Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Spænd bæltet ind!

I Storbritannien er ambitionerne om grøn omstilling og opnåelse af ”netto-nul” store, og de er blevet meget større, efter Labour-regeringen kom til tidligere på året. Pengene ruller i alle retninger, og de menige briter er ved at lære, hvad alle de flotte ord indebærer i praksis.

Storbritannien er velsignet med noget, de kalder the Climate Change Committee, CCC (”Komiteen for Klimaforandringer”), det minder lidt om vores hjemlige Klimaråd, men vist har en noget større magt. CCC holder øje med, om udviklingen går den rigtige vej i forhold til klimamålene og giver anbefalinger til handling. P.t. er målet at nå 81% reduktion allerede i 2035, så man har travlt.

Spørgsmålet er nu, hvor hårdt det vil gå ud over de sagesløse borgere i landet. Premierministeren havde på COP29 mødet for nogle få uger siden udtalt, at det ikke var nødvendigt for briterne at ændre på deres livsstil i forbindelse med opfyldelsen af målene. Han ville ikke fortælle folk, hvordan de skulle leve deres liv ved at bede dem om at ændre på deres madvaner eller flyve mindre. Det lød jo godt.

Men derefter var der et møde i parlamentet, hvor CCC’s repræsentanter klart gav udtryk for, at sådan skulle det ikke gå. Således blev der sagt:

10 procent af reduktionen i udledninger frem mod 2035 skal komme fra det, vi kalder adfærdsændringer. Det handler primært omkring valg af fødevarer, flyvning og skift af transportmidler til offentlige.

Parlamentsmedlemmerne pressede på for at få mere konkrete oplysninger. Mht. flyvningerne mente CCC i første omgang, at det primært drejede sig om at bremse væksten i antallet af flyvninger. Dertil skulle der bruges nogle begrænsende tiltag, og det mente CCC, at folk nok ville acceptere.

Hvad fødevarer angår, havde CCC noteret sig, at der allerede var en udvikling i retning af at spise mindre kød – og den udvikling skal bare fortsætte, så når man 2035-målet. Det lyder jo vældigt fint. Imidlertid blev det påpeget, at ændringerne i fødevarevalg nok i høj grad var en følge af prisstigningerne, så hvor frivilligt det var, er noget tvivlsomt. Det var nok rigtigt, måtte CCC indrømme.

Derefter drejede diskussionen over på varmepumper, hvor CCC har store ambitioner, der går ud på, at der skal installeres 600.000 årligt fra 2028. Det tal er man uendeligt langt fra ind til videre. Hertil udtalte CCC’s repræsentant, at varmepumperne var meget dyrere i drift end gasfyr, hvilket igen skyldes at strømpriserne i landet er for høje, sammenlignet med naturgas. De høje elpriser er bl.a. en følge af behovene for at give statsstøtte til sol og vind. Formanden for CCC udtalte nu følgende indlysende svada:

Vores vigtigste anbefaling er at bringe prisen på elektricitet ned. Hvis man reducerer strømprisen, bliver det mere ønskeligt at købe en elbil og installere en varmepumpe i stedet for et gasfyr, og for vores industri at foretage de nødvendige investeringer for at gå over til el som energikilde.

I bliver nødt til at holde fast i budskabet om, at på længere sigt vil folks elbiler ikke være så dyre for dem som de benzin- eller dieselbiler, de kører i p.t.

Storbritannien døjer med nogle af de højeste elpriser i Europa, og den væsentligste årsag er udbygningen med solceller og vindmøller. Storbritannien har aldrig droppet konceptet med garanterede priser på den producerede strøm, hvor f.eks. de nye satser for havvind bringer elkunderne op i nærheden af 80 øre/kWh, før netafgifter, tariffer osv. Netafgifterne er høje, fordi de bl.a. skal finansiere de voldsomme investeringer i udbygning af elnettet, så den vedvarende energi, der produceres i fjerne afkroge, kan blive bragt frem til elkunderne. En stor del af disse kolossale udgifter havner på elprisen, og det vil de blive ved med i de næste mange år.

Så tydeligt nok lever CCC-folkene i en boble. Det blev endnu mere åbenbart, da en netop tiltrådt ny formand for CCC gav sit første interview. Her anbefalede hun naturligvis varmepumper og elbiler. Hun ønskede også, at folk skulle begynde at købe brugte ting og droppe flyveturene på ferie til udlandet.

”Nogle flyveture er fine nok,” tilføjede hun, da hun skulle forsvare sin 8000 km lange returflyvning til Aserbajdsjan til COP29.

Den nye formand fastholdt, at udover de mindre ændringer i livsstil, ville det ikke koste noget videre at nå ”netto-nul”:

Det er helt klart, at for nationaløkonomien er den grønne omstilling en god idé, uanset hvad klimaforandringerne måtte bringe.

Det er åbenlyst, at den nye formand for en organisation, der skal føre det britiske samfund frem mod klimamålene, er totalt uvidende om selv de mest elementære ting. Den britiske industri er i en alvorlig knibe, og flere virksomheder har set sig nødsaget til at lukke pga. energipriserne og klimapolitikken. Hertil siger den nye formand:

Ændringer medfører altid vindere og tabere.

Den lader vi stå lidt.

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Når femårsplanerne siger, at traktorfabrikkerne skal øge produktionen, må folk lære at bruge traktorer. Ligeså med batteribiler.

    Som Mette siger: ‘Lev med det’.

  2. JENS JAKOB KJÆR

    Vejrafhængige energikilder kan ikke erstatte et kraftværk. Det er to forskellige ting. Når befolkningen ikke kan forstå må de føle. Der er tale om urealistisk planøkonomi, som ender med at forarme os alle.

  3. Michael Rasmussen

    Jo, det er som det altid har været.
    Der er ikke noget bedre end at sidde og galpe løs om, at vi alle må yde noget, og vi alle må ofre os, når det aldrig gælder én selv, som er så priviligerede, at de enten sidder på magten, eller har raget rigelig kapital til sig.
    Reglerne gælder altid kun for de andre.
    Det bliver aldrig anderledes.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*