Skribenten David Turver faldt tilfældigvis over en oversigt udsendt af den britiske regering, som skal forestille at være en komplet fortegnelse over den statsstøtte, som regeringen uddeler til diverse formål. Herom har Turver skrevet på sin Substack. Han beskriver, hvordan en væsentlig del af pengene går til vedvarende energi, der, om end den altid fremhæves som billig og konkurrencedygtig, alligevel har behov for nogle gevaldige saltvandsindsprøjtninger med kontanter.
Turver fandt nogle åbenlyse fejl i listen, men de følgende tal for vindmøller og solceller skulle være gode nok. Det er artige sager, der kommer frem her. De største poster er helt klart de Contracts for Difference, CfD, som sikrer ejerne af energianlæggene en fast pris i al fremtid. Som vi tidligere har nævnt, fungerer en CfD på den måde, at der er en fast pris for hver eneste kWh, der produceres. Er markedsprisen i et givet øjeblik lavere, vil producenten modtage den manglende forskel fra staten. Er markedsprisen imidlertid højere, skal producenten aflevere det overskydende beløb til staten.
Det er en super god ordning, hvis man ejer en havvindmøllepark i drift. Stort set alle udgifterne er allerede afholdt i forbindelse med investeringen, og nu er der bare en fast indtægt hvert år fremover. For den britiske stat ser det mindre fordelagtigt ud, indtil nu har markedspriserne i gennemsnit ligget noget under de CfD-garanterede, og staten skal punge ud hvert år.
Den nyligt afholdte auktion over nye kontrakter, kaldet AR6, resulterede i en række accepterede bud, og det skønnes at udgiften for staten i kontrakternes levetid bliver ca. 45 milliarder £, eller godt 400 milliarder kr. De tidligere runder, AR2-AR5 koster i alt 35 milliarder £.
Enkelte vindmølleparker er nævnt, således vil Ørsteds Hornsea-park stå til 3,4 milliarder £ (30 mia. kr.) og to andre hhv. 2,1 og 1,9 mia. £. Storbritannien har også en svaghed for at opstille vindmøller på fjerntliggende øer ud for Skotlands kyster, og hertil er der afsat støtte på 15 mia. £ mellem oktober 2017 og marts 2025.
En anden måde at give statsstøtte på er de såkaldte Feed In Tariffs, der simpelthen er et fast beløb udbetalt af staten for hver eneste kWh produceret, helt uafhængigt af markedsprisen. Her er prisen ifølge oversigten 31 mia. £ mellem 2011 og 2037.
Hermed er støttefesten slet ikke slut. Vind og sol er svingende, så for at sikre at der er strøm i stikkontakterne, når sol og vind svigter, skal der være en stor backup-kapacitet. Det har man løst ved at indføre det såkaldte kapacitetsmarked (Capacity Market), hvor man f.eks. betaler gasfyrede elværker for at stå klar til at producere med kort varsel. Uden den betaling ville elværkerne ikke ved markedspriserne kunne tjene penge nok til at dække udgifterne. I den situation vil en virksomhed normalt lukke, men det går jo ikke her, så bliver der mørkt i de små hjem, når Solen er gået ned og vinden svigter. Kapacitetsmarkedet har frem til december 2024 kostet 16 mia. £. I de kommende år vil den årlige udgift stige fra den nuværende på ca. 1 mia. £ til 4 mia. £/år i 2027/28. I alt regner man med at bruge over 19 mia. £ inden 2030.
Imidlertid er det allerstørste støttebeløb en kompensation for høje eludgifter til den britiske industri. For at 370 energi-intensive virksomheder ikke skal dreje nøglen om, modtager de i alt svimlende 51 mia. £, eller 460 mia. danske kroner. Det er en ordning, der trådte i kraft i 2024, men der er ikke angivet noget slutår, de 51 mia. er det budgetterede tal.
Turver tæller sammen og nævner, at CfD’er vil koste 87.4 mia. £, Feed In Tariffs 31 mia., 15 mia. for fjerntliggende øer og 16 mia. for kapacitetsmarkedet, hvortil kommer de 51 mia. til industrien. I alt ca. 200 mia. £, hvilket er et tal tæt på det danske årlige nationalprodukt.
Turver bemærker hertil:
Det er simpelthen en absurd regerings-karrusel af støtte på støtte i et forgæves forsøg på at afhjælpe følgerne af vores vanvittige energipolitik. Vi betaler for mere end 4500 mennesker i Energi- og Netto-Nul-ministeriet, hvilket koster mere end 400 millioner £ hver år, og mange af de folk bruger tiden på at udtænke disse snylter-planer, der er ved at ødelægge økonomien.
Og festen slutter ikke engang her. Turver nævner også de nye initiativer i forbindelse med CO2-opsamling og -deponering (CCS). Her er der planer om i løbet af få år at kaste 43 milliarder skatteyder-pund i foretagendet. Men nu er vi ude i det rene spild af penge, så vi stopper her. Man kan finde flere hårrejsende detaljer i Turvers artikel eller hvis man går på opdagelse i databasen.
Stakkels briter!
Danish