Piskesmæld eller badutspring?

Klimasagen er her for nyligt blevet beriget med endnu et begreb: Hydroklimatisk piskesmæld – eller på mediedansk: klimapiskesmæld. Grundlæggende drejer det sig om en situation, hvor en periode med masser af regn afløses pludseligt af stærk tørke. Effekten er, at regnen vil give en masse vækst af planter, og efterfølgende vil tørken få dem til at visne hurtigt, hvorefter de kan nære en naturbrand.

De katastrofale brande her i januar i Los Angeles, skulle netop være et resultat af et sådant piskesmæld. I 2023 og 2024 faldt der rigeligt med regn i området, men fra sommeren 2024 og fremefter blev det meget tørt, vandet fordampede, fugtindholdet faldt, og planterne visnede. Nu skulle der kun en gnist – eller et tankeløst fjols – til, før det hele kunne begynde at brænde. Samtidigt blev man så ramt af de kraftige Santa Ana-vinde, der som en blæsebælg fik forstærket flammehavet.

Alt det lyder jo ikke urimeligt, men historien om begrebet piskesmæld er interessant. Det blev med det samme koblet sammen med ”klimaforandringerne”, her især den globale opvarmning, og det bredte sig lynhurtigt i medierne. Her Berlingske, der først beskriver den kraftige tilvækst af planter i 2023/24 og derefter skriver:

Og så satte tørken ind. En tørke, der normalt afbrydes i november eller december og dermed af den mere nedbørsrige vintersæsons ankomst i og omkring filmbyen. Men i den nye klimavirkelighed er det unormale blevet normalen.

Og så kommer hovedbudskabet:

Tilbage står spørgsmålet, om klimaforandringer har spillet en rolle. Svaret er, at det taler sandsynligheden for.

Vi præsenteres for piskesmældet:

Endelig taler klima- og brandforskere om et særligt fænomen ved navn »klimapiskesmæld«. Det dækker over, at subtropiske regioner som Californien i stigende grad er ramt af uforudsigelige klimavariationer, hvor ellers velkendte klimamønstre er forduftet.

Berlingske refererer til diverse letbenede artikler, hvoraf flere viser tilbage til en spritny videnskabelig artikel, offentliggjort i Nature Reviews Earth & Environment. Tilsyneladende er det her, at begrebet ”piskesmæld” (på engelsk whiplash) introduceres. Artiklen er lang og rodet, der er gjort flittig brug af klimamodeller. De forudser, at den globale opvarmning vil medføre hyppigere tilfælde af piskesmæld i fremtiden, men tallene virker underlige. Således er ét af resultaterne, at tre forskellige globale simuleringer giver stigninger på mellem 0,01 og 0,06 flere årlige begivenheder pr. årti. Det må forstås således, at hvis der p.t. optræder et piskesmæld hvert andet år, svarende til 0,5 pr. år, så vil der om ti år være 0,51-0,56 begivenheder pr. år. Det er næppe noget, der bør holde os vågne om natten. Artiklen er illustreret med grafen vist på fig. 1, den viser de historiske forekomster af piskesmæld for de tre rekonstruktioner, hvoraf den ene er rent modelbaseret, og de to andre er såkaldte ”reanalyser” af målte (satellit-)data. Modellen er så ført videre med forudsigelser frem til år 2100. De tre stemmer ikke så godt overens med hinanden, og det er også interessant, at de målte datakurver rækker helt tilbage til år 1900, hvor det jo ellers var småt med satellitter…  

Artiklens forfattere begræder lidt, at deres rene modelkurve ikke rigtigt kan matche de faktiske målinger før 2020, men til gengæld er der ingen tvivl om, at fremtidig menneskeskabt global opvarmning vil medføre en alvorlig stigning i antallet af piskesmæld-begivenheder. Så er det på plads.

Charles Rotter fra WUWT har kigget på sagen, og påpeger adskillige interessante ting. Nature-artiklen udkom pudsigt nok lige to dage efter starten på de omfattende brande i Los Angeles, og som vi har set, lykkedes det at få budskabet ud i de brede medier.

Dermed var der etableret en sammenhæng mellem brandene og menneskehedens udledninger af drivhusgasser. Det har jo ellers knebet med at få skudt skylden for naturbrande over på den globale opvarmning. Opvarmningen bliver jo både tilskrevet mere tørke og mere nedbør, og billedet var rodet, for at sige det mildt.

Rotter oplister alle svaghederne ved Nature-artiklen. Dens definitioner er uklare, og det er svært at se hvilke begivenheder, der tælles med i statistikken og hvilke, der ikke gør. Modellens manglende evne til at simulere fortidens målte resultater gør dens fremskrivninger noget utroværdige. Og de procentuelle stigninger, der tales om eller forventes, virker umiddelbart ikke skræmmende.

Det, der her defineres som noget nyt, piskesmældene, er dybest set ikke andet end udslag af vejret og de kolossale variationer man kan opleve med det fra år til år. De store havstrømme, El Niño og La Niña osv. styrer vores klima – som oftest i uforudsigelige retninger, og de naturlige variationer kan sagtens rumme vejrets udvikling op til tragedierne i Californien.

Men medierne, herunder Berlingske, løb med piskesmælds-historien, et nyt begreb er født til at understøtte historien om den nødvendige grønne omstilling. Charles Rotter nægter at tro, at Nature-artiklen ”helt tilfældigt” udkom samtidigt med Los Angeles-brandene, nogen har, igen, igen haft et åbenlyst ønske om at puste til klima-alarmismen.

Så historien om piskesmæld er vist endnu et klimapolitisk badutspring….