Uheldig spå-Mann

Hvert forår rykker alle eksperterne ud med deres forudsigelser om antallet og styrken af orkaner, der vil ramme Atlanterhavet i sæsonen, der løber fra maj til og med november. Det er klart, at det ikke er enhver beskåret at komme med den slags spådomme, man skal jo som minimum være fagfællebedømt klimaforsker, eller endnu bedre, en af superstjernerne på klimaets firmament.

Hvem kan være mere super end professor Michael Mann, hockeystavens fader og en af hovedrolleindehaverne i Climategate?

I år gik Mann all in og spåede en rekordsæson med 33 navngivne storme. Det er jo således, at først når stormene når en vis styrke, bliver de klassificeret som en tropisk storm og får tildelt et navn. Herfra kan de blive kraftigere og eventuelt blive opgraderet til en orkan i en eller flere af de fem kategorier, men de beholder det samme navn.

Sæsonen endte med 18 navngivne storme, heraf nåede de 11 orkanstyrke. Antallet af orkaner og storme er måske ikke det vigtigste tal i denne forbindelse, især ikke hvis man leder efter spor af ”klimaforandringer”. Her er det mere relevant at kigge på den samlede styrke i orkanerne, defineret som kombinationen af styrken og antallet af timer, den har været gældende.

Fig. 1 viser situationen, dels mht. den samlede styrke og dels antallet af de kraftigste orkaner, dvs. kategori 3 og opefter. De fleste forudsigelser ramte antallet af kraftige orkaner, men de har alle, på nær to, voldsomt overvurderet den samlede styrke. I realiteten blev den samlede styrke et tal på 155, hvor de fleste forudsigelser lå mellem knap 200 og 240. Hvis vi havde nået Michael Manns 33 storme, ville styrken have oversteget 300.

Ser man på gennemsnittet af forudsigelserne lå det noget for højt på næsten alle punkter, som vist i tabel 1. Spåmændene havde overvurderet antallet af navngivne storme, samlede antal dage, de rasede og antallet af dage med orkaner. Spådommene var tættere på mht. antallet af orkaner og andelen af kraftige ditto. Der var flere dage med kraftige orkaner, men den samlede mængde afsat energi var langt lavere end forudset.

Michael Mann har en lang forklaring på sin fejltagelse og gør meget ud af at fremhæve, hvordan orkanerne i år alligevel var langt værre end før, og det skyldes naturligvis ”klimaforandringerne”. Der var kun 4 år i nyere tid, der nåede op på i alt 11 orkaner, 1969, 2005, 2010 og 2020. Særligt at bemærke var også de meget hurtige stigninger i orkanernes styrke, inkl. orkanerne Beryl, Helene, Milton og endeligt Oscar, de nåede alle fra tropisk storm-niveau til orkan på 24-48 timer. Årsagen skulle være det varmere havvand, som igen er vores skyld. Mann skriver:

Den forøgede styrke og kræfter til at ødelægge hos disse storme kan sammenkædes med menneskeskabt opvarmning. Et nyligt studie nåede frem til, at menneskeskabt drivhus-opvarmning forøgede styrken af 2024-stormene, og konkluderede at de to kategori 5-orkaner – Beryl og Milton – formentligt ikke ville have nået det niveau i fraværet af menneskeskabt opvarmning. Faktisk brød Milton næsten hastigheden på 310 km/t for vedvarende vinde, den grænse som i et andet studie af nogen er foreslået som skillelinjen til en ny kategori 6 orkanstyrke, der er dukket op i en tid med havtemperaturer uden fortilfælde. Et tredje studie havde som resultat, at oversvømmelserne i forbindelse med Helen blev 50% værre pga. menneskeskabt opvarmning. 

Nu må vi snart have fattet, hvor slemt det er med vores CO₂-udledninger. De to referencer i Manns afsnit her er interessante. Den første er til en aktivist-hjemmeside ved navn Grist, hvor man flittigt citerer de sædvanlige kilder fra World Weather Attribution og tilsvarende. I artiklen i Grist kan man finde diagrammet vist på fig. 2. Her ser man, hvordan alle orkanerne i år bare blev meget kraftigere pga. klimaforandringerne. Alt det her er jo ikke specielt videnskabeligt, og stemmer ikke overens med statistikkerne vedr. orkaner, som vi kiggede på for nyligt.

Videnskabelig er til gengæld referencen vedrørende ideen med at etablere en ny kategori 6 for orkaner. Det er en artikel, Michael Mann selv har skrevet.

Mann har derefter en meget lang forklaring på, hvorfor hans modelberegninger tog fejl, og han griber efter diverse strå, der måske kunne have givet lidt flere storme, men dog næppe nok til at redde hans forudsigelse. Han bemærker, at de lave tal for 2024 hang sammen med den lange stilstand i juli og august. I september og oktober ”passede” forudsigelsen.

Mann slutter af med nogle advarende betragtninger om videnskabens manglende forståelse af den seneste udvikling i klimaet.

En mere ildevarslende mulighed er, at klimasystemet ikke længere opfører sig, som det plejede, og at nogle af de gamle regler og sammenhænge ikke længere er gyldige… [Flere kollegaer] peger på, at udviklingen omkring den seneste El Niño ikke svarer til, hvad vi har set ved de foregående El Niño’er. Det er muligt, at klimaforandringerne har ændret på forløbet af dette fænomen. Og hvis det er tilfældet, så kan ændringerne også ramme andre elementer i hav-atmosfære-systemet, inkl. forekomsten af orkaner.

Det er en foruroligende mulighed. Og mens vi i dette tilfælde taler om følger, der var mindre alvorlige, end vi havde forudset, så kan der være meget mere ubehagelige overraskelser på vej i drivhuset. Kort sagt er det uklogt at pille ved et system, som man ikke helt forstår. Især når hele vores civilisation er på spil.

Ja, Michael Mann, du skal ikke begynde at pille ved vores energiforsyning, hvis betydning for menneskeheden du så tydeligt ikke har forstået.

Men det er korrekt, som vi flere gange har påpeget, at temperaturen efter den seneste El Niño ikke rigtigt er kommet ned igen. Det er i modstrid med hvad klimamodellerne siger, fordi CO₂-indholdet i atmosfæren jo ikke har taget et tilsvarende hop i løbet af 2024. Men måske er forklaringen den enkle, at det ikke er CO₂, der alene styrer den globale temperatur. Og så er det rigtigt, at Mann & Co. ikke rigtigt har forstået, hvordan klimaet er indrettet – og så skal man slet ikke pille ved noget…