Den unge pige var meget bekymret. Hun havde læst lidt om klimaforandringerne, og nu var hun bange for, at Jorden ville være gået under, inden det blev jul. Klimaforskerne havde jo spået, at undergangen var nær. Det var kun et spørgsmål om få år, eller måske endda kun måneder, før det ville ske. Orkaner ville rase overalt, havet ville stige helt enormt, og Washington DC, hvor den unge pige boede, ville blive oversvømmet af flere meter vand.
De ansvarlige havde kæmpet alt, hvad de kunne, for at forhindre katastrofen. I deres privatfly var de fløjet til det ene store internationale møde efter det andet. De havde ikke sparet nogen anstrengelser i forbindelse med middage, forhandlinger, drinks og middage, flere forhandlinger osv. Møderne gik altid over tid til sidst, hvilket naturligvis gav et behov for endnu mere at spise og drikke. Og hver gang var møderne endt i ”historiske” aftaler, og man havde vedtaget epokegørende oplæg til det følgende års møde.
De store årlige møder blev kaldt ”COP”, efterfulgt af et nummer, og den unge pige havde forstået at ”COP” stod for ”Cykler Og Plantemad”. Alt det var meget godt, men stadigvæk var medierne fulde af historier om den tilstundende katastrofe. I sin desperation henvendte den unge pige sig nu til sin mentor og læremester i klimaspørgsmål. Han deltog i en gruppe, der kaldte sig ”Klima Afvisning”. Som de fleste ved, skal sammensatte ord på dansk skrives ud i ét, men det gjaldt så ikke for gruppen her.
Mentoren kunne berolige den unge pige.
”Vi har en plan, der én gang for alle vil løse klimakrisen”, sagde han med en stemme, der vibrerede en smule af stolthed. ”I morgen vil vi gennemføre en aktion, der vil tvinge regeringen til omgående at nå netto-nul i udledninger. Bare vent og se!”
Den unge pige følte sig en lille smule lettet, og den nat sov hun en anelse bedre end normalt, selvom hun stadigvæk måtte op et par gange for at tjekke, om vandstanden var steget så meget, at gaden var oversvømmet.
Næste morgen stod hun tidligt op og sad nu spændt med telefonen i hånden. Mentor havde sagt, at der ville blive udsendt en besked, så snart aktionen var blevet gennemført med succes. Den unge pige kom ikke til at vente længe, før beskeden kom:
Vigtigt nyt: Vi har spærret indgangen til Energiministeriet! Strømerne sværmer rundt i hundredvis. Højtstående embedsfolk er nervøse. Revolutionen er på vej. Der kommer flere nyheder snarest!
Navra, hvor var Mentor dog bare sej! Der blev stille et stykke tid, og den unge pige holdt skarpt øje med Klima Afvisnings side. Pludseligt dukkede følgende lille kommentar op. Den var skrevet af en fremmed:
I står ved indgangen til en afspærret parkeringskælder, der ikke er i brug, tumper. Indgangen til ministeriet er ovre på den anden side.
Der gik igen et stykke tid, og den unge pige håbede på, at Mentor og hans venner kunne komme rundt om hjørnet. Men ak, den næste – og sidste – besked fra Mentor lød som følger:
Opdatering: Lige nu i skrivende stund sidder over et dusin medlemmer af vores gruppe tilbageholdt i en iskold politibus. Vores eneste ”forbrydelse” var at kræve et stop for de fossile brændstoffer. Hvorfor er det ikke oliebaronerne, der bliver kørt væk i håndjern? Hvorfor?
Og derefter kom der ikke flere beskeder den dag.
Den unge pige var skuffet, men der var jo ikke så meget, hun kunne gøre. Hun skulle hjem til sine forældre i Californien i juleferien og flyveturen derover forløb helt normalt. Forældrene boede helt nede ved stranden ud mod Stillehavet, men vandet var ikke steget spor, og hele julen forløb, som den skulle, uden den mindste lille storm eller oversvømmelse.
Måske var det hele ikke så slemt, ud over at Mentor og hans venner var kommet til at fryse den morgen i politiets bus?
– – – – –
Denne historie lyder måske temmelig utroværdig, men ikke desto mindre bygger den meget nøjagtigt på en virkelig hændelse her for kort tid siden i Washington DC. Tak til WUWT og god jul til jer alle.
Danish