Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Milliarder til aktivisterne

Der er ved at være panik i Joe Bidens regering, da den jo synger på sidste vers. Biden og hans vicepræsident Harris har som bekendt stået for en massiv pengeuddeling til ”grønne” formål, mange af hvilke må betragtes med nogen skepsis. Den store gavebod fik det noget ulogiske navn Inflation Reduction Act, IRA, på dansk ”lov til nedsættelse af inflationen”. Om pengene nogensinde faktisk vil gå til nye elementer i omstillingen, solceller, vindmøller, batterier, elbiler eller hvad, er mere end uklart.

Der er ingen tvivl om, at mange af pengene er endt i udvalgte senatorers og kongresmedlemmers valgkredse, og en del af formålene har vidst ikke det fjerneste med klimaet at gøre, og heller ikke med den tiltrængte reparation af infrastrukturen, motorveje, broer osv. Det er mere smørelse, for at sikre den fortsatte politiske opbakning fra medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus.

Donald Trump har undervejs lovet at sætte en stopper for syndfloden af penge, lige så snart han tiltræder som præsident d. 20. januar. Men det bliver umuligt for ham at sætte hele strømmen i stå, fordi de høje herrer nævnt før fortsat vil få behov for at smøre deres vælgere. Der er jo kun to år til næste midtvejsvalg!

Men andre dele af IRA-penge-syndfloden kan Trump stoppe, og det har gjort de demokratiske ministre og topembedsmænd bekymrede. Derfor foregår der i øjeblikket en massiv indsats for at få uddelt så mange penge som muligt – til klimapolitiske tiltag.

Her drejer det sig om EPA, den amerikanske Miljøstyrelse, der har travlt med at udbetale store støttebeløb til græsrodsbevægelser, NGO’er med de rigtige holdninger til miljøet og klimaet. En medarbejder i styrelsen indrømmede, at det svarede til at hælde guldbarrer overbord fra Titanic, lige inden skibet gik ned.

EPA’s store grønne svindelnummer med pengene

Efter sigende har man alene i år brændt 50 milliarder dollars af til det formål, så der må være nogle græsrodsbevægelser, der nu er særdeles velpolstrede. Oprindeligt skulle mange af pengene først have været brugt, når Kamala Harris havde overtaget præsidentposten, men det gik jo galt, så EPA’s medarbejdere fik meget travlt. Grunden til, at man valgte NGO’erne, er, at når først de har pengene, vil det være sværere for Trumps republikanere at få bevillingerne standset og midlerne retur til statskassen.

Det bemærkelsesværdige er, at EPA er gået med på disse tiltag. Miljøstyrelsen er på papiret en parti-neutral institution, der loyalt skal tjene den til enhver tid siddende regering. Men her er det åbenbart, at EPA ser sig selv som demokraternes forlængede arm, og vil gøre hvad som helst for at fortsætte deres politik. Det er givetvis inspireret af en dyb tro på ”klimakrisen”, men det gør det ikke mere acceptabelt.

Også i USA er man normalt interesseret i at følge op på, hvordan de offentlige midler bliver brugt og sikre sig, at der ikke sker misbrug undervejs, eller at pengene bliver anvendt til noget helt andet end bevillingen definerede. Men ved at dele pengene ud til græsrodsorganisationer, bliver der ikke efterfølgende nogen muligheder for at følge op på, hvad alle de mange dollars blev brugt til. Går de til miljø- eller klimasagen, eller ender de i lommerne på mere skruppelløse aktører i NGO’erne?

Det bliver interessant at se, hvor mange af pengene Trumps regering kan få kradset ind igen, og det bliver også spændende at følge med i, hvordan NGO’erne får formøblet de formuer, de har fået i hænderne. Interessant, spændende og samtidigt sørgeligt.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*