Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Dommedagscirklen

Der udgives ufatteligt meget sludder om klimaet og Verdens gang. Her er det det amerikanske medie The Conversation, der har udsendt en lang artikel om Verdens økonomiske og politiske udvikling og sammenhængen med ”klimaforandringerne”.

Efter en indledning, hvor fiaskoen med COP29 pligtskyldigt begrædes, kan man læse følgende skarpsindige iagttagelser:

Klimaforandringerne er et internationalt problem, der fordrer internationalt samarbejde, hvor mulighederne herfor styres af global politik. Men i år begynder noget mere urovækkende at vise sig: Klimaforandringerne begynder selv at have indflydelse på den globale politik. Det er en ond cirkel. Klimaforandringerne gør den globale politik mere ustabil, hvilket går ud over klimatiltag. Det vil forværre klimaforandringerne, som igen betyder mere politisk ustabilitet osv. Risikoen er, at denne onde ”dommedags-cirkel” løber hurtigere og hurtigere og til sidst afsporer vores evner til at udfase de fossile brændstoffer hurtigt nok til, at vi kan undgå de værste konsekvenser af klimaet.

Artiklen fortsætter nu med at hævde, at den inflation, som har hjemsøgt den Vestlige Verden de seneste 4 år langt hen ad vejen skyldes klimaforandringerne. Det gælder især fødevarer. I 2022 var der tørke i Californien og det halverede rishøsten, og i 2023 var der tørke i Midtvesten, hvor sojabønne-produktionen blev ramt. Det ramte også Argentina, der fik halveret sin høst af sojabønner, mens Europas olivenhøst var ringe samme år og sendte priserne i vejret.

Artiklen anslår, at ekstremvejr i Europa har forøget fødevare-inflationen med næsten 1%, mens op i mod en tredjedel af prisstigningerne på fødevarer i Storbritannien anslås at komme fra klimaet.

De højere fødevarepriser fører til en generelt højere inflation, og fordi landene i hele Verden er så tæt forbundne, betyder det, at ingen lande går fri af følgerne. Og så kommer følgende guldkorn:

I mellemtiden kan klimaforandringerne medføre inflation på andre måder, f.eks. ved at varmere vejr reducerer produktiviteten af arbejdskraften, og tørke sænker vandstanden i floder og kanaler og forstyrrer transporten ad disse og dermed den globale vareudveksling.

Artiklen medgiver, at p.t. er sammenhængen mellem klimaforandringer, inflation og politik svær at se og giver ikke noget tydeligt indtryk af, hvordan konsekvenserne af klimaforandringerne kan nedsætte vores evne til at håndtere årsagerne til klimaforandringerne. Det kalder forfatterne risikoen for ”afsporing”, hvor menneskeheden ikke kan fortsætte ad vejen mod en hurtig udfasning af de fossile brændstoffer og dermed undgå de værste klimafølger.

Når landene bliver fattigere, vil de også have færre penge til den grønne omstilling. Det går især ud over de fattigste lande, der får svært ved både at betale renter og afdrag og samtidigt opstille nok vindmøller og solceller. Og gennemfører de ikke sidstnævnte hurtigt nok, bliver de ramt af klimaforandringerne. Det er igen en ond spiral.

Nu håber artiklens forfattere, at skuden kan blive vendt, så der igen kommer fokus på den helt nødvendige kamp mod klimaforandringerne, herunder at holde den globale temperaturstigning under de forjættede 1,5 grader fra Paris-aftalen.

Eric Worrall fra WUWT har kommenteret på dette mesterværk af fejlslagen tankegang. Han gør opmærksom på, at forfatterne selv indrømmer at sammenhængen mellem f.eks. inflation og klimaforandringerne er utydelig. Det er måske grunden til, at sagen ikke rigtigt fænger i befolkningerne og hos deres politikere. Andre hensyn, f.eks. løsning af sociale problemer eller sikring af en fornuftig økonomi vejer tungere.

Men den største anke mod artiklen er, at den totalt ignorer den væsentligste årsag til inflationen. Vores energi er blevet meget dyrere, og det er langt hen ad vejen et resultat af klima-aktivismen, der på den ene side fordrer ufattelige summer til brug for solceller og vindmøller, og på den anden side lægger alle mulige hindringer i vejen for udnyttelse af forekomsterne af kul, olie og gas.

