Oprør sydfra

Efter afslutningen af COP29-mødet mener skribenten Vijay Jayarai at kunne se nogle tydelige tegn på, at det globale syd ikke mere interesserer sig så voldsomt for klimakrisen og nødvendigheden af at reducere udledningerne af CO₂.

Adskillige lande, således også Kina, mente ikke, at mødet var vigtigt nok til at sende højtplacerede politikere eller statsoverhoveder til Baku, men nøjedes med delegationer af laverestående personer i hierarkiet. Årsagen er naturligvis, at klimamål i stigende grad kommer på tværs af den økonomiske udvikling, der kræver adgang til rigelig og billig energi – som reelt kun kan fås fra de fossile brændstoffer, kul, olie og gas.

COP29-mødets vært, fra Aserbajdsjan, lagde hårdt ud med i sin indledende tale at omtale fossile brændstoffer som en ”gave fra Gud”, og understregede deres betydning for Verdens velstand.

I mange år diskuterede man slet ikke de fossile brændstoffer åbent på COP-møderne, og de blev ikke nævnt med et ord i slutteksterne. For få år siden blev dette tabu brudt, og man kunne begynde at tale om, at brændstofferne skulle ”udfases”, ”nedfases” eller man skulle ”bevæge sig væk” fra dem. Men i år er de ikke nævnt i slutdokumentet, ikke mindst ved Saudi Arabiens mellemkomst.

Nu diskuteres emnet åbenlyst, og ikke med henblik på at afskaffe brugen af de fossile. Tværtimod giver udviklingslandene i stigende grad udtryk for, at de ikke længere vil acceptere vestlige bestræbelser på at begrænse deres brug af kul, olie og gas, der er nøgleelementer i deres økonomiske udvikling. De kan jo med egne øjne se, hvordan Europa og USA fortsat er storforbrugere af brændstofferne. Vores forsøg på at ”redde” klimaet ved at afskære ulandene fra brugen heraf, ses som et udslag af egoisme og ny kolonialisme.

Det Internationale Energiagentur, IEA forventer en stigende brug af energi i ulandene i det næste årti, og det behov kan ikke opfyldes med solceller og vindmøller.

Utilfredsheden med hele klimasagen ulmer, og for Argentinas vedkommende gav den sig udslag i, at landets præsident Javier Milei trak hele landets delegation (80 personer) hjem fra COP-mødet efter kun få dage. Milei efterlyste en pragmatisk energipolitik, der understøtter økonomisk udvikling og ikke begrænser den. Argentina er da også gået i gang med en storstilet udvikling af landets forekomster af olie og gas.

Jayarai betragter Argentinas udvandring som et vendepunkt, som burde kunne vække både FN og dets støtter. Det duer ikke mere at pådutte alle Verdens lande de samme klimamål, og i den forbindelse er det ekstra skammeligt, at man så aktivt har forsøgt at standse international finansiering af nye energiprojekter i ulandene, baseret på udnyttelse af deres rige reserver af olie og gas. Man har derved fået de pgl. landes regeringer imod sig, de kan ikke længere se fordelene ved den vestligt inspirerede verdensorden, og bliver drevet i armene f.eks. på Kina, som gerne stiller med lån og ekspertise. Er det noget vi gerne vil?

Ulandene kan jo også godt se, at der ikke er nogen overgang til ”vedvarende energi” lige på trapperne. Verden får stadigvæk ca. 80% af sin energi fra kul, olie og gas, trods de billioner, der er investeret i opstilling af solceller og vindmøller. Jayarai skriver:

Ved afslutningen af COP29 er Verden vidne til, hvordan illusionen om en global grøn omstilling smuldrer, den er ikke realistisk, og endnu mindre retfærdig eller ønskelig. Udviklingslandene erklærer, at de ikke vil snydes for de nødvendige energi-ressourcer af lande, der selv fortsætter et kolossalt forbrug af de brændstoffer, som de samtidigt rynker på næsen ad. Forskellen mellem snak og handling er åbenlys, og ulandene gør kraftigt opmærksom på det.

Fossile brændstoffer er ikke en fortidslevning, for mange lande er de nøglen til en velstående fremtid – i sandhed en ”gave fra Gud”.