Klimakrigen i retten

Klima-aktivister har jo haft stor succes med at slæbe regeringer og energiselskaber i retten for at få dem dømt for overtrædelse af diverse lovgivning, ikke mindst indenfor menneskerettighederne. Her er filosofien, at vi har ret til at dø af kulde, ligesom man gjorde under Den Lille Istid. Den globale opvarmning, der ifølge teorien udelukkende er forårsaget af vores CO₂-udledninger, bringer disse rettigheder i fare.

Men nok er aldrig nok, og nu har aktive sjæle kastet sig over den Internationale Domstol (ICJ – International Court of Justice), der holder til i Haag i Holland. ICJ behandler kun sager, der er rejst af stater mod andre stater, og bruges netop til at afgøre stridigheder mellem to eller flere lande. En Greta Thunberg kan således ikke på egen hånd slæbe nogen ind foran dommerne i ICJ.

Men det kan andre stater, og nu har Vanuatu, det lille øsamfund i Stillehavet rejst spørgsmålet og anmodet om en høring i ICJ. Vanuatu er jo kendt fra COP-møderne som øerne, der ikke synker, men alligevel forlanger kæmpebeløb til dækning af ”tab og skader” i forbindelse med ”klimaforandringerne”.

Nu fremfører Vanuatu m.fl., at hvis de rige lande ikke tackler klimaforandringerne, vil det være en overtrædelse af international lov. Alle lande har en forpligtelse til at udvise rettidig omhu for at forhindre skader på miljøet, herunder at reducere CO₂-udledningerne og give støtte til lande som Vanuatu.

ICJ har ingen magt til at gennemtvinge en afgørelse i sagen, men alligevel kan en dom herfra få betydning for fremtidig lovgivning i Verden.

Høringen var fastsat til at vare i 14 dage, og blandt deltagerne var både repræsentanter for de fattige lande, og så fra nogle af de rige, som anklages for at have stået for størstedelen af CO₂-udledningerne gennem tiden. Hertil kommer de olieproducerende lande, som jo også har et stort medansvar for ”klimakrisen”. I sidstnævnte to gruppers forsvarsindlæg pegede de på, at spørgsmålet allerede bliver behandlet indgående på klima-COP-møderne, og at f.eks. Paris-aftalen allerede dækker spørgsmålet.

De fattige landes repræsentanter anførte, at Paris-aftalen jo ikke binder nogen til noget som helst, og at der er reelt ingen konsekvenser er for de lande, der har indleveret reduktionsmål, som det så viser sig, at de ikke kan opfylde. Det har de fattige lande selvfølgeligt ret i, Paris-aftalen er totalt værdiløs i den henseende.

Det hele ligner et politisk cirkus, for hvad kan ICJ gøre mere, end f.eks. COP-møderne eller FN’s øvrige organisationer? Brugen af fossile brændstoffer er så afgørende for menneskehedens trivsel og fremtid, at juridiske fiksfakserier på basis af en tro på en tvivlsom (klima-)videnskab aldrig kan komme til at gøre nogen forskel.

Men man må beundre den ihærdighed, hvormed aktivistiske personer og stater fortsætter deres kamp. For Vanuatus vedkommende er det naturligvis udsigten til en masse rare penge, der nok primært driver værket.