Klimahensyn fik f.eks. Tyskland til at satse i stor stil på russisk gas, i stedet for at opmuntre til udnyttelse af egne ressourcer, f.eks. ved fracking. Det samme gælder Danmark, hvor man lægger hindringer i vejen for fortsat udnyttelse af olie og gas i Nordsøen.

Energipriserne i England er steget til himmels i de sidste 4-5 år, og det er også resultatet af fejlslagne forsøg på at gennemføre en omfattende grøn omstilling.

I USA forsøgte Joe Bidens regering at lægge hindringer i vejen for olie- og gasudvindingen, det har også påvirket priserne, men heldigvis ikke så meget, at en Donald Trump ikke vil være i stand til at rette op på det.

Så inflationen hænger primært sammen med energiforsyningen. Artiklens eksempler med fejlslagen høst hist og pist er jo ikke andet, end hvad vi oplever hvert eneste år, ét eller flere steder på Jorden. Men allerede året efter er situationen langt de fleste steder tilbage til det normale, og høstudbytterne er fine igen. Sådan er livet i landbruget. Der er ikke nogen langtidstendens at spore ret mange steder mht. udbytter i landbruget, og det kan slet ikke ophøjes til et globalt problem. Sammenhængen er bare for ”utydelig”.

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. Ian Ditlevsen

    Det værste er næsten den helt og aldeles ukritiske bekræftelses bias, der ligger i medierne. Er der i øvrigt ikke snart nogen, der kan få ham Mernild fjernet fra sendefladen?

  2. Hugh Sharman

    The simply awful fires in and around Los Angeles this week are providing “the climatistas” with lots of fresh ammunition. “Global warming” seems to be the reason for the both heavy rainfall that allowed the spectacular growth of the forests and other vegetation and the drought that makes all of these forests and vegetation so flammable.
    https://www.bbc.com/news/articles/c0ewe4p9128o

    It is worth bearing in mind that Los Angeles is barely 100 years old

  3. Peter Krogsten

    Man kunne jo også forstille sig at Den Store Nedlukning forårsaget af frygten for CV-19 spiller ind. Endvidere ser det meget ud som om Fru Frederiksen og store dele af Folketinget støtter MMT – Modern Monetary Theory, der kort fortalt går ud på at offentlige investeringer og underskud finansieres med inflation. Lønninger og priser skrues op i en spiral, og med mindre det føles op af stigende renter, skaber man fattige pensionister. En vildt voksende offentlig sektor bærer ved til bålet. https://www.investopedia.com/modern-monetary-theory-mmt-4588060

  4. JENS JAKOB KJÆR

    I gamle dage rullede man dommedagsprofeter og kvaksalvere i tjære og fjer, men i dag ophøjer man dem til klimaeksperter.

  5. Torben Rose

    Ifølge Our World in Data er den globale risproduktionen siden 1961 steget fra 70,28 kg til 97,36 kg pr. capita, på trods af en stadigt voksende befolkning. For soja er produktionen i samme periode gået fra 8,76 kg til 43,74 kg pr. capita.

  6. Hans Henrik Hansen

    “Der udgives ufatteligt meget sludder om klimaet og Verdens gang”

    – ja, og det har stået på i årevis, ikke mindst formuleret af USAs (tidligere) ‘klima-Zar’, John Kerry:

    “Confronting climate change is, in the long run, one of the greatest challenges that we face, and you can see this duty or responsibility laid out in Scriptures clearly, beginning in Genesis. And Muslim-majority countries are among the most vulnerable. Our response to this challenge ought to be rooted in a sense of stewardship of Earth, and for me and for many of us here today, that responsibility comes from God.”

    Som forfatteren til artiklen (Anthony Watts) tørt kommenterer:

    “I do hope Mr. Kerry travels to the heart of an ISIS stronghold to deliver this message personally. Maybe then he’ll gain a sense of priority and perhaps, some sanity when he realizes his epic mistake”

    (Artiklen er fra 2014):

    https://wattsupwiththat.com/2014/09/05/is-john-kerry-mentally-ill-scriptures-commands-america-to-protect-muslims-from-global-warming/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*