i mellem til de mest besynderlige forklaringer. Således påpeger han, at træforbruget steg efter, at der kom godt gang i kulminerne, fordi der skulle bruges store mængder af tømmer til afstivning af de underjordiske minegange. Han får det formuleret som om, at brændværdien af dette tømmer næsten svarer til den udvundne mængde kul, hvorefter han dog modsiger sig selv i en tabel lidt længere henne, den viser klart, at energi-indholdet i det medgåede træ kun var godt en procent af kullenes energi.

I de seneste 30 år er træforbruget i Europa steget voldsomt. Det noterer Fressoz sig men uden at nævne, at det jo ikke er teknologisk begrundet, men udelukkende en følge af klimahysteriet.

Fressoz sammenligner energiforbruget fra én epoke til en anden, men vælger ofte at ignorere den gigantiske fremgang i økonomien og i folketallet, der karakteriserer de seneste to århundreder, og som er den væsentligste årsag til forskellen mellem de to tidspunkter.

Store dele af bogen beskæftiger sig med den, mildt sagt, righoldige forskningslitteratur om emnet, udviklingen i energiforbruget og samfundenes produktion. Her bliver den ene autoritet efter den anden oplistet, og det er lidt for meget for en lægmand som undertegnede. Men bogen henvender sig vel også primært til andre forskere og intellektuelle, som Frankrig jo er så rig på.

Når vi nærmer os slutningen af bogen, kommer Fressoz ind på kernekraften og hævder, at hele klimasagen startede med folk, der gerne ville fremme denne energikilde på bekostning af kul, olie og gas. Helt tilbage i 1950-erne skulle der være folk, der advarede om den globale opvarmning forårsaget af CO₂-udledningerne. At der i 1970-erne var en frygt for en ny istid undlader Fressoz at komme ind på.

Han er på ingen måde i tvivl om, at vi står over for en fuldtonet klimatrussel. Hvis ikke den globale opvarmning kan holdes under de 1,5-2 grader, så har vi katastrofen. Fressoz, hvis holdning til klimaet vist mere er tro end videnskab, betegner følgende udtalelser som eksempler på ”klima-skepsis”: ”Vanddamp er den vigtigste drivhusgas” eller ”Veganere ville ikke få noget at spise, hvis der ikke var CO₂ i luften” osv.

Fressoz bruger mange sider på, hvordan IPCC gradvist gennem årene har skærpet sine budskaber i retning af klima-alarmisme. Og samtidigt er forbruget af kul, olie og gas bare fortsat med at stige.

Fressoz har ikke meget til overs for tiltag som geoengineering eller de astronomiske mængder af CO₂, som vi efter planerne om ”netto-nul” skal opsamle og deponere. Det har han jo fuldstændigt ret i.

Ved læsningen sidder man og venter spændt på Fressoz’ dom over den nuværende ”overgang” til ”vedvarende energi”. Men forventningen om en skarpsindig analyse bliver desværre skuffet. I en kort konklusion anfører Fressoz bare, at omstillingen bliver meget svær, og man kan ikke umiddelbart tro på, at det kan gøres for de 4 billioner dollars pr. år, som bl.a. IEA har nævnt. Fressoz peger som eksempel på vanskelighederne ved at ”dekarbonisere” stål- eller cementindustrien. Men hvad vi så skal gøre, kommer han ikke ind på. Han nævnte tidligere i bogen begrebet degrowth, ”nedvækst”, men konstaterer bare, at det vil der næppe være stemning for.

Således fuser bogen ud i næsten ingenting, og det er skuffende efter den alenlange ørkenvandring gennem kendisser inden for forskningen og mærkelige detaljer om f.eks. tømmerforbruget i kulminer.

Bogen kan ikke anbefales herfra.