Hele 270.000 kr. pr. dansker. Det er ifølge konsulentfirmaet KPMG den nødvendige investering i perioden 2025 til 2050, hvis vi skal nå de danske klimamål. Det bygger på en rapport fra KPMG.
Regningen ender på formidable 1.600 milliarder kr. eller 270.000 kr. pr. dansker. Baby som olding. Langt de fleste penge er til udbygning med havvind. Ud over de 1.600 milliarder kommer så yderlige investeringer i udbygning af brint- og elnet og produktion af grønne brændsler, der er en nødvendig forudsætning for, at det giver mening at udbygning med havvind. Det er altså nødvendigt, at investere i en dårlig forretning, for at støtte en anden dårlig forretning! Dertil er der så alle de milliarder, som vi allerede har brugt.
Jyllandsposten Finans skriver i en artikel den 30. december, at beløbet svarer til 50 metrocityringe. Artiklen opremser en masse vanskeligheder ved at skaffe penge til de nødvendige investeringer. Det seneste flop ved udbud af havvind, er et godt eksempel. Diverse topchefer fra pensionskasser, energisektoren og politikere er enige om, at der er noget galt. Politikerne må finde en løsning. Der nævnes mange muligheder. Alle de nævnte forslag går ud på, at staten (borgerne) eller elselskaberne (også borgerne) må give et endnu større økonomisk tilskud, eller tage en større del af risikoen. Men det tør politikerne ikke sige direkte. Man vil jo nødigt genere vælgerne.
Når der er nogle teknologier eller projekter, man ikke kan få finansieret, kalder man det ”mistede muligheder”. En mere dækkende beskrivelse vil nok være ”undgåede tab”.
Problemet bunder i vores rigide klimamål. Det bygger på et løfte, som Folketingets partier gav os og hinanden i 2020 uden at tænke sig om. Og nu har de ikke mod til at fortælle os, at det er umuligt at holde.
Folketinget besluttede i 2020, at Danmark skulle reducere sit udslip af klimagasser med 70% inden 2030. Det var lige efter folketingsvalget i 2019, hvor mere end 90% af vælgerne havde stemt for en 40% reduktion. Men under de efterfølgende regeringsforhandlinger skiftede alle partierne, med undtagelse af NyeBorgerlige, holdning til 70%. Det lyder voldsomt, men det er endnu værre! De 70 henholdsvis 40% var i forhold til vores udslip i 1990, og i 2020 havde vi allerede reduceret med 35%, så vi manglede kun de sidste 5%.
Beslutningen var resultatet af en popularitetskonkurrence mellem partierne, hvor det drejede sig om at markere sig som mest klima-ambitiøs. Der blev aldrig regnet på, hvordan man teknisk kunne nå målene. Der blev heller ikke regnet på, hvad det ville koste. Der blev heller ikke regnet på, hvad det ville betyde for atmosfæren – og slet ikke, hvad det ville betyde for klimaet.
Nu har vi så KPMG’s gæt på yderlige 1.600 milliarder kr. I 2020 antog politikerne, at der længe før 2030 ville være udviklet nye revolutionerende energiteknologier, der ville gøre det muligt og meget billigt at nå målene. En meget naiv antagelse at basere sit løfte på. Desuden var der jo 10 år frem til 2030. Det var først efter mindst to folketingsvalg, så måske var det nogle andre politikere, der skulle levere det, som de nu lovede. Siden da har vi haft en meget rigid klimapolitik. Klimamålene er religiøse, og at tale om nogen som helst justering er helligbrøde. I alle andre større projekter, ser man med jævne mellemrum på, hvordan projektet skrider frem, kan vi gøre det bedre, hvad koster det os, kan vi gøre det billigere, er det prisen værd? Men det er blevet uartigt at stille sådanne spørgsmål i klimapolitikken.
Allerede i 1992 var der enighed om, at landene kunne handle kvoter med hinanden. Så ville prisen for den samlede reduktion blive lavere, og for klimaet er det jo ligegyldigt, om reduktionen sker i Danmark eller i et hvilket som helst andet land. Men i dag er det blevet uartigt. Nu kalder man det ”klimakreditter”.
For nogle måneder siden så vi følgerne af et fastlåst krav om, at landbruget også skal levere til klimaet. Det blev til påbud, afgifter og tilskud til landbruget, som det vil kræve en hær af bureaukrater at administrere. Og regningen bliver alligevel sendt videre til forbrugerne.
Man har indset, at det bliver umuligt at nå de mål, man har lovet. Derfor må man snyde på vægten. Man bruger nogle klart ulogiske regnemetoder, når man regner resultaterne ud i regnearkene. Ved omstilling fra benzinbil til elbil ligger det implicit, af alt el er uden udslip af CO2. Men det er det langt fra. Europas elforsyning hænges sammen i et stort net, og ca. 40% af Europas elproduktion er på fossile brændsler. Og det vil den blive ved med at være i de næste 10 år eller mere. Derfor vil klimagevinsten ved omstilling fra biler, der kører på benzin, til biler, der kører på el, være negativ eller tæt på ikke-eksisterende. I regnearkene antager vi, at træ importeret fra USA og brændt af i et kraft- eller varmeværk i Danmark er uden udslip af CO2. Det er det langt fra. Når vi fjerner udslip af 1 kg metan, indregner vi det i regnearket som metan for tid og evighed, selv om vi ved, at det efter 12 år er omdannet til CO2. Kun med diverse former for kreativ bogføring, kan vi skabe en illusion om, at vi nærmer os klimamålene. Og det ved alle i diverse udvalg og styrelser naturligvis. Dummere kan de ikke være.
Alle ved, at vores klimapolitik er ”kejseren nye klæder”- og meget dyre klæder – men meget få politikere tør sige det. De tror, at det er de få højtråbende klima- og miljøaktivister i storbyerne, som tegner de danske vælgere.
Danish
“Og det ved alle i diverse udvalg og styrelser naturligvis. Dummere kan de ikke være.” Der tror jeg desværre du tager fejl.
Statsstøttede medier kritiserer sjældent politikere på de afgørende langsigtede sagsområder. Det har de ikke synsvidde til. (Og er i øvrigt befolkede med venstreorienterede woke forbrugsdyr, der tror penge og fremskridt vokser på træerne). Hvor ofte har jeg ikke hørt journalist spørge minister: “ Hvis det er sådan en god idé, hvorfor har I så kun sat 50 milliarder af til det? Fortjener danskerne ikke en ordentlig behandling?”
– Og de kalder sig ‘ den fjerde statsmagt’.
“Diverse topchefer fra pensionskasser, energisektoren og politikere er enige om, at der er noget galt…”
– javist, det tør da siges: I USA er de nu på vild flugt – bort fra ‘den grønne kirke’:
“Less than three weeks ago, on December 23, in a post on optimism about the potential demise of the green energy fantasy, I took note that two of the largest U.S. banks had just quit something called the “Net Zero Banking Alliance.” The two were Goldman Sachs and Wells Fargo. These two banks, along with many others, including all of the biggest ones, had joined the NZBA as it was getting organized under auspices of the UN back in 2021. NZBA, together with other related groups organized around the same time, aspired to be cartels of financial institutions that would save the planet by starving hydrocarbon fuels of all investment capital, while re-directing the money to the “green” energy transition. Now, shortly after the re-election of Donald Trump, two of the biggest banking giants had decided to exit. Could this be a sign that the zero-carbon green energy fantasy was losing its grip?”
https://www.manhattancontrarian.com/blog/2025-1-11-the-global-net-zero-financial-cartel-falling-apart
Hvis man skal prøve at finde ud af hvordan noget hænger sammen, så var der en (husker ikke hvem) der foreslog:
“Follow the money”
Dogmatikken trives i bedste velgående.
I dagens nyheder kommer en vismand frem til, at registreringsafgifterne på el-biler skal sættes op. Afgiften skal sidestilles med benzin/diesel biler (ICE).
Registreringsafgiftens er i princippet en afgift på det indhug, produktionen af en bil gør i Jordens ressourcer. Vægtafgiften er et udtryk for slid på vores fælles infrastruktur, her veje. Vismanden har overset det sidste. Da sliddet stiger med 4. potens af vægten (ref. Ingeniøren debatindlæg) vil en el-bil, der vejer det dobbelte af en ICE, slide 16 gange mere på vejene.
En lastbil på standard 10 tons har en nyttevægt på 50% for én drevet på el og 66% for en benzin/diesel drevet. Så ekstra transport vil stige med 33%. Her vil roadpricing jo være ideelt og fordyre dagligvarer.
Da el-infrastruktur skal betales af alle, bør rabatten på 1 DKK/kWh bortfalde for elbiler. Klimarådet forfægter jo synspunktet, at man skal betale for ens forbrug.
Som en pudsighed i debatten mellen USA og Canada angående tariffer for import/eksport kan det nævnes, at Ontarios premierminister truer med at stoppe el-eksporten til USA. Det vil ramme bl.a. New York staten. Ontario har ca. 80% atomkraft og New York satser, ligesom resten af New England, på el-energi fra vind.
Hvad skal vi med teknikere og ingeniører, når vi har vismænd i økonomi.
Personligt finder jeg det bekymrende at regeringen/Folketinget vil skære ned på uddannelser som bygningkonstruktører, maskinmestre, diplomingeniører etc., måske var det bedre at skære ned på økonomi. Som formanden for Ingeniørforeningen engang for længe siden sagde ‘man kan ikke administrere sig til velfærd’. Det var i forbindelse med større stigninger i ingeniørers løn sammenlignet med DJØFerne.
Som alt andet det offentlige rører ved, kommer det altid til at blive dobbelt så dyrt, og kommer aldrig til at virke.
Sådan er det hver gang, uanset om de er et hospital eller et it-system eller hvad som helst.
Vi får heller intet for pengene.
Kun dyrere strøm, og flere firmaer der flygter til udlandet eller bare lukker.
For ikke at tale om plastforurening fra vindmøller, flere døde fugle og insekter, mere vindmøllestøj og visuel forurening med rædselsfulde vindmøller og solpaneler overalt.
Men politikerne er ligeglade med os og naturen.
De hører kun sig selv.
Helt og aldeles enig.
Ud over det, Erling gør rede for, kan man også stille spørgsmål til, hvordan danskerne kan opretholde en situation, hvor vi på den ene side ønsker at være et foregangsland, og på den anden side er en af verdens topforbrugere af jordens ressourcer uden at dette sætter sig i det nationale CO2-regnskab. Dette kan selvfølgelig kun ske ved, at danskerne stikker hovedet i busken overfor den CO2-udledning, danskernes import har af konsekvens for klodens samlede CO2-udledning. Kigger man sig i spejlet, kan man vælge mellem uvidenhed, ligegyldighed, hykleri eller afmagt.