Sammenkædnings-fup

Roger Pielke Jr. er på sin Substack i gang med en serie om hele sammenkædnings-husflids-industrien, hvor det handler om at få alle tilfældene af ekstremvejr hægtet op på de menneskeskabte klimaforandringer. I 2024 gik det helt galt; omkring hver eneste orkan eller oversvømmelse blev der spundet historier om, hvorledes begivenhederne blev meget værre pga. den globale opvarmning.

Der er ikke nødvendigvis tale om, at der er kommet flere tilfælde af ekstremvejr, det viser al ædruelig statistik jo ikke er tilfældet. Men i stedet taler man om, at de er blevet mere ”sandsynlige”. Det er det, vi på dansk kalder ”100-års-hændelser”, der nu optræder hyppigere end hvert hundrede år.

Om de store udenlandske begivenheder kan vi således i medierne erfare at:

• Orkanen Milton var 40% mere sandsynlig
• Orkanen Helene var mere end 100% mere sandsynlig
• Tyfonen Shanshan var 36% mere sandsynlig
• Orkanen Beryl var næsten 100% mere sandsynlig.

Pielke skriver:

Lad os kaste et nærmere blik på de løgne, der ligger bag disse pressemeddelelser. Ligesom orkanen, der drejer den forkerte vej rundt på Al Gores filmplakat [fig. 1], er sammenkædnings-fiduserne helt ude i dagslyset, synlige for hvem som helst, der er parate til at kigge efter.

Derefter tager Pielke fat i hvordan, man når op på de høje procenter. Han nævner den tropiske hvirvelstorm Chido, der ramte en øgruppe øst for det sydlige Afrika og herefter bevægede sig ind over Mozambique. Mindst 100 mennesker døde. Få dage efter udsendte nogle sammenkædningsfolk en pressemeddelelse med beskeden, at klimaforandringerne forøgede styrken af stormen fra kategori 3 til kategori 4, og stormen var hele 40% mere sandsynlig i 2024, end den ville have været i ”førindustriel tid”.

Nu påpeger Pielke, at de 40% snarere er 3% og det hænger sammen på følgende måde:

Det hævdes, at en storm som Chido har ændret fra at være en begivenhed, der indtræffer én gang hvert 13,9. år til én gang hvert 10,1. år. Det vil sige, at sandsynligheden for, at stormen finder sted et givet år, er steget fra 7,2% til omkring 10%. Det betyder så, at chancen for at en storm som Chido indtræffer er 2,8% højere (10 – 7,2). Men det lyder jo ikke så skræmmende.

Nu er tricket, hvis vi lige runder tallene op, at sandsynligheden er steget fra hvert 14. år til hvert 10. år, en forskel på 4 år, der netop er 40% af de 10 år. Hvor svært kan det være?

Vi kan belyse metoden med et mere simpelt eksempel. I 2022 kostede en given vare 100 kr. I 2023 var prisen 105 kr. I 2024 steg varen til 108 kr. Stigningen fra 2023 til 2024 var således 3 kr. Det er 60% af stigningen fra 2022 til 2023, og derfor kan vi tale om en stigning på 60%… Det tal er naturligvis rent nonsens.

Sammenkædningens grundlæggende antagelse er, at det varmere hav automatisk gør alle storme og orkaner kraftigere. Og derfor vil enhver storm være stærkere, end den ville have været for 150 år siden. Her gives et eksempel på en tyfon, Haiyan på Phillippinerne i 2013:

I et køligere klima uden menneskeskabt opvarmning forventes tyfoner af Haiyans styrke at ramme Phillippinerne én gang hvert 9300. år, men i et 0,8 graders varmere klima vil tilsvarende tyfoner ramme med 130 års mellemrum. Det betyder, at en storm som Haiyan var 7000% mere sandsynlig på grund af klimaforandringerne.

Antagelsen om, at der er en direkte sammenhæng mellem havtemperaturen og sandsynligheden for orkaner og storme, har det problem, at der er mange andre faktorer, der i praksis spiller en rolle. Forskning tilbage fra 1980’erne afklarede, hvad den maksimalt opnåelige styrke for en orkan ville være, og fastslog, at stormene yderst sjældent når denne maksimale teoretiske styrke.

Storme vil normalt ikke opretholde en styrke nær deres maksimum i noget tidsrum af betydning, selv ikke når de i teorien kunne være meget kraftige. Dette viser, at der er fejl i den tankegang, der stammer fra verdensfjerne modelstudier, og som går ud på, at tropiske hvirvelstorme kan opretholde en næsten konstant tilstand og viser endvidere, at de fleste storme før eller siden rammer modsat virkende effekter, som f.eks. lodrette vindforskelle eller en hurtig lokal afkøling af havet, og det selvom de befinder sig i områder, der på papiret har høj havtemperatur.

Disse komplicerede forhold betyder, at simpel sammenkædning i overensstemmelse med ”fortællingen” – at varmere hav giver kraftigere storme – er uegnet når man vil bruge den til at beskrive de enkelte stormes forløb.

Begrebet fortællingen har vi beskrevet tidligere her.

Men der er et andet problem. Hvordan er vi overhovedet nået frem til tallene for risikoen for en storm som Chido, der jo hævdes at være steget fra 7,2 til 10%. Hvor mange års data skal man reelt have, før man med sikkerhed kan fastslå, at risikoen netop ligger på det niveau?

Reelt kræver det mange års data og statistik, dvs. man skal have observeret området i lang tid og optalt stormene, kraftige såvel som mindre kraftige. Først når man har data fra måske 100 hændelser, kan man begynde at udtale sig med sikkerhed om deres hyppighed. Og i tilfældet med Chido regner Pielke sig frem til, at vi skal have præcise data fra ikke mindre end 2100 år!

Det har vi jo selvsagt ikke, heller ikke for nogen andre steder på Jorden. Derved er al snak om risiko-procenter, ”hundredårshændelser” osv. reelt uden videnskabelig værdi. Det er tal, man kan få ud af computeren – eller trække op af en høj hat.

Pielke tager derefter fat i statistikkerne for de tropiske stormes ødelæggelser i de forskellige verdenshave, og når, jfr. fig. 2, med henvisning til en helt ny videnskabelig artikel endnu en gang frem til konklusionen, at der ikke er tale om nogen stigning over de seneste godt 40 år, og at Det Indiske Ocean faktisk har set et fald.

Pielke slutter med følgende betragtninger:

Sammenkædningen med ekstreme begivenheder er mærkelig.

Den mest venlige forklaring på udbredelsen af mystiske sammenkædnings-påstande er, at der er en efterspørgsel efter dem, inkl. mange ønsker fra medierne og de klima-interesserede. Denne efterspørgsel skal nok blive honoreret af nogen, også selvom ”videnskaben” nærmere er pseudovidenskab.

En mere uvenlig forklaring er, at der er en systematisk kampagne i gang for at underminere og drage den faktiske klimavidenskab i tvivl, inkl. IPCC’s vurderinger. Formålet skulle være at give et falsk billede af virkeligheden, med det formål at understøtte klimasagen. Det kunne vi kalde pseudovidenskabeligt fup.

Desværre har Pielke nok mest ret i den mere uvenlige antagelse. Der har bredt sig en uhyggelig tro på klimakrisen og nødvendigheden af den grønne omstilling – koste hvad det vil – og i den forbindelse kan man tillade sig hvad som helst, inklusive at svindle med statistikken og videnskaben i forbindelse med ekstremvejr. Det er ret uhyggeligt